‘Hvem fanden gider være svensk?’ Ja, hvem – Hanna gør i hvert fald ikke. Hun har bare ikke noget valg. Den medgørlige flinkepige og oplagte mobbeoffer er blevet nationalitetsforskudt
og taler svensk.De andre forstår pludselig ikke, hvad hun siger, og så er fanden – både den svenske og den danske – i den grad løs.
Danskere skifter nødigt mening – hverken om hinanden, svenskere eller andre fremmede. Så panikken må självklart brede sig i familien, når Hanna og hendes tvillingesøster, Karin, i ti-års alderen opdager,
at de bliver mere og mere forskellige. Eller rettere at Hanna bliver svensk og ligesom de overvægtige eller på anden måde ‘forkerte’ teenagepiger må finde sig i at blive kanøflet.
Dybsindig kan man ikke kalde Ramaskrigs speedsnakkende satire, der lever højt på de medvirkendes helt skønne og flot timede, personlige sprogforbistring.
Men Ramaskrig kan noget med ord
. De kan opfinde dem og bruge dem til at ommøblere almindelige formuleringer til rablende, sproglig slapstick. En skæg pendant til de to sofistikeret sortklædte kvinders hyperenergiske, kropslige crazy-komik.
Skrig, skrål og slåskamp
I den ene, håbløst fordomsfulde situation efter den anden får publikum hårdtslående og håndfast anskuelsesundervisning i, hvor godt snæversynet lever og rådyrkes. Trods al snak om globalisering er der ikke meget albuerum til individuelle, nationale og kulturelle forskelligheder. Når fordommene springer op som trold af en æske blot ved tanken
om noget svensk, hvor slemt står det så ikke til i forhold til dem, der kommer fra mere fjerne lande. En tanke, som forestillingen – fornuftigt nok – overlader til os selv at tænke.
Hannas svenske tilbøjeligheder er ikke populære hos pigernes karikatur af en hash-rygende mor. Der fremstilles, så hun ligner en utålig, mislykket parodi på en 68’er. Gennem røgtågerne er hun vaks nok til at booke plads til Hanna på et tilpasningskursus, hun har set i tv-shoppen. Men pigerne snyder i stedet den mere udfarende søster Karin ind på kurset, så Karin snart heller ikke ved, om hun skal være svensk eller dansk.
Et dilemma, der lynhurtigt lægger op til endnu en omgang skæg og ballade, der udvides med skrig og skrål og slåskamp. Indtil pigerne bliver enige om at springe ud som sig selv og det, de er, en dansker og en svensker. Pointen er sympatisk, men udstiller også forestillingens store svaghed. At det dramatisk bliver alt for overfladisk og forudsigeligt at se skuespillerne spille sig selv i stedet for at spille roller.
Anmeldelse fra BTA 145