Teaterkritik til debat

Da netportalen Iscene torsdag 18. januar inviterede til åben debat om kritik og anmeldelser på Aveny-T, blev foyeren fyldt til bristepunktet af teaterfolk, teaterskribenter og organisationsfolk m.fl., så de improviserede sidste rækker næsten nåede udenfor teaterbygningen.

Det var altså et emne, der fangede bredt, samtidig med at et indlæg på selve dagen på Facebook fra sceneinstruktør Niels Erling om kun at have inviteret udvalgte anmeldere til premieren på hans horrormusical ’Pamela’ med AKT 1 på Sort/Hvid satte sit præg på den efterfølgende diskussion i anmelder- og teatermiljøet.

Arrangementet ’Kritik til debat’ blev indledt med en panelsnak om ’Det kritiske blik – Hvem må mene hvad, om hvem og hvorfor?’ bestående af Marie Topp, danser og koreograf, Sandra Yi Sencindiver, skuespiller og kunstnerisk leder af danskdansk, Stina Strange Thue, kunstnerisk producent og danseformidler, og Nikolaj Bøgh, konservativ politiker og rådmand på Frederiksberg – og med Anne Liisberg, kritikredaktør ISCENE, som moderator

Her kom man bl.a. omkring definition af kvalitetsbegrebet, repræsentation og diversitet og den ’gode faglighed’. Hvor de to repræsentanter for den moderne dans brugte mange gode ord til at efterlyse både anmeldelser og mere dansefaglig kompetence i medierne, mente Bøgh som panelets repræsentant for en bredere ’fælles samtale’ bl.a., at der burdes stilles krav om plads til kritik/anmeldelser i de statsstøttede medier, som ellers synes at udfase kritiske kulturstof.

Det andet debatpanel bestod af Kasper Holten, teaterchef for Det Kongelige Teater, og Mette Davidsen-Nielsen, kulturredaktør på Politiken, med Rie Hammer, chefredaktør Iscene, som moderator til en snak om ’Hvad skal anmeldelsen i dag? Og hvem har ansvar for den professionelle formidling?’

Igen bare et par punktnedslag: Politikens kulturredaktør så anmeldelsen som en forlængelse af oplevelsen, men at kritikken ikke har udviklet sig nok – og erkendte samtidig, at de store medier havde deres del af ansvaret for den generelle nedprioritering af kunstområderne.

Kasper Holten så tidligere anmeldelsen som vigtig: ’Jeg glædede mig til at læse den. Det var en del af processen, når jeg lavede opera i starten af min karriere på Det Kongelige Teater’.

Men sådan var det ikke mere. Han mener, at det er mediedækningen af teatret, der er i krise. Ikke teatret. Og at man på DKT nu føler sig kaldet til selv at være ’indholdsproducenter’, fordi den givende foromtale synes afgået ved døden i medierne.

Fra salen blev der bl.a. opfordret til, at der blev plads til nye kritikerformater og at man med fordel kunne udvikle en ny form for anmeldelse i samarbejde med publikum.

Røre om håndplukning af anmeldere

Rie Hammer tog selv som meddebattør afsæt i Niels Erlings FB-indlæg om kun at invitere de anmeldere, som han syntes gav mening. Hvilket ifølge ham har afstedkommet anklager om censur og verbale overfald på teatrets kommunikationsfolk.

Her følger et større uddrag af hans indlæg på Facebook:

’For lige at sætte en form for kontekst: Det er comme il faut på langt de fleste danske teatre, at man typisk inviterer alle, der måtte ønske at omtale en forestilling, heriblandt hvem som helst, der har købt et webdomæne og derfor mener at være i deres gode ret til at kalde sig anmeldere (som selvfølgelig heller ikke er en beskyttet titel).

I forbindelse med vores forestilling har vi dog valgt at foretage en vurdering af, hvilke medier som – i vores optik – leverer velskrevne og relevante stykker kritik. Det handler ikke om censur – vi har inviteret adskillige kritikere, der tidligere har givet vores og mine produktioner dårlige anmeldelser – men det handler om et opgør med, at al omtale i sig selv skulle være relevant og interessant.

