Bag et bagtæppe hamrer en mand løs og aser og maser med en tung ledning, som ikke vil makke ret. Foran tæppet har en lille omkringtrissende dames klovnehvide ansigt sat sig fast mellem to stativer beklædt med hvidt stof. Hun når lige at vifte med sin kulørte støvkost og sin lille røde næse, inden stativerne snurrer 180 grader rundt, og ud mellem stofbeklædningerne, der nu er skiftet til rød, vælter hun som en lille rengøringskone i flade sutter og flæseglad forklædekjole, som med skønne forhøjninger fremhæver mavedeller og bagdelsfedt. Med små højtalere spændt på en vejrende fiskestang, når hun at gå stumt på line, vrikke aldeles charmerende med sin herligt dellede krop, og hygge sig med at vifte to store farvede bats frem og tilbage foran to gulvlamper, inden en hvidhuet mand med røde seler spændt på de pænt store sorte bukser med høje lange skridt træder ind og bevirker et møde mellem de to.
Hver især har de allerede kommunikeret ganske meget med os. Med deres lyde, kropssprog og ansigtsmimik. Indeni er skuespillerne Margit Szlavik og Kaj Pedersen. Undervejs kryber de også ind i andre klovnekarakterer. Og når ‘Kort Sagt’ kulminerer i finalen, har vi ikke bare mødt forskellige eksistenser, som på hver deres vis har forsøgt at tilkæmpe sig til en plads i tilværelsens svære solskinssprækker. Vi har også været vidne til et helt livsforløb. Et forløb, som begynder med fødsler og slutter med at nyt liv opstår når nogen dør.
Dejlige detaljer
For det blotte ’konkret’ iagttagende øje kan ”Kort Sagt” fremstå som en usammenhængende tour de force i små uskyldige klovnerier. Men mærker vi efter i mellemgulv og mave er der sammenhæng og mange flere lag på spil. Og de træder frem i præcise fysiske og visuelle detaljer, i samspillet mellem spillerne, og i kontakten til os. Som fx når Margit Szlavik iført blå hat, blå sportsstrømper og en alt for stor frakke ydmygt melder sig på banen som en slags flygtning i eksil, og med store møllehjulssving tryller hænderne frem fra ærmedybet. Når hun som rengøringskone tømmer en ’stofdelle’, som viser sig at rumme et yndigt lille blomstret gardin, der er stort nok til at være væg i det lille hjem, hun bygger op. Når Kaj Pedersen erobrer hele arenaen som en skandinavisk stavgænger, der ikke kan få nok af global luft og som hensynsløst hvirvler de to stativer rundt. Eller når de begge tilslut med englevinger og strutskørt samles under en interimistisk tapesammenklistret stjerne og med lampeskærmspærer som mikrofoner forvandler måbende munde og sorrigfuld salmesang til glade mundvige og sprudlende festhymner.
Sand synergi
‘Kort Sagt’ er et opløftende møde mellem Teater Morgana og Catherine Poher. Mellem Margit Szlaviks og Kaj Pedersens sans for med publikum ’på krogen’ fysisk vitalistisk at klovne almene og eksistentielle problematikker frem, og Catherine Pohers evne til at fremtrylle meningsbåren billedmagi af store poetiske dimensioner. Et lille fysisk visuelt kammerspil om at blive overset og set, blive trængt og få plads. Om forvandlinger og overraskelser. Om at det ikke altid er en selv der styrer livet. Om ikke at kende rækkevidden af det man sætter i gang. Om at det man gør kan føre én steder hen man aldrig havde troet muligt. Om at det man tilfældigt gør kan føre til noget aldeles skræmmende og noget umanerligt sjovt. Om afkald og tilføjelser. Liv, død og nyt liv.
Anmeldelse fra BTA 145
