Scenografien er til at få øje på: Øverst et sæt røde gardiner som er bundet op midt på og har lange guldsnore, som hænger ned som frynser. Og nedenunder nok et sæt tilsvarende røde gardiner, som dog ikke mødes på midten, men er lidt kortere og til gengæld har pomponer i enden af de yderste snore. Hertil en helt enkel stol.
Det gør ingenting, at der ikke er mere at kikke på, for det er ikke spor nødvendigt. Hele forestillingsoplevelsen bygger på og består i at opleve den måde, hvorpå Farshad Kholghi med krop og stemme bringer en alvorsfyldt fortælling om angst ud over scenekanten, så man både er utroligt godt underholdt, samtidig med at man mærker og forstå, at her er noget vanskeligt håndterbart og skrøbelighedsfyldt på spil for den angstramte Adam, som Kholghi gestalter.
Fint og morskabsskabende karakterarbejde
Der er meget mere kød på sidebenene af 'Bøh! – en komedie om angst', end man måske umiddelbart tror ud fra titlen og ud fra en forestilling (fordom), man måske måtte have om, at det skuespil, som Kholghi leverer, er af en letbenet underholdningsorienteret slags, fordi man måske – som jeg – har oplevet ham i en del voksen-revy-sammenhænge, hvor der var skruet mere op for showknappen end for alvorskalorierne.
De forudanelser fik Kholghi flot manet til jorden i soloforestillingen her. Emnet bliver serveret med rigtigt megen sjov og humor, men her styrker det 'blot' forestillingens gennemslagskraft. Det forfladiger ikke emnet, fordi Kholghi dygtigt springer fra karakter til karakter i fortællingen og gør det med en naturlighed og selvfølgelighed og afslappethed. Og så porerne til emnets skrøbelighed så at sige bliver åbnet og får lov at blive stående åben i et forløb, der med komediens kraft og en bagvedliggende seriøsitet og respekt lader publikum mærke, hvad angst er og giver anvisninger på hvad der grundlæggende set skal til for at slippe af med lidelsen.
At overvinde angst er et spørgsmål om at træne de positive tanker, have mod til at se tilbage på hvad angsten kan skyldes.
Eller som Kholghi siger til slut i forestillingen: 'Et oprindeligt ønske om at leve et lykkeligt og frit liv, det er det, der giver mirakler i livet'.
Clairvoyance, lykkepiller og sprut
Alene på scenen spiller Kholghi – tempofyldt, præcist og med masser af skift i udtale, artikulation og intonation – et utal af roller i en fortælling om den unge mand, Adam, som lider af angst og som ikke kan finde ud af hvilken stemme i sig selv, som han skal lytte til og følge.
Diktatoren, ham, som hele tiden slår ham oven i hovedet med negative tanker og bremser hans lyst til at bringe lys ind i hans liv. Eller livs-hjælperen, ham som opmuntrer ham og giver ham mod til at leve.
Historien er den, at Adams angst blusser op en dag, han bliver forelsket 'ved første opkald' i Eva, der ringer fra Gallupinstituttet i forbindelse med en undersøgelse.
Adams hjerte snærer sig sammen og låser i angst for at tage initiativer og for at det skal ende galt, sådan som det gjorde med den forrige kæreste, Karina.
I det forløb, der nu sætter ind, bevæger vi os sammen med Adam ud og ind af ganske mange rum samtidig med at Adam møder en masse mennesker, der tilbyder ham hjælp af forskellig slags:
Den thailandske vinduespudser-pige-flygtning, som pudser vinduer i hans lejlighed og senere træder i karakter som den psykolog, hun oprindelig i sit hjemland er uddannet som. Den alternative behandler som tilbyder mirakelkur med aura, clairvoyance, tibetanske rejser og en mikstur af en gammel moderkage. Lægen der udskriver recept på lykkepiller og naboen i lejligheden overfor – Vladimir, som drukner sin angst i vodka.
Platheder og satire som kit
En del af Kholghis kendetegn som optræder er hans leg med ord. Han bruger ordforvekslinger, der spiller i den hel- og halvsjofle ende af skalaen. Vinduespisser i stedet for vinduespudser, hypernosser i stedet for hypnose osv.
Den slags humor kan man nok lide eller ikke lide. Uanset om man synes det kan virke letkøbt eller ej, så får det ikke her seriøsiteten til at fordufte. Vitserne og de små satiriske sidebemærkninger – fx til indvandreres stærkt krydrede mad, til alternative behandlere og til lægestanden -fungerer som smørelse eller kit i helheden.
Og det er egentligt meget godt klaret.
