Hippodromen kan tage rigtigt mange mennesker, og denne dag er her mindst hundrede børn i alle aldre og det er ikke til at få ørenlyd. En myndig og charmerende herre lykkes dog med at fortælle at vi nu skal se en opera, men ikke en almindelig slags med stort orkester og kor og solister. Nej – vi skal se en 'stille' opera.
Og ganske, ganske stille begynder ouverturen, eller klaver-forspillet, og salen falder til ro. Eftersom 'Go’nat min skat' er en opera om kampen mellem lyst og mørkt, er det naturligt, at den varsomme musik består af stilfærdige klange i lys diskant og mørk bas. Men ind i mellem er der én enkelt tone der repeteres og insisterer på at blive hørt, som en kontrast til de smukke harmonier højt oppe og langt nede i klaviaturet.
Charlotte Thanning kan vride mange nuancer ud af sit instrument, og introduktionen skaber både tryghed og forventning. Scenen foran os er enkel: En seng hvor vi aner at Drengen ligger under den blåstribede dyne, en lampe på natbordet der dårligt nok kan kaste et skær over sengen. Ellers kun den hvide inddækning og en dør i hjørnet. Det er smukt og lidt dystert. Stilfærdigt. Og lidt øde.
Vuggesang for fuld udblæsning
Derfor kommer det som lidt af et chok for de fleste af mine medpublikummere, når Andrea Pellegrini formummet i scenens mørke begynder at synge Morens vuggesang. Hennes mezzosopran er flot og fyldig, men hverken hun eller Thanning kan lægge skjul på, at dette trods alt er opera med alt, hvad det indebærer af store stemmer, dynamik og klangfuld vibrato.
Vuggesang? Jeg ved ikke – den ville nok holde de fleste vågne. Så mange af dem der sidder omkring mig i salen skal gennem en fnise-omgang, inden de nølende stiller ind på den rigtige kanal.
Drengen begynder at røre på sig under dynen, og når vi aner en mandeskikkelse på modsat side af scenen, bliver han mere og mere urolig. Den i mørke indhyllede skikkelse, Adam Frandsen, er en udmærket tenor, så sangligt er der intet at udsætte på den duet, der opstår. Men hverken duetten eller akkompagnementet giver indtryk af harmoni – snarere en indbyrdes strid.
Når de to derpå demonstrativt marcherer ud på hver sin side af scenen, aner vi, at Mor og Far er gået fra hinanden, til Drengens store sorg. Dermed er figurernes livssituation ridset op og operaens tema kan rulles ud. Mørke og lys, splittelse og længsel, realitet og fantasi.
Lyde i natten
Vi følger en dreng, måske 9-10 år, og hans angstfyldte kamp mod 'natmørkets kræfter', der huserer i soveværelset, når lyset slukkes. På lydsiden dækkes der op med alskens skrækkelige lyde, og lyssætningen hjælper gevaldigt til med pludselige blaf af intenst lys og egyptisk mørke.
Det hjælper at have en mor, der putter én pænt i seng, men når hun har sagt sit 'Go’nat min skat' og er gået, hvad så? Ja, det hjælper også, når hun kommer med en lommelygte, man kan bruge som var det en pistol i en nervøs politimands i hænder.
Men først og fremmest hjælper det, når Lygtemanden kommer som et vandrende lampestativ, en skytsengel, og bringer et befriende lys ind i mørket. En recitativ-dialog opstår, på grænsen til parlando, mellem drengen og lygtemanden, og modet stiger.
Men hvad er virkelighed og hvad er fantasi? Kan det der er gået i stykker limes sammen igen? Kan en duet mellem mor og far nogensinde blive harmonisk igen? Kan man komme mørkets skyggevæsener til livs? Kan Lygtemanden hjælpe, når mor kommer til kort?
Problematisk
Jeg har stor respekt for SaltoMortales valg af et stort og følsomt tema. Jeg synes, at det er dristigt at angribe det med en så vidt fremmedgørende form som operaens. Jeg er glad for det høje musikalske niveau – også hos Sebastian Graven Østergaard som drengen (eller det Alfred Kann jeg har set?)
Men jeg har indvendinger mod dele af udformningen. Der er for få ideer i iscenesættelsen, for få billeder der kan intensivere oplevelsen. Jeg forstår ikke, hvorfor store dele af sangen skal rettes direkte ud mod publikum, når det egentlig handler om en henvendelse fra en spiller til en anden. Og helt ærligt må jeg sige, at spillernes musikalske niveau langt overstiger deres skuespillermæssige formåen.
Et stort problem, når det gælder opera, er tekstformidlingen. I tilfældet 'Go’nat min skat' er sangenes tekst ikke så fortællende, så problemet er ikke så stort, som jeg har oplevet det andre gange. Desuden får man et program i hånden hvor teksten er trykt – men det ser man jo først bagefter. Jeg vil kun sige, at det kan godt opleves frustrerende at høre skøn sang, men ikke forstå en lyd af, hvad det handler om.
Til sidst, angående udformningen: Jeg havde gerne set, at nattens mareridt også fik en visuel side, for eksempel ved hjælp af projektioner. Jeg synes, at for meget er lagt på aktørerne, som må spille sig til angsten (specielt unge Sebastian/Alfred) og dermed bliver illusionen for fattig. Og endelig: Hvorfor er inddækningen hvid, når så meget handler om mørke?
Indvendingerne til trods: Jeg giver en ekstra stjerne fordi 'Go’nat min skat' – som opera – er det mest vellykkede eksempel, jeg har set på at bruge denne form for børn.