Snakken er længe gået i krogene blandt kunstnere og kommunikationsfolk i den danske scenekunstbranche om kvaliteten (eller mangel på samme) af anmeldelserne i det utroligt brede felt, der altid inviteres. Selvfølgelig kan man ikke lægge et objektivt snit for, hvilken kritik, der er god kritik, men det er vel i sagens natur kunstnerne og institutionerne, der validerer hver enkelt anmelderplatform, hver gang vi inviterer og citerer. At vi i denne omgang har valgt at prioritere de medier, vi synes bedriver velskreven og relevant kritik, er et forsøg på at sætte handling bag ordene i den interne samtale i branchen’.

Fribilletter og stjerner

Niels Erling mener, at det ’umuligt kan være en folkeret at modtage to gratis billetter’ – og at medierne jo stadig kan skrive hvad de vil, uanset hvem teatrene giver billetter til.

Men at fribilletter trods alt også har en pris, er ikke noget nyt. Selvom de store medier er begyndt at fravælge kunstkritik, kan antallet af potentielle anmeldere, primært i form af bloggere, teaterhjemmeside-indehavere eller hvad man nu vil kalde det omfangsrige digitale anmelderkorps, have et så stort omfang, at udskrivning af pressebilletter til forestillinger med begrænset tilskuerantal bliver et problem for et teater.

Dermed når diskussionen også ind i anmelderstandens omfang og faglige kvaliteter. I Foreningen Danske Teaterjournalister, der primært består af kritikere, skal man således søge om optagelse og ’kvalitetsstemples’ af bestyrelsen. Men som Niels Erling skriver, så er anmelder ikke en beskyttet titel.

At nogle teatre giver adgang til alt og alle for derefter at kunne plastre plakater og hjemmesider til med gavmilde stjerner og hjerter i hobetal – uanset den faglige kvalitet af skriverierne, forekommer ganske ofte.

Ved arrangementet på Aveny-T blev brug af stjerner som kvalitetsmarkør af teaterkritik også berørt. For ikke mindst teaterledere og pr-medarbejdere er det et nemt værktøj, hvilket også viser sig ved, at stjerneløse medier sjældent citeres, for så skal man jo lede i teksten…

Det gælder også Teateravisen, som har været igennem netop den diskussion for flere år siden, hvor en hed debat i børneteaterkredse for og imod stjernerne blokerede for den dengang nye portals behjertede (!) forsøg på med det kendte kunstgreb at synliggøre de mange forestillinger, som børneteatret producerer og spiller hver sæson, men som generelt nyder så ringe opmærksomhed i medierne.

Lidt om børneteater-anmelderi

Netop børneteatret og anmeldelser af samme var ikke rigtig på programmet på Aveny-T. På Rie Hammers spørgsmål til kulturredaktør Mette Davidsen-Nielsen om børneteatret, var svaret enkelt: ’Vi kan ikke dække alt. Og det indrømmer vi blankt!’

Det er jo heller ingen hemmelighed, at der uhyre sjældent er anmeldelser af børne- og ungdomsteater i de store medier, papir- eller æterbårne – ligesom de fleste freelance-web-anmeldere foretrækker besøg i voksenteatret.

Det ville da være rart med flere anmeldere, der kunne være med til at synliggøre børneteatrets omfangsrige metier, men Teateravisens stålsatte hovedformål er til gengæld fortsat at sende anmeldere til alle nye børne-, ungdoms- og familieteaterforestillinger.

Men det er heller ikke rigtig aktuelt i relation til det at udvælge anmeldere til børneteaterforestillinger, for det sker givet uhyre sjældent, at anmeldere formenes adgang til børneteater på de stationære scener eller til gæstespil på teatre, festivaler m.v. – og så har det sandsynligvis mest noget at gøre med, at der der rent faktisk ikke er plads til flere tilskuere.

Teateravisen ER dog ganske få gange blevet mødt med krav fra enkelte børneteatre, der ikke har ønsket at få navngivne anmeldere ud, fordi man forlods har frygtet at vedkommende ikke ville kunne lide forestillingen. Men det kan aldrig blive teatret, der udpeger den ønskede anmeldere, så fastholdelse af det ønske er blevet mødt med ’anmeldelses-karantæne’, indtil teatret afstod fra deres krav.

Men nu har begrebet afviste anmeldere i voksenteatret med Niels Erlings praksis fået en ny dimension, mens diskussionerne om scenekunstkritikkens trængsler og tilstand kan fortsætte.