Staatstheater Nürnberg er en imponerende bygning. På teatrets facade glitrer et kæmpe skilt, der skal lokke operafans ind for at opleve Mozarts version af det uopslidelige skæbnedrama om ’Don Giovanni’. Og gennem den uophørlige støvregn, der indhyller byen, virker dette tilbud ganske tillokkende. Hvem ville ikke gerne ind i mørket og opleve stort drama på sådan en mørk og kold aften? Og opleve kunsten?
Vi er også drama- og kunsthungrende, men det lokale opera-palads er ikke vores mål. Vi har nemlig kurs mod et andet teater på denne støvregnsaften: Theater Mummpitz. Det fungerer som kunstnerisk og strukturelt epicenter for Festival Panoptikum, der i denne uge i februar præsenterer teater for børn og unge. Publikum består dog mestendels af lokale og tilrejsende teaterfolk. Panoptikum-festivalen virker derfor næsten som en fagmesse for børneteater, der især har fokus på de små formater og på dukke- og objektteater.
Det er 13. gang, at Europäisch-Bayerisches Kindertheaterfestival Nürnberg afvikles. Det er en populær festival, og alle billetter er stort set udsolgt, inden festivalen overhovedet starter. Programmet består både af lokale produktioner samt håndplukkede forestillinger fra i alt syv europæiske lande, bl.a. Danmark. I alt 23 forskellige teateroplevelser præsenteres, hvoraf halvdelen er internationale.
Dermed kan Festival Panoptikum med rette kalde sig en international festival, og det trykte program er da også imponerede i sig selv med forord af forbundsstatens minister for videnskab og kunst samt Nürnbergs overborgmester. Rammesætningen er dermed flot, og vi glæder os til at komme i gang med programmet, der udover på Theater Mummpitz’ egen scene afvikles på en række lokale teatre rundt om i byen.
Vi er en talstærk dansk delegation på i alt 16 personer med meget forskellig baggrund og et aldersspænd over flere årtier. Vi har dog dét til fælles, at vi brænder for scenekunst for børn og unge – og vi er nysgerrige efter at se, hvad de lokale arrangører har valgt at vise. Festival Panoptikum har nemlig ry for at være blandt de toneangivende festivaler på netop deres felt i Tyskland, og jeg er personligt meget interesseret i at få afklaret, om festivalen rent faktisk har så højt et kunstnerisk niveau, som det hævdes i teaterkredse rundt omkring i Europa.
Kunstneriske ambitioner og godt håndværk
Nu her en uge efter vores hjemkomst fra festivalen, og efter at oplevelserne i Nürnberg har haft tid til at bundfælle sig, er der nogle ting der står mere klart for mig.
Generelt oplevede vi teater af ganske høj kunstnerisk kvalitet, og med en enkelt markant og skuffende undtagelse, som jeg vil forbigå i tavshed, var det mit personlige indtryk, at de 12 forestillinger, vi nåede at se, alle havde høje kunstneriske ambitioner. Ingen tvivl om det. At de så ikke altid blev forløst på scenen på den måde, vi syntes, de burde, er jo en helt anden og anderledes historie, der nogle gange kan ende i diskussioner om håndværket eller i en følelsesbetonet meningsudveksling om smag. Og det underholdende ved at se så mange forestillinger sammen og kunne diskutere dem efterfølgende er jo netop, at man hurtigt opdager, at vi ofte lægger vægt på helt forskellige ting i en given forestilling.
Én keder sig, hvis historien ikke er interessant nok. En anden kan hidse sig op over upræcis dukkeføring. En tredje sukker dybt og indestængt, når skuespillerne pludselig spiller eksalteret og overtydeligt. En fjerde krummer nærmest hørligt tæer over en – i vedkommendes øjne – slap instruktion. En femte keder sig, når plottet er alt for forudsigeligt. En sjette undrer sig over de temaer, som nogle af forestillingerne havde valgt at behandle. Og så videre, og så videre…
Og netop derfor var der hele tiden masser at snakke om, mens vi ustandselig bevægede os mellem de mange spillesteder med vores teaterbilletter synligt i hænderne, idet vores indgangsbilletter også praktisk nok fungerede som gyldig rejsehjemmel i det velsmurte U-Bahn- og sporvognssystem. Dét var faktisk ret smart og praktisk – und ganz gut!
Historier for alle sanser – mest fra Frankrig
En del ting var dog også rigtigt gode på Panoptikum – også på scenen. Jeg skal nok spare læseren for en minutiøs gennemgang af alt, hvad vi oplevede i teatermørket, men en overflyvning af de mest interessante ting kan dog være på sin plads.
F.eks. charmerede det fransk/tyske Tangram Kollektiv og deres lille poetiske objekt-forestilling ’Shades of Shadows’ sit publikum. Det var en musikalsk, ordløs leg med lys og skygge, som jeg faktisk ikke har set mangen til nogensinde. For idérigdommen var så overrumplende og virkede næsten uudtømmelig. Man overgav sig straks til legen, og de 45 minutter, som forestillingen varede, fløj afsted.
