'SMACK!' er -som ofte i animationsteaterregi – en forestilling i lyd, billeder og bevægelser. Dvs. uden dialoger eller andre type af replikker.
Således også her i Teater Værks forestilling, coproduceret med Teater Refleksion.
Øjet, øret og 'den fysiske mærkesans' bliver godt fodret. Indledningsvis med billedet af en hvidkittelklædt mand (ifølge programteksten: Hr. Pok), som ligger på en pude og snorker Z'er ud af gabet. Det ene z større end det andet svæver ud i rummet.
Allerede her ses forestillingens tegneserieinspiration tydeligt. Animationsteatrets gevinst og charme er heldigvis også til stede. Hr. Pok giver sig. Hans krop bevæger sig sådan som nu en sovende 'snorkers' gør. Og da han rejser sig op åbenbares en cylinderklods af et ansigt fyldt med fuger og ujævnheder. Et ansigt som med det samme – ligesom objekterne omkring ham – bliver udtryksfuldt levende qua den professionelle dukkeføring.
Pudsigt nok er denne – i forhold til de gængse skønhedsidealer for ansigter lavt rangerende mand – skønhedsklinikindehaver, og den actionfyldte titel kommer ind, fordi tiden jagter Hr. Pok. Tiden er repræsenteret ved et tikkende ur med en spids rød viser. En viser som så let som ingenting løsriver sig fra urskiven for at herse og dirigere Hr. Pok rundt i Beauty-salonen.
INTET gør den stakkels Hr. Pok rigtigt eller hurtigt nok. Han filer ikke alle de på rad og række opstrakte hænders negle hurtigt nok og i den rigtige rækkefølge. Han når ikke at føntørre en stribe kunders lange flagrende (paryk)manker, før håret skal glattes eller krølles. Uret skal pudses og smøres. Uret giver Hr. Pok stress.
Mindre klare passager
Uret er en negativ faktor for Hr. Pok. Det skildrer spillet med al tydelighed. Med objekter, lys og lyd. Lidt mindre klart bliver det, når et lille let dunagtigt og sfærisk svævende væsen indfinder sig og betager Hr. Pok.
Væsnet (som i programmet bliver kaldt Frøken Frøken) får Hr. Pok til på det voldsomste at gøre modstand mod urets tyranni. Hr. Pok påfører sig supermandsdresset og går i krig mod uret. Spillets tegneserieinspiration bliver endnu mere evident. Uret og Hr. Pok slås. Urets mekanik splintres. 'Iført' helikopter spreder uret bomber i form af tal som brager og lyser mørket op. Og Hr. Pok går til angreb på uret med glattejern og andre frisørremedier.
Men så er det som om det lille fnug, Frøken Frøken formilder dem til fred. Hr. Pok og uret bliver sågar så gode venner, at de begynder at danse og pjatte sammen – både med og uden parykker.
Passagerne her er desværre lidt uklare. Men som en dreng hviskede foran mig: 'Nu er de gode venner'.
Så alt i alt fortæller 'SMACK!' en ret enkel historie, som ikke desto mindre er vanskelig at nå frem til og efterleve: En historie, som handler om at det er bedre at arbejde sammen, være venner og have det sjovt sammen, end at yppe kiv, strides, lade sig hundse med og være den, som hundser.
Flere dimensioner, tak
Forestillingen formidler med forskellige stemningsgivende musik, lyde og lys og med svajende, dansende og drilske objekter, hvor ting og lemmer morsomt kan få deres eget liv, at alting er meget rarere, når man arbejder på lige fod og respekterer hinanden. Så åbner verden sig op. Ideer og samværsglæde opstår. Modsat i magthierarkier, hvor alting lukker sig om sig selv og bliver anstrengende og stift.
Jeg ikke i tvivl om, at både børn og voksne kan følge forestillingens tankegang. Mærke tidsjaget som en genkendelig og negativ faktor. Vi billiger Frøken Frøkens gunstige indvirkning på de to stridshaner. Og vi nyder den action og det sjov, der er.
Men jeg savner samtidig lidt flere dimensioner i spillet. Flere hemmeligheder og gåder. Lidt mere som udfordrer vores forestillingsevne.
