Jeg har set adskillige Crazy Christmas Cabaret-forestillinger. Den ene mere tosset end den anden. Årets show følger traditionen op, endda på en sådan måde, at det er som om alt går bananas: Det er som om handlingen knækker sammen af grin sammen med sit publikum eller opløser sig og opsuges i alle forestillingens balstyriske enkeltdele.
Hvad det egentlig handler om det her – noget med at få opsøgt dronning Nefertitis gravkammer – synes egentlig underordnet. Det her handler om at køre en farce i højeste og mest crazy potens af.
Og den humor-kage, som det hele opløses i, er fyldt med hentydninger til sex, mordanklager, genopståede mumier og personager som lyver så det står ud af ørerne på dem. Heriblandt englændere som efter sigende er ude i et kolonialistisk ærinde. Lokale folk med skumle bagtanker. Et engelsk overklasseløg. En forførisk lady Rosetta Stone med skarptskåren fransk accent. Detektiven Hercule Poirot i egen høje person. Dr. van Helsingør fra Elsinore og mange andre.
Balstyrisk og præcist rollespil
De mange trofaste fans har en fest og trækker resten af publikumsselskabet med. For forestillingen tager sig ud som en veritabel leg. En leg, hvor påhits og spas står i kø og hvor humørflaget blafrer som i strid vind.
'Don't Touch Nefertiti' er et (gen)møde med David Bateson. Superpræcis i rollen som Gunter von Hinten med den beskadigede nazi-arm og overdreven skæg som Cleopatra, som Kirsten Brink har udstyret med lydfyldte spiralsnoede slangebryster, som blot et eksempel på hendes gakkede klædekreationer.
Andrew Jeffers gør en god figur ud af Hercule Poirot – men holder også fast i traditionen og entrerer i gigantiske og meget syrede damerober. Bennet Thorpe springer ovenud vakst og sjovt badut som cowboyfrisk Essex Jones.
Og som den nye dreng i klassen gestikulerer og taler Caspar Phillipson, som var han fløjet direkte ind fra det øverste samfundslag i UK.
Hot-pop, skørte-sus og sexsultne kameler
På damesiden forstår Katrine Falkenberg i fysisk topform og med strålende stemme at fylde rollen som Hollywood-filmstjernedullen ud. Rikke Hvidbjerg skuler fermt jaloux, skaber drama omkring sig med sit skarpe halssmykke – og så kan også hun synge.
Og endelig er Vivienne McKee i topform som både den ternede sprog-spinat-kyndige Helsingør-detektiv og forførersken med de franske accenter.
Læg hertil en række top-show-tunede popsange, farverige kostumer i hittepåsomme snit, et publikum som hepper og gestikulerer – som indøvet indledningsvist – og tre kameler med en vældig seksuel appetit, så skulle omridset være tegnet af et (engelsksproget) show, som er toptjekket på alle måder, undtagen med hensyn til længden – for igen i år ville morskaben vinde ved at blive forkortet en halv times tid.
Rendyrket grine-teater
Samfundssatire er også en ingrediens i Crazy Christmas Cabaret-forestillinger. I årets show fylder det dog ikke meget. Lidt imperialisme-snak og en kamel, som hedder Inger Støjberg, er stort set hvad det bliver til.
Vivienne McKee & Co. er frem for alt gæve underholdere. Der er tale om professionelt sammenskruet morskab, som dyrker det kollektive og galoperende grin.
'Don't Touch Nefertiti' har udover voksne også unge som målgruppe. I det samlede udbud af teater for teenagere hører forestillingen derfor til i den meget lette ende.
Så ønsker man at stimulere de unge til eftertanke og refleksion, eller vil man præsentere dem for teaterforestillinger, som skaber teatralske løsninger af mere overraskelsesfyldt og kunstnerisk avanceret art, er det ikke lige London Toast Theatres 'Don't Touch Nefertiti', man skal vælge.