’Shades of Shadows’ manglede måske en tydelig historie, men fordi fremførelsen var så virtuos, så savnede man ikke noget undervejs. Og det tror jeg heller ikke, at det publikum, som forestillingen er produceret til – fire år og op – ville gøre. En af de øvrige voksne publikummer i salen kaldte sidenhen uden tøven denne forestilling for ’Allerbestes Kinderentertainment’.
På samme måde forholdt det sig faktisk med ’All Those Little Things’ med den uforlignelige Fabian Coulon fra franske Cie. Blabla Productions alene på scenen. Det var en objekt- og pantomime forestilling, hvis sceniske udtryk og løse cirkusagtige dramaturgi måske var lidt tilbageskuende, men fordi det kunstneriske niveau var så højt, kunne man læne sig tilbage i sædet i sikker forvisning om, at hér var man i gode hænder.
Også selvom historien var næsten fraværende, og at musikken, der ledsagende løjerne på scenen, virkede påklistret og nærmest kitschet. Alle var godt underholdt – og det hørtes tydeligt under forestillingen, hvor børn i målgruppen fra de første rækker løbende kommenterede forestillingens fremadskriden med punktvise udbrud som f.eks. ’Ooohh’ og ’Naaahhh’.
Endnu en fransk produktion gjorde et særligt indtryk på denne skribent. ’An Ocean of Love’ af Cie. La Salamandre var en scenisk dramatisering af en populær børnebog af samme navn fra 2014 af Wilfrid Lupano. To elskelige karakterer fortalte – det meste af tiden siddende ved et arbejdsbord med to arkitektlamper som eneste synlige lyskilder – en lille poetisk, næsten helt ordløs, historie, der fascinerede tilskuerne med sin idérigdom og finurlige påhitsomhed.
Igen var vi i gode hænder; men her lå poesien gemt i detaljen, lige dér i de små objekters bevægelse ind og ud af lyskeglerne og i takt med den ledsagende musik. Jeg var derfor glad for, at jeg sad på første række til netop denne forestilling. Ellers tror jeg, at jeg var gået glip af noget af magien.
Panoptikum og de andre festivaler
I en kort pause mellem de mange forestillinger støder jeg på en gammel bekendt, teaterpædagogen og instruktøren Thomas Lang fra Hannover. Som tidligere leder af Kinder- und Jugendtheater på Staatstheater Braunschweig (1980-2000) og mange aktive år i ASSITEJ (1996-2016) bag sig – bare for at nævne et par ting fra hans lange cv – besidder han en nærmest encyklopædisk viden om internationalt børneteater i almindelighed og om tysk teater i særdeleshed.
Thomas Lang hjælper mig med at sætte Festival Panoptikum og denne festivals udvalg af teater for børn og unge lidt i perspektiv, og han bekræfter således for mig, at Panoptikum i mange år har været en meget populær TYA (Theatre for Young Audience)-festival i Europa, og at den altid har tiltrukket mange festivalarrangører.
Dét ser vi tydeligt, når vi kigger os rundt i mængden omkring os, hvor der f.eks. også står festivalledere fra bl.a. Skotland og Irland. Vi møder godt teater her på ’Panoptikum’. Ingen tvivl om det. Men det virker måske også en anelse konservativt og lidt tilbageskuende. Lidt old school, måske?
Hvor mon man skal tage hen i Tyskland, hvis man vil opleve andre og anderledes ting på dette område? En hurtig online-søgning forvisser mig om, at der især er to steder, hvor det også er interessant at rejse hen. Schöne Aussicht-festivalen i Stuttgart er ét af dem. Den har nogenlunde den samme størrelse som Panoptikum. Men hvor Nürnberg-festivalen, hvor vi befinder os nu, orienterer sig mest mod Frankrig og Østeuropa, når de skal finde internationale forestillinger til deres eget program, så kigger Schöne Aussicht åbenbart mere mod Holland og Belgien samt de skandinaviske lande.
Og så kommer vi selvfølgelig ikke udenom festivalen Augenblick Mal, der er den officielle tyske TYA-festival, der holder til i Berlin. Denne festival er efter sigende ret original og fremadskuende rent performativt – men kvaliteten svinger dog også ret meget, hører jeg, når jeg spørger mig for. Men Stuttgart og Berlin må vente til en anden gang – lige nu gælder det Nürnberg, som også har meget andet at byde på.
Installationer, klimadystopier og politisk teater
Panoptikum bød selvfølgelig på andet end fransk teater. Ved siden af en række lokale produktioner, som vi desværre kun nåede at se ganske få af, kunne man f.eks. opleve teaterinstallationen ’A Little Bed of Comfort’ fra Belgien, hvor det kun var de enkelte publikummers egen forestillingsevne, der satte grænsen for, hvad man kunne opleve i installationen. Man kunne bruge alt fra 10 til 60 minutter i rummet og få mange forskellige individuelle oplevelser med hjem. Alt sammen centreret omkring begrebet sorg og tab.
