(Oktober 2010) Så kan vi godt skyde en hvid pind efter en ny teaterlov. Den er lagt i graven – eller i fire syltekrukker, men forskellen er ens. Så Seeberg-udvalgets rapport kan godt sættes på hylden (eller historiens losseplads) med de andre rapporter og betænkninger, der heller ikke førte til en ny teaterlov. Her kan Scenekunst i Danmark. Veje til udvikling stå ved siden af ‘Betænkning om Teaterstøtte i Danmark’ fra 1999; ‘Regionalteatre. Forslag til kvalitetsstyring og nyorganisering af egnsteatrene’ fra 2006 og den selvbestaltede ‘Betænkning om Teaterloven’ fra 2008.
Man anede nok, at der ikke var en ny teaterlov på vej, da årets lovkatalog blev offentliggjort ved Folketingets åbning. Her var ikke spor af, at Kulturministeriet skulle have tænkt sig at røre ved det her med en ild- eller grilltang.
Ugen efter udsendte Kulturministeriet godt nok med vanlig optimisme en pressemeddelelse om, at der er politisk enighed om opfølgning på teaterudvalgets rapport. Og det er da også ganske rigtigt – at der er politisk enighed. Der er efter dybtgående og enerverende daglange forhandlinger indgået et storpolitisk forlig om, at der skal laves yderligere undersøgelser over dit og dat (der nævnes fire dit og dat’ter: Billetkøbsordningen, internationalisering, turnéteatret og Københavns Teater), inden der kommer – som der står – ’en eventuel reform af teaterloven’. Læg mærke til ordet ’eventuel’ – her loves ikke ved dørene.
Hvis man kan læse indenad i den politiske jargon, så betyder det her i virkelighedens verden: Nu sætter vi den ene, den anden, den tredje og den fjerde undersøgelse i gang. Imens går tiden, og så går det hele nok over. Der kommer et folketingsvalg og en ny regering imellem. Og den vil heller ikke noget med landets teaterliv. Når vi så når en to-fire år frem i tiden, og når alle fire undersøgelser er færdige og sendt til høring og gennemtygget politisk, så kan vi starte det hele forfra med et nyt Seeberg-udvalg – vel til den tid uden Seeberg – som så nok ikke vil være sådan en fiks og kvik arbejdsgruppe, men en stor og repræsentativ kompromismaskine. Det ligger ligesom i Socialdemokraternes tradition. Og den vil så kompromisse sig frem til den mindste fællesnævner, der heller ikke fører til en ny teaterlov. I hvert fald ikke til en lov, der ændrer noget eller ser fremad.
Så der forspildte vi den mulighed. Og dem, der forspildte den, er hovedsagelig de store spillere i branchen, som ikke ser ret megen grund til at ændre ved noget som helst, udover at man da godt kan pynte retorikken op. Det har også været nogen af organisationerne i dansk teater, der har slået bremseklodserne i (fx Dansk Skuespillerforbund og FAST). Det har gjort det forholdsvis let for politikerne at blive lange i spyttet og sige “Spis nu brød til”.
Til den afgørende forhandling om det storpolitiske forlig i Kulturministeriet var S og SF mødt op med en plan (’Vi har en plan, Pernille’ – ’Skidegodt, Mogens’ – “Den hedder ’Nye spor i scenekunsten’ – ’Skidegodt, Egon’). Planen lovede 10 mio.kr. ekstra til Scenekunstudvalget. Og så bakkede planen op om en hel masse ting hos Seeberg-udvalget. Dog skulle der ikke røres ved billettilskudsordningen, ved Københavns Teater og ved Folketeatret.dk. Jo, lidt skulle der røres ved Københavns Teater: Denne organisation skulle forpligtes til at indgå i formidlingen og billetsalget med øvrige teatre, så man kunne undgå denne sæsons enegang og kaos for publikum.
Det er jo helt spøjst eller deprimt – afhængigt af øjnene, der ser – at man på den ene side ikke vil gøre en disse ved Københavns Teater, men vil evaluere og sylte, og at man på den anden side lige har en akut sag, hvor Københavns Teater igen, igen har klokket i det, og hvor politikerne finder det opportunt at blande sig. Politik som lappeskrædderi.
De ekstra 10 mio.kr. i S-SFs plan indgår i finanslovsforhandlingerne. Er der nogen derude, der vil satse deres gamle bedstemor, kæreste eller syge moster på, at det kommer igennem? Hvad siger lupholderens mange (= to, er der flere?) kernelæsere?
På teaterlovområdet siger lupholderens usædvanligt fintmærkende teaterpolitiske næse ham, at der i de kommende tre-fire år vil ske en række af de sædvanlige småjusteringer i teaterloven: Loftet for refusion/statsstøtte til egnsteatre og små storbyteatre vil blive fjernet. Det vil nemlig ikke koste staten én kr. Og der vil blive mulighed for, at teatre med støtte fra Scenekunstudvalget spiller deres forestillinger på de store teatre. Dvs. Scenekunstudvalget vil indirekte blive tvunget til at støtte landsdelsscener, Det. Kgl. Teater og Københavns Teater.
Og så vil der nok ikke ske mere de næste tre-fire år. Jo, der vil være nogen i det ministerielle bureaukrati, der sørger for at undersøge billetkøbsordningen, internationaliseringen, turnéteatret og Københavns Teater efter de politiske retningslinjer, så det ikke fører frem til nogen fundamentale ændringer: Efter melodien ’Alt går godt, der skal bare justeres på et par små skruer, og så kan vi køre videre som vanligt’. Så meget for visioner og gode ideer!
Ideerne om at genoplive statsensemblet på børneteaterområdet og om at oprette en Nationalscene for børneteater står på S og SF’s ønskeseddel, som måske/måske ikke kan blive til noget ad åre, når riget ikke længere stander i økonomisk våde (hvornår er det?). Så det bliver givetvis også en lang næse.
Nu kunne en og anden nok mene, at lupholderen da forfalder til ren pessimisme og Rasmus Modsat-agtig gammelmandsævl. Men sådan er det slet ikke. Det her er bare en beskrivelse af den teaterpolitiske virkelighed, som den tager sig ud her i efteråret 2010. Der er ikke tale om pessimisme, men om realisme.
Stor ståhej for ingenting – er læren af de senere års teaterpolitiske manøvrer. Det har nærmest karakter af et beskæftigelsesprojekt. Og det fortsætter.
