Teater Bliks ’God Tid’ er fyldt med dejlighed. Undertitlen ’En forestilling om livet, levet af en gammel’ er totalt dækkende. Forestillingen er en rigtig livsnydelsessag. Det er en parafrase, en lille boble, der lyser af al den glæde ved livet, som en ældre mand stadigt har lyslevende i krop og erindring.
Ole Barkentin sidder på en rollator. Med sig har han en solid stok i lyst træ. Furet og patineret – akkurat som Barkentin. Og så er han nobelt klædt. Nærmest elegant. I et enkelt og klassisk sort jakkesæt med en kridhvid skjorte nedenunder. På fødderne har han nypudsede sorte herresko. Barkentin sidder der allerede, når publikum kommer ind. Klar til at være nærværende, og parat til at dele ud af alt det, han kan lide.
Der er ligesom to refræner i ’God tid’. Dels ”Her sidder jeg. Der sidder I. Og udenfor er verden”. Og herudover ”Det kan jeg godt li’”. Den første replik skaber kontakt og forbindelse til publikum. Vi er ikke et øjeblik i tvivl om, at lige her og nu er det ham og os, det handler om. Den næste replik går som et ekko gennem alt det, Barkentin i løbet af de næste 35 minutter fortæller. Barkentin indvier os i det, han holder af. Det er ikke så lidt og samtidigt alt sammen lige til at indtage for hvem som helst af os andre – bare vi giver os tid til at få øje på det og anerkender dets værdi.
Stille og roligt, og i en dramaturgisk cyklus-opbygning føres publikum med ud i naturens vidunderlighed. Qua den måde hvorpå Barkentin bare sidder på rollatoren og har øjenkontakt med publikum og med afdæmpet stemmeføring tilsat begejstrede ”hop” i lyden ser, hører, lugter og smager vi nærmest på alt det, han begiver sig ud til. Himlen, solen, skyerne. Havet med dets bølger. Fiskene som dukker frem. Græsset, der gror og bliver så højt at det svajer. Træerne, der vokser sig store, vælter og giver plads til nye træer, som vokser op og bliver til klatretræer, man kan søge til tops i ”hvis man tør” og dratte ned af.
Det skaber en god koncentration, at Barkentin bruger sine fingre og sin stok til at illustrere begivenhederne. Helt enkelt og alligevel med overraskelser. Som fx den gynge han får frem med to fingre, der bevæger sig som gyngeglade ben på gyngen, hvis sæde er hans ene lodret anbragte langfinger. Duft og smagsløg bliver stimuleret når han på vej hjem fra klatreturen smutter forbi bageren og køber ”en kage – en kanelsnegl. Den kan jeg godt lide”.
Detaljerne er placeret som perler på rad, og de er ganske sanseligt sindrigt ordnet. Bageren er et hus på vej hjem. Et hus blandt flere andre huse. Vi følger for vores indre blik Barkentin gå på et fortov. ”Jeg har set store huse og små huse. Og der har vi en dør. Hvis man lukker den op, er vi lige her. Jeg er her og I er her.” Voila! – så elegant kan forestillingsevne stimuleres og nærvær skabes.
Brugs-blues
Der er masser af musikalitet i Barkentins stemme, når han fortæller. Hertil og som en central ingrediens synger han også blues. Vel at mærke ”Blues, som skal bruges”. Og brugt bliver den. I alverdens hverdagssituationer.
Som en raffineret finesse er blues-sangene bygget ind i fortællingen på en måde, så de hver gang byder på et nyt livsnydelsesaspekt samtidig med, at noget konstant går igen nemlig det, at ”Blues skal bruges”. Barkentins brug af blues bliver til billede på værdien af en central livsledsager. Noget man kan støtte sig til. Som tilfører energi og tryghed.
Han synger fx: Når jeg løber, så synger jeg altid en blues. Når jeg skal løbe rigtigt stærkt, så er det en blues, der skal bruges.”, ”Når jeg klatrer i træer, så synger jeg altid en blues, og når jeg skal helt i top, er det en blues, der skal bruges.”, ”Når jeg sidder udenfor i regn, så synger jeg altid en blues. I regnvejr er det altid en paraply og en blues, der skal bruges.” og ”Når det er mørkt, og jeg går hjemad, så synger jeg altid en blues. Og er man lidt mørkeræd, så er det en blues, der skal bruges.”
Nektar
Det er den særlige type af naivitet, som ’God Tid’ er gjort af, der er så befordrende for publikums forestillingsevne. Der er en usædvanlig storhed i enkeltheden. En kolossal styrke i det at turde være så konkret. Fuglene, Barkentin får øje på i naturen, er ikke bare fugle. Det er en rødben, som kommer flaksende hen langs stranden, for vips at flyve væk igen. Højt oppe i et træ (på toppen af Barkentins stok) sidder en krage, som larmer med sine kra-kra-skræp. Og når mørket falder på, er det en ugle, der tuder i skovens dyb.
’God Tid’ vægter fordybelse og ro. Der er sekvenser og passager, som givetvis går de mindstes næser forbi. Fx når Barkentin fortæller, og med armene humoristisk illustrerer forskellige længder, hvor meget han stadig mangler at leve. Han har jo, som teatret skriver på et postkort ”et langt liv bag sig, og stadig noget tilbage … Små børn har et kort liv bag sig, men et langt liv foran sig”.
Til gengæld er forestillingen bundet sammen af noget alle aldre – og nok især de mindste børn og ældre voksne har tilfælles: livsnydelse, glæden ved det umiddelbare og enkle. Med sit formsprog udgør ’God Tid’ et modbillede til de elektronisk larmende og hastighedsfyldte tilbud, børn ofte bliver præsenteret for, og måske efterhånden forventer er normen. På den led kan forestillingen være en udfordring for de 1,5 til 4-årige.
Samtidig mener jeg, at man aldrig må hverken glemme eller underkende den store og unikke værdi, der ligger i den direkte fysiske kontakt med naturens mangfoldige basale sanselighed. Og den får man i ’God tid’ tilbud om at smage på. Og lur mig om ikke mange børn – ligesom voksne – kan nikke genkendende til en pæn portion af alle de ”Jeg kan godt lide”-livsnydelses-eksempler, som Barkentin med stok, fingre – og sågar på dansefjed – med bluesfyldt begejstring inviterer publikum med på at erindre og sanse.