Hertil kom også intense og imponerende nycirkus-forestillinger i storformat fra hhv. Frankrig og Tjekkiet samt den klimadystopiske forestilling ’The Big Bang’, som er en co-produktion mellem et litauisk og israelsk teater. Sidstnævnte var en lille teknisk og scenografisk bedrift, idet hele forestillingen udspandt sig på en videoskærm i lokalet, hvorpå live-video blev vist, mens performerne bevægede sig rundt i en scenografi lavet af gammelt elektronik-skrald og befolket af dygtigt animerede skabninger, fremstillet af ledninger og batterier.
’The Big Bang’ var ganske originalt teater – men også med en meget dystopisk historie, som man ved forestillingens slutning kunne være ganske bekymret over. Ville et barn fra den angivne målgruppe (5 år og op) kunne kapere den uden at blive skræmt? Kan man vise sådan noget for børn? Eller bør man netop gøre det? For klimakrisen påvirker jo os alle – især de kommende generationer.
En anden nævneværdig forestilling var schweiziske Theater Sgaramuschs forestilling ’Rosa’ om den politiske aktivist Rosa Luxemburg (1871-1919), der endte sine dage med at blive myrdet på grund af de ideer, hun kæmpede for; ligestilling og overholdelse af de almindelige menneskerettigheder. Det var gammeldags politisk teater, men denne signatur blev klogere på en del ting, og det fornemmede jeg også, at de unge mennesker, jeg delte række med, gjorde. Så selvom dukkeføringen lod meget tilbage at ønske og skuespillet var mærkeligt overdrevet, så bragede denne forestilling igennem med et vigtigt budskab: At du skal kæmpe for alt, hvad du har kært; om det så gælder kærligheden eller de helt grundlæggende menneskerettigheder. Intet kommer af sig selv. Og intet kommer uden en pris.
Netværksaktiviteter og walk’n’talk
En festival er mere end det, der foregår på scenerne. Den handler også om alt det, der foregår mellem forestillingerne; de snakke, vi har med hinanden over vegetarmaden i Theater Mummpitz’ foyer eller de personlige netværk, der opstår over en skål suppe efter den sidste forestilling en regnvåd torsdag aften.
På initiativ af ASSITEJ Danmark var der ovenikøbet blevet lagt en walk’n’talk-event ind i programmet en eftermiddag. Her fik dem, der havde lyst til at netværke i en mere rammesat sammenhæng, mulighed for at møde hinanden på en mere direkte måde. ASSITEJ Danmark havde til formålet lavet en dialogguide, der koncentrerede sig om begreberne diversitet og kunstnerisk praksis.
I disse små grupper – på mellem to og fire personer – blev der så diskuteret mangt og meget, mens vi bevægede os stille og roligt gennem regnen mellem to forestillinger under vores paraplyer. At referere alle diskussionerne, som vi efterfølgende prøvede at følge op på, i en detaljeret form, vil føre for vidt her. Men diskussionerne førte os vidt omkring, og ingen emner var for små eller for store til at blive vendt.
Således havde folk haft spændende diskussioner om alt fra ungdomstrivsel, repræsentation og diversitet (eller mangel på samme) inden for teatret, til snakke om hvordan kunsten bør reagere på den nye verdensorden præget af konflikter, som vi oplever vokse frem omkring os alle i disse år. Hvilken rolle har kunsten i en verden, der i stigende grad lukker sig om sig selv? Og hvor tidligere tiders udsyn, mellemfolkelig forståelse og internationale netværk smuldrer mellem fingrene på os? Ja, spørgsmålene var mange. Og svarene desværre få…
Glæder, sorger og nye opgaver
Vi nåede meget på Panoptikum, men slet ikke alt. Og da vi sad i toget på vej hjem gennem Tyskland med 260 kilometer i timen i et fyldt Deutsche Bahn-togsæt, kunne vi glæde sig over det, vi trods alt havde nået og ærgre os lidt over det, vi ikke nåede at opleve på festivalens sidste to dage, som vi af praktiske årsager måtte undvære.
F.eks. kunne vi sende en venlig tanke til festivalens danske indslag, som vi ikke nåede at se. Forestillingen ’Tænk, hvis man havde en rejsegrammofon’ – en samproduktion af Teatret Møllen, teater2tusind, Carte Blanche & Teatret Gruppe 38 – som selvfølgelig blev spillet på tysk, og som til lejligheden havde fået den tyske titel: ’Angenommen, Du hättest ein tragbares Grammophon’.
Den sidste tanke, jeg havde, inden jeg blev overmandet af trætheden i togkupéen, var faktisk, at jeg havde bidt mærke i en forestilling på festivalen, der havde en døvetolk med på scenen. Dét er noget, jeg efterhånden har set mange steder på teaterfestivaler rundt omkring i Europa, men det er et sjældent syn i Danmark. Hvorfor mon? Dét var en meget konkret ting, jeg tog med mig hjem i min egenskab af festivalmedarbejder på Teatercentrum. Noget vigtigt at arbejde videre med – blandt så meget andet…
