En krans af kaminure danner scenens kant på gulvet, hvor Luna Park Scenekunst og BaggårdTeatret inviterer publikum ind at opleve et spil om tid. Eller rettere tidsrum. For det er det teaterinstallations-orienterede Luna Park Scenekunst, som mere end BaggårdTeatret har sat præg på forestillingen. Det er to fra Luna Park Scenekunst, Betina Birkjær og Luise Midtgaard, som står for såvel koncept som scenografi og performance.
Som performere står Birkjær og Midtgaard i teaterinstallationens tjeneste. Som en slags praktiske tjenere eller tidsudforskere, iført dueblå kitler, hjelm med udtrækslys og en lille højtalertragt på hjul, er de forestillingen igennem – til lyden af tikkende ure – beskæftiget med at gennemgå et digt om ugens syv dage og trække Storm P-agtige installationer for hver ugedag ind på manegen.
Deres dialog om tiden har karakter af remse og digt. Signalet er, at sådan som de udtrykker det, sådan har det altid været med tid og med ugens dage, men at det er helt ok og fint at udvide og lege med tiden.
Baglænstale og tidsbiller
Med et 'God nat' og 'God morgen' som bindeled fører de os fra mandag til søndag. De 'bøjer' og leger lidt med de 'roller', ugedagene har i vores nutidige vestlige kultur.
Genkendelige træk krydres med finurligheder. Mandag skal man lige i gang. Tirsdag er det på høje tid at få lavet noget. Og det viser performerne ved at foretage en masse opmålinger på en løjerlig ur-installation og ved at begynde at snakke baglæns – sjovt at lytte til.
Onsdag er der ingen tid at spilde. Mens performerne taler om regn fra sydvest triller de et stort skab med glaskolber og slanger og sæbeboblende væsker og sivende sand ind. Et eldorado for øjet.
Torsdag er det vigtigt at vente. Det illustreres fx ved at en af performerne har rollen som en kukurs-fugl, der kukker for tidligt. Fredag skal tidsbillerne fodres: Et terrarium med grønne planter og urrester trilles ind og performerne fordrer de imaginære biller med et armbåndsur. Lørdag må man gøre lige hvad man vil. Det fører til en fødselsdagsfest med gaver og konfetti. Og søndag er det ok at blive træt og søvnig.
Fyldt og diffus
Sådan gik tiden. I et ret mørkt rum. Med ordspil om tiden som går i gang, går i stå, løber og er gået. Og med scenografiske bygningsværker som alle har urværk i sig og spiller på det med, at tiden går.
Det er i en vis forstand meget hittepåsomt. Tæt og insisterende i sit fokus på tid og rum. Samtidig er der noget underligt diffust og noget for kunstigt konstrueret over forestillingen. For hvad er det egentligt de to teatre vil sit publikum med tidslegen? 'Tidsrummets' 35 minutter flyver hurtigt af sted med opfindsomhed på opfindsomhed og gentagelse på gentagelse. Enkelheden er både god og fin, men samtidig føles tiden undervejs ret tom.
I timerne og dagene efter oplevelsen mærkes forestillingen heller ikke som én der sætter de store spor. For et førstegangs-barnepublikum i alderen 3 til 8 år kan 'Tidsrummet' måske godt sætte tanker og fabulerings og modellerings-fantasi i gang. Men som udtryk har forestillingen for lidt rygrad og retning.
