Direkte inddragelse af publikum i teaterforestillinger er in for tiden. Børn, unge og voksne skal på egen krop sanse, hvad der er på spil i den forestilling, de inddrages i. Teatrene adviserer og forklarer i deres PR-materiale, hvad tanken med det interaktive er.
Nogle teatre fortæller forud for deres forestilling, at den bygger på og er afhængig af publikums aktive deltagelse, så publikum har mulighed for at vælge forestillingen fra. Andre siger tillige, at det er i orden at liste ud under forestillingen, hvis involveringen bliver for meget. Det gør Nils P. Munk fx som indledning til 'Findes der gribbe i Grønland' – en forestilling som spiller i hans eget teaters regi, Det Menneskelig Teaters.
Det er også Nils P. Munk som er på spil i Teatret Fair Plays ungdomsforestilling 'I Guds navn', da Munk står for manuskript og iscenesættelse.
Desværre rammer forestillingen ikke virkningsfyldt plet. Den er formmæssigt udtryk for et velkomment eksperiment. Men for flygtige og fragmenterede historier skaber i sammenhæng med et iscenesættelseskoncept med dubleringer og replikker i tredjeperson en distance til tematikken, som gør, at vi nok lytter og forstår, men ikke rigtigt tager alvoren følelsesmæssigt til os.
Fortræd med Gud som forspand
Intentionen anes klart i titlen, fordi formuleringen 'I Guds navn' tit bruges som en kritisk kommentar til al den forførelse, udnyttelse og fortræd, som fanatisk religiøse voksne – med Gud som forspand – kan øve over for børn og unge, som er lette at presse og påvirke til noget, de tror vil gøre dem lykkelige og glade.
Fire afskrækkende eksempler fra virkeligheden er valgt ud til iscenesættelse: Den 13-årige Anders fra Oslo som er offer for djævleuddrivelse. Den 13-årige Rachel som i USA over for sin far aflægger kyskhedsløfte indtil den dag, hun gifter sig. Den 14-årige pakistaner Umar som indvilger i at blive selvmordsbomber for at opnå adgang til Paradis. Den 16-årige danske Majbritt som dropper sin pigekæreste, fordi forholdet vil bringe skam over familien.
Forud for forestillingen har teatret fundet fire frivillige unge, som de fire medvirkende professionelle skuespillere har introduceret for ideen og sat ind i, hvorledes de skal indgå i forestillingen. Interessant og fint. Nærheden og 'vedkommenheden' er tænkt at skulle fremkomme ved at koble de involverede unge statister sammen med de sandfærdige historier i en iscenesættelse, hvor de fire statister og fire professionelle skuespillere på scenen supplerer og dublerer hinanden. Og ved at de professionelle skuespillere undervejs springer ind i andre roller, fx som fædre og mødre til stykkets unge hovedpersoner.
Djævleuddrivelse og selvmordbombeaktion
De fire hovedpersoner bliver fremstillet med enkle greb. Statisten, som er stand-in for Majbritt, bliver udstyret med et videokamera, som projekterer nærbilleder af 'Majbritt's unge ansigt op på bagvæggen. 'Anders' knæler ned på et tæppe og bliver løsnet fra djævelens greb ved at blive salvet med vand fra et emaljeret vandkar. 'Umar' får fastgjort selvmordsbæltet om livet, og vi hører om, hvordan aktionen forløb. 'Rachel' får en ring på fingeren som bevis på den pagt, hun indgår.
En historie om forbudt homoseksualitet som knyttes til en femte og imaginær person, kaldet 'Forever Young', bliver formidlet ved at de professionelle skuespillere gengiver spørgsmål og svar fra en brevkasse kalder Edens Have. Og endelig forbindes de fem historier med hinanden med afsyngelsen af en sang med omkvædet: 'Du evige klippe jeg kommer til dig'.
Desværre bevæger forestillingens ganske vanskelige religionsproblematikker sig ikke rigtig ind under huden, men kaster i stedet for et noget afklippet og spredt indtryk fra sig. Vi får ikke baggrund og detaljer nok til de komplekst sammensatte virkelighedshistorier. Og tilstedeværelsen af to slags optrædende og brugen af tredjepersonsreplikker skaber en distance, som spærrer for indlevelse og engagement.
