Børn elsker at hoppe, og de er fans af hoppeborge, der fylder deres spring med lethed og leg. Den ide har koreograf Jernej Bizjak taget til sig i samarbejde med de tre medvirkende dansere i forestillingen ’UP-AND-DOWN-AND-UP’.
En kæmpestor hoppeborg er en central del af forestillingen. Den er – i anledningen af at her er det et kunstnerisk værk – ikke i skrigende farver og overklistret med reklamer. Den er kridhvid. Som renheden selv. Eller som frisk bølgeskum og eller fantasiskabende lammeskyer, hvis man skruer det æstetiske blik på.
Hoppeborgen bliver pustet op et pænt stykke inde i forestillingen, hvis dramaturgiske forløb kan være noget af en udfordring for de yngste blandt børnepublikummet – netop fordi de så gerne vil lege med. Det får de lov til et pænt stykke tid i begyndelsen. Faktisk lige fra starten, hvor de tre dansere lige indenfor døren byder dem direkte med op på dansegulvet.
Hånd i hånd, som en lang kæde på lystige fjed bevæger børnene sig sammen med de tre dansere ind i noget, som en stemme over voice udenfor spillerummet har beskrevet som en rejse på sporet af noget eventyrligt, glædeligt og stort. Ser blev desværre, da jeg oplevede forestillingen, ikke skabt koncentration og ro nok i vente-på-at-komme-indenfor-køen til, at vi kunne lytte til ordene.
Højttalerstemmer guider de fysisk deltagende børnene videre indenfor. Den beskriver det landskab, de skal forestille sig at bevæge sig rundt i med ord som: ”Hav til venstre… og til højre… grib en åre eller en pagaj”. Der er skarp vind og klipper at hoppe op på. Og ind imellem naturelementerne taler den for at skabe fremdrift i forløbet i store overskrifter så som ”Hvor er vores mål?”, ”Hvor venter glæden?”, ”Hvor skal vi hen?”, ”Vi skal jo videre for at nå frem” og ”Nu er vi her. Der ligger eventyret. Hvis vi skal finde glæden, skal vi lægge alle kræfter i.”
Legeglade børn
Sammen med de tre dansere løber børnene i flok fra den ene side af salen til den anden. De krydser den også og lever sig ind i de bevægelser, der skal til, når man møder vind og klipper. Pulsen stiger og humøret ryger i vejret. Børnene er gladeligt meddeltagere. Derfor er det ikke mærkeligt, at en del af dem ikke kan finde ud af at holde sig væk fra selvsamme gulvområde, når danserne snart efter viser dem hen på publikumsrækkerne.
De tre dansere bevæger sig nu hen til noget stort som ligger foldet sammen i bunden af spilleområdet. Noget sort, som de begynder at indtage. De gemmer sig under det. Bliver helt væk. Bryder det ved at stritte to dansende ben i luften. De kravler gennem kanaler i materialet, så man ser formen af deres kroppe som buler på materialet. De dykker ned i underlagets folder og hulrum.
Danserne udforsker underlaget, men den del tager alt for lang tid. Det er fuldt forståeligt, at nogle af børnene gerne vil på tættere hold og være med – for sker der snart noget her? For os andre publikummer virker det også forkert og forstyrrende for oplevelsen, at børnene pludselig ikke må være med mere. Navnlig fordi dansernes udforskning af underlaget ikke rigtigt fænger som danseudtryk.
Hoppeborg-dans
Langsomt får danserne bredt underlaget ud og begynder at danse smidigt på det, for så at vende sig mod publikum og bede os om at puste. Det gør vi, og det medfører at danserne bevæger sig bagud i slowmotion. En lydkulisse af kraftig blæst tager over fra en lyd, der før var en latter – en latter, der var vanskelig at tyde stemningen i. Den synes lidt uhyggelig.
En kæmpestor kridhvid overflade kommer til syne. En kæmpestor hoppeborg folder sig omsider forbavsende hurtigt ud. Danserne udforsker det nye luftige terræn. Noget mere langsomt end børn gør. Til gengæld anderledes kunstnerisk ordnet. I en koreografi som betoner tempo, retning og samspil. Mellem danserne indbyrdes og i deres orienteringer i hoppeborgrummet. Med fin mobilitet og dejlig varm og imødekommende udstråling løber, drejer, snor, hopper, kravler, falder, ‘kolbøtter’, triller, rundkreds-danser og står de på hovedet rundt på underlaget. Noget af en balancepræstation.
’Glæden er et slot lavet af luft’
Mod slutningen lyder det fra højttalerstemmen: ”Åh glæden er et slot lavet af luft. Glæden er når du ved, at frygten kan jages bort. Springe bort som en hjort… ja bare vi trækker vejret…vi vil have luft, luft luft… Glæden er ikke min eller din for evigt, det ville være alt for småt. Glæden tilhører os alle, så del den med andre. Og hav det nu godt!”
Det lyder smukt, er rigtigt store ord og ganske vist. Dog tvivler jeg på, at børnene lytter særligt meget til dem. De venter mere på adgangsbilletten til også at komme til at hoppe sig glade. Den mulighed får de heldigvis. Snart efter inviteres hoppeglade i alle aldre op. Til en fejring af hoppe-glæden som livgiver.
Der er således en god ide, fine elementer og dygtige dansere på spil. Men helheden er i sin tretrinsraket-model bygget lidt aparte op i forhold til den primære målgruppe. Og endelig virker den ledsagende tekst alt for børnelytte-afprellende og filosofisk voksenagtig – de smukke vendinger til trods.
