Teatret med det lidt drilske navn Vølven (en vølve er en kvindelig, spirituel leder med spådomsevner og trolddomskundskaber) har med ’Brev til min vulva’ skabt en forestilling, man lægger mærke til og husker, fordi den i så ubekymret direkte og grovkornet humoristisk komisk form skildrer en bred buket af sider ved kvindens ydre kønsorganer.
”Tissekone”, ”Skede”, ”Fisse”, ”Konkylie”, ”Kusse”. Tre kvinder i skinnende stramme røde trikot- heldragter med skulderpuder, kalvekrøs og guldskinnende bælter remser med lidenskabelige vrid i kroppen navne op på den kropsdel, vi sjældent taler særligt åbenlyst om.
Kært barn har mange navne. Nu er det ikke kun den ukomplicerede og søde side af kvindekønnet, Teater Vølven tager livtag med. Det er i lige så høj grad alt det bøvl, alle de tabuer, alle de forkerte dessiner og alt den ståhej, der er omkring den famøse åbning med de følelsesfulde områder.
Gi’ los
Teater Vølven agiterer i en befriende løssluppen scene meget fysisk kontant for, at man skal give slip. Slå sig løs. Lade drifterne få frit spil. Anna Dagnydotter, Miriam Röstlinger Goldkuhl og Laura Hegelund (der pt. og også til KLAP-festivalen i Esbjerg vikarierede for Josefine Skovgaard) spurter rundt til alle hjørner af scenen, for at finde et optimalt sted at udleve deres onani.
Herligt hæmningsløst og med tryk på både vuggende hofter og støn slår de lårene rundt om lysstativernes ben, kaster sig frådende over stolesæder, forsøger sig med kanten af en publikumsbænk eller søger andre steder hen, hvor de øjner rum for et stimulerende øjeblik. Lystrende og i total harmoni med deres vulva. Den vulva, som de også i mange små scener skildrer som en kropsdel, de er fremmede overfor, ikke kan blive enige med eller aldrig rigtigt har lært at elske.
Ladeport og gulvmåtter
Vulva, vellyst og seksualitet er forbundet med hormoner og sindstilstande – i tæt forening med ens fysiske krop. Det fungerer derfor rigtigt fint, at man med tydelighed kan se performernes kurver og former. Og som det vigtigste er det ikke den enkelte performers personlige vulva, som forestillingen bruger som illustration. Vores fokus bliver i stedet på frimodig og humoristisk vis rettet mod fx en flere meter høj velour-vulva med både kønslæber og klitoris. Noget af en ”døråbning”, som performerne stepper ud og ind ad, og som de fx med deres arme kørende langs ladeportens sider illustrerer, hvor meget god stimulation kan gøre på områder, der overalt kan mærke stimuli.
En anden model er en oval vulva (ja i virkeligheden to) i trekvartmeters størrelser, der ligner noget af en forvokset gulvsvaber-karklud. En måtte med godt med stoffolder inderst og garntotter rundt i kanten. Anna Dagnydotter og Laura Hegelund holder måtterne op foran deres skød, mens Miriam Röstlinger Goldkuhl begynder en lektion i rengøring af området. En vaskeundervisning, som udvikler sig til, at begge performere snart efter ligger på knæ og skrubber løs, som var måtten befængt med lus eller andet ubehageligt utøj.
Alvor og sjov
Anna Dagnydotter, Josefine Skovgaard og Miriam Röstlinger Goldkuhl har dygtigt monteret, dramatiseret, digtet videre på og iscenesat en række vulva-situationer med afsæt i ”virkelige, personlige og anonyme breve indsamlet gennem workshops for kvinder, non-binære og transpersoner; alle som deler en fælles erfaring af at have en vulva eller identificerer sig med at have en.”
Udseendet, menstruation, onani, ”den første gang”, samleje, sex, hygiejne, kønssygdomme, sprækket mellemkød, gynækologiske undersøgelser, abort, kønsroller, stolthed og skam, samt kendskab til og venskab med egen vulva – eller mangel på begge dele.
’Brev til min vulva’ kommer omkring rigtigt mange emner. Det bliver aldrig hverken vammelt eller sjofelt. I arrangementer som stilmæssigt ligger tæt på kabaret og revy fyrer Anna Dagnydotter, Miriam Röstlinger Goldkuhl og Laura Hegelund forskellige aspekter ved emnet af i et fint varieret miks mellem absurd humoristiske episoder og mere alvorsfyldte situationer. Konstant kropsligt vakse, med tryk-16 på humorknappen, temperamentsspeederen i bund og med godt ”slebne tunger”
Forestillingen er et modigt og fint bud på, hvordan man kan bringe unge 15+ (med og uden vulva) tæt på en snak om et emne, der må siges at være omgærdet med tabuer og fejlagtige antagelser og råd. Mange episoder giver givetvis genlyd hos de unge.
Det er også en klar fordel, at stilen og formatet er så fri for at være selvsmagende, bliver fremstillet i så ikke-selvhøjtidelig en tone, og tydeligt betoner et budskab om, at noget af det vigtigste er at blive fortrolig med og holde af sin vulva.
