Det ene visuelle omdrejningspunkt i MÆRKVÆRKs ’Grænseløst’ er et par røde børnesneakers, str. 4. klasse. De står tilbage på den næsten nøgne scene, da Pelle har løbet om kap med Alice – og tabt. Han går nemlig ikke bare hjem fra sportspladsen uden sine sko. Han kommer aldrig tilbage, men skifter skole. Det var det, kappedysten handlede om: Hvis han vandt, måtte han blive i klassen. Tabte han derimod, skulle han forsvinde.
Pelle var et fremmedlegeme i den fasttømrede gruppe. Han passede ikke ind, mente de andre. Klassekammeraterne – eller hvad man nu skal kalde dem, for særlig kammeratligt opførte de sig jo ikke – jublede ligefrem som glubske sportskannibaler på en national arena, da han drejede om hjørnet og var væk: ”Hvem var det, der vandt i dag? Det var dem fra 4.A!”
Men for kapløbets vinder – hende, der med sejren ikke bare blev hyldet af fællesskabet, men også belønnet med den skønneste nye bedsteven, Elias, – ætser tanken om Pelles røde sko sig ind i hendes samvittighed. Hun fortrænger dem i årevis. Indtil hun i niende klasse insisterer på at undersøge, hvad der egentlig skete den dag på sportspladsen. Hvem var det, der bestemte spillereglerne, og hvorfor gik hun med til et så grænseoverskridende overgreb på en anden elev?
På en rasende rutsjebanetur
MÆRKVÆRK har i årenes løb taget fat om mange væsentlige, mere eller mindre tabuiserede problemstillinger for børn og unge, fx ensomhed, død, sorg og alkohol. Nogle gange som en blanding af foredrag og teater, andre gange med fuld power på fiktionen. Men altid med den sympatiske ambition at nuancere de svære problemstillinger og være solidarisk med sit unge publikum, hvor følelsesforvirret og uforståeligt fandenivoldsk det end måtte være på opvækstens rasende rutsjebanetur. Således også i ’Grænseløst’, der ligefrem omfavner de retningsløse delkonklusioner. For som Alice siger: ”Det er nemmere at mærke, hvad jeg ikke vil, end hvad jeg vil” eller ”Jeg har svært ved at vide, hvad jeg føler, mens jeg føler det.”
Og det er jo sådan, det er og til alle tider har været at være barn på grænsen til voksenlivet: Det er ikke til at sætte ord og forstand på de følelser og impulser, der vælter rundt i – og med – én. Nogle af dem er endda nye og mærkelige og åbner for anderledes måder at være sammen på, hvor man føler trang til at bide hinanden, sådan som Elias undrende oplever det, eller er det mon sådan, det føles at have lyst til at kysse?
Dramatikerne Lin Melkane og Josephine Eusebius har begge tidligere vist, at de med sans for det utilpassede og svære sind kan rumme alle farverne i ungdomsspektret, og med denne fællestekst om venskabet mellem Alice og Elias føjer de nye fine nuancer til paletten. Formet solidarisk af Anne Gry Henningsen og Morten Klode fortæller de to unge om deres venskab fra det tætte, ligefremme børnesamvær til de uforståelige konfrontationer og sårede følelser, der opstår, fordi hormonerne efterhånden påvirker dem forskelligt.
Alice har brug for plads til sig selv, men er ikke klar til at formulere det; Elias presser på og udfordrer hende, som han altid har gjort, og vil ikke give slip. Heller ikke han kan endnu formulere, at han i virkeligheden er bange for at miste hende. En fest med Beer Pong og fed musik bliver korsvejen, hvor de må stoppe op og tage en pause fra hinanden for at føle efter, hvad der foregår. Smertefuldt og nødvendigt.
God balance mellem det indre og det ydre drama
Netop korsvejen er det andet visuelle fikspunkt i Siggi óli Pálmasons scenografi. Han har ikke meget at gøre godt med i den skrabede, men turnévenlige scenografi, der med et par håndfulde lysstofrør med tilhørende diskokugle og nogle neutrale rekvisitkasser af metal skitsemæssigt antyder ungdomslivets ydre rammer fra sportsanlæg til klasseværelse og endda indfanger drukfestens intensitet og den natlige uhygge i sydbyen, hvor en navlepiercet pigebande hærger.
Hans bærende idé er således foruden de røde sko to sorte gummiløbere, som de medvirkende ruller ind og ud – nogle gange parallelt, andre gange så de krydser hinanden. Og selv om det indimellem virker unødigt omstændeligt med al den rullen ind og ud, er pointen rigtig: Vores liv former sig i lange stræk som parallelle forløb, hvor vi registrerer hinanden uden at være tætte; andre gange krydses vores veje, og man må vælge retning; og er man heldig, kan man endda følges ad på samme strækning, sådan som vennerne Alice og Elias ender med at gøre.
Mikkel Løvenholt Reenberg har iscenesat dette indre-ydre drama, der har undertitlen ’ – om at mærke efter og sætte grænser’, med kærlig forståelse for både de følsomme dvælescener og de tempofyldte eksplosioner, hvor kroppene tager over i ordløse udladninger. Som skuespiller med dansebaggrund har han selv ofte fundet et ekspressivt-humoristisk scenesprog, der har talt direkte til de unge. Nu giver han med overbevisende modenhed sine erfaringer videre som iscenesætter.
I en tid, hvor meget handler om de overskredne grænser, der skal efterforskes politimæssigt og dømmes retligt, er det velgørende, at MÆRKVÆRK husker os på, at der også er usynlige hverdagsgrænser, der let bliver overskredet både hos os selv og de andre, fordi vi er utrænede i at mærke efter, hvor de går.
Det var jo ikke strafbart i juridisk forstand, at to børn løber om kap, og at det ene efterfølgende blev frosset ud af fællesskabet. Men det var ikke i orden. Det var mobning. Men det flotte ved ’Grænseløst’ er, at det ikke stopper her. Forestillingen spørger, hvordan mobning opstår, og antyder, at en person startede det, fordi han selv var utilpasset. Og at de andre sluttede sig til ham, fordi de blev beruset af fællesskabet. Og den konkluderer, at meget smerte og ensomhed kunne have været undgået, hvis vi var bedre til at tale om og respektere hinandens grænser. Og lytte til vores egne følelser, der faktisk er et fortrinligt kompas, når man skal finde sin retning i livet.
For Alice og Elias førte det dem i hvert fald til en forsinket undskyldning til Pelle.
