Af: Henrik Lyding

10. december 2009

Tre små nissepiger

Hektisk nisseforvirring på Det Lille Teater.

Med julekomedier er det som med krimier. Forløsningen og glæden kommer først til allersidst. Inden da skal vi så meget grueligt og glædesløst igennem. Som regel i kraft af nogle personer, der ikke gider holde jul, ja, som måske endda haaader jul.

Efter denne klassiske opskrift har Jens Kløft da også skrevet sin nissehistorie. Om to nisser, Gylfe og Gladiola, der ikke orker julen, fordi de føler, at de har mistet deres betydning som nisser. Vi får aldrig rigtig at vide hvorfor. I stedet tumler de rundt i et hus, der er ved at blive sat i stand. Håndværkerne – som vi kun hører – har fordrevet dem fra loftet, mens de installerer fjernvarme i huset, så nu er de to nissepiger havnet i mellemrummet mellem køkkenet og kælderen.

Men her holder en anden nisse til, Gnavtand. Som imidlertid slet ikke ved, at hun også er en nisse. Hun tror, hun er et egern, fordi hun er vokset op hos en egernfamilie. Her tusser hun rundt mellem en dåse flåede tomater, en vaniljekrans, et målebånd og en møtrik – alt sammen i overstørrelse, så vi kan få fornemmelsen af, hvor små nisser egentlig er.

Hurtigt finder de tre nissepiger sammen. Da først Gnavtand er blevet overbevist om, at hun faktisk er en nisse, tager hun føringen. Drille mennesker burde være en nisses fornemste pligt, er de alle tre enige om, og da Gnavtand jo er langt bagud, hvad drilleri angår, får hun hurtigt lokket de to med op i menneskeland for at lave rav i den.

Hektisk iscenesættelse

Det er herfra og ud, at forestillingen lykkes bedst i Ebbe Knudsens meget hektiske iscenesættelse. Måske af frygt for det sødladne har han iscenesat Anya Sass (Gladiola), Beinta Clothier (Gylfe) og Stine Holm Joensen (Gnavtand), så de pisker rundt i overenergisk kækpige-stil.

Jeg skal ikke nægte, at jeg savnede lidt ro og lidt sødme hos de tre skuespillere. Samtidig var det, som om de stiliserede deres glæde og deres raseri over menneskenes gøren og laden – det blev udvendigt demonstrerende, og ikke født indefra.

Det var alt det, der forsvandt, da skuespillerne begyndte at spille med dukker i stedet. Ja, for når man er oppe i køkkenet, hvor tingene har deres normale størrelse, må det nødvendigvis være nisserne, der krymper, så proportionerne fortsat passer.

Og pludselig blev det sjovt og ikke hektisk, da de tre nissedukker rodede med værktøjet og lykkedes med at skræmme de to håndværkere ud af huset, så de fik det hele for sig selv.

Og nej, det ender ikke med jul, sådan da. For møtrikken bliver pakket ind og pakket ud igen som en anden julegave til glæde og fornøjelse. Og nissesindet vendte tilbage sammen med lysten til jul. Og så var vi ellers færdige med en forestilling, der for en sjælden gangs skyld på Det Lille Teater ikke er helt deroppe, hvor den burde være.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Nationalitetsforskudt
Ramaskrig:
'Medfødt - hvem fanden gider være svensk'
Det er ikke rart at blive mobbet for at være svensker. Ramaskrig er til slapstick med sproget uden at fortabe sig i de dramatiske dybder
En historie om magt
Batida:
'Fargo & Søn'
Samtidigheden af fine sceniske billeder og forløb, som spilles overdrevet eller skulle have været strammet op, gør 'Fargo & Søn' til en mærkelig splittet oplevelse
Jeg vidste slet ikke, at drager var bløde
Bagage:
'Der findes da slet ikke drager'
Til gengæld troede jeg, at drageteater var morsomt. Men det er det ikke hos Teatret Bagage
Livets ledningsværk
Teater Morgana:
'Kort Sagt'
Med dejlige mavedeller, global iltiver og forvandlingssang under sprukne stjernes lys aser og maser, danser og synger små klovne sig rundt i et manegespil, som på poesiens skingrende skøre og sørgmuntre vinger maler livets cyklus.
Mennesker i modlys
Teatret Fair Play:
'Milkwood'
Teatret Fair Play vover pelsen og præsenterer en forestilling fuld af poesi, fantasi og fabulerende lidenskab i en tid, hvor ungdomsforestillinger præges af virkelighedsteater
Brandgod barnlighed
Teatret Trekanten:
'Englen & Den Blå Hest'
I 'Englen & Den Blå Hest' går scenebillede, ord, skuespil og musik op i en mimisk,uhøjtideligt, poetisk og fantasibefordrende helhed, som man bliver helt høj af.
Nationalitetsforskudt
Ramaskrig:
'Medfødt - hvem fanden gider være svensk'
Det er ikke rart at blive mobbet for at være svensker. Ramaskrig er til slapstick med sproget uden at fortabe sig i de dramatiske dybder
En historie om magt
Batida:
'Fargo & Søn'
Samtidigheden af fine sceniske billeder og forløb, som spilles overdrevet eller skulle have været strammet op, gør 'Fargo & Søn' til en mærkelig splittet oplevelse
Jeg vidste slet ikke, at drager var bløde
Bagage:
'Der findes da slet ikke drager'
Til gengæld troede jeg, at drageteater var morsomt. Men det er det ikke hos Teatret Bagage
Livets ledningsværk
Teater Morgana:
'Kort Sagt'
Med dejlige mavedeller, global iltiver og forvandlingssang under sprukne stjernes lys aser og maser, danser og synger små klovne sig rundt i et manegespil, som på poesiens skingrende skøre og sørgmuntre vinger maler livets cyklus.
Mennesker i modlys
Teatret Fair Play:
'Milkwood'
Teatret Fair Play vover pelsen og præsenterer en forestilling fuld af poesi, fantasi og fabulerende lidenskab i en tid, hvor ungdomsforestillinger præges af virkelighedsteater
Brandgod barnlighed
Teatret Trekanten:
'Englen & Den Blå Hest'
I 'Englen & Den Blå Hest' går scenebillede, ord, skuespil og musik op i en mimisk,uhøjtideligt, poetisk og fantasibefordrende helhed, som man bliver helt høj af.