Af : Kirsten Dahl

4. september 2008

Brandgod barnlighed

I 'Englen & Den Blå Hest' går scenebillede, ord, skuespil og musik op i en mimisk,uhøjtideligt, poetisk og fantasibefordrende helhed, som man bliver helt høj af.

Vi blive lukket ind i spillerummet af en skue- FAKTA spiller med hvide fjervinger og trompet – klar til trut. Åh nej – et alt for stereotypt og tydeligt billede, på det, det er, er den tanke, som jager gennem mit hoved. Men blot lidt lytten og et par hoveddrej senere er mine bange anelser gjort til skamme: Bøjet over en elguitar sidder Asger Buus lsen og vrider seje toner frem som er han ved at gøre klar til en fed koncert. Og i baggrunden, oppe på et lille podium, sidder selveste Gud og leger med ler. Gud er ingen stor og ufejlbarlig Vorherre, højt hævet over alle os ødelige. Han er derimod – i Bo Stendell Larsens eminente og helt igennem barnlighedsumiddelbare spil – en yderst barnlig sjæl, som med høhvidt hår under en sælsom sort kalot sidder og skaber ting til verden på akkurat samme måde som børn modellerer løs i ler. På en lille hyldeindretning står forskellige skaberværker til tørre.

Han er en ørn efter at blive underholdt – og ikke mindst holdt af. Med et »Halløj Engel, nu skal vi lege!?« kalder han Englen til sig, og så går det ellers løs med gådegætteri. Lige indtil Englen prikker til noget Gud har glemt: At skabe den blå hest, han havde lovet. Opgave er ikke rar. Men Gud får ikke lov at slippe. En klump ler bliver trykket i ’facon’, et hoved fra hylden med hoveder sat på, en af Englens blå vingefjer mases på som hale, og vupti har Englen fået en Hest. En attraktiv (hun)lerklump, som spærrer vejen for at Gud og Engelens før så tætte venskab gnidningsløst kan fortsætte.

Befordrende rollebyt

Vi er i fornøjelighedens land. I et teaterlandskab, hvor Ole Sørensen som instruktør, og Bo Stendell Larsen og Tom Rosendal, som henholdsvis Gud og Englen, med lune og leg forstår at fremtrylle Ulf Starks fine fortælling om venskab, kærlighed, jalousi og forsoning. Det befriende er at rollerne bliver byttet om, og at forestillingen går på tværs af de sædvanlige normer og tankesæt omkring ’religiøse sager’. Gud er lillebroren af de to, og samtidig ham, der bevidst (og morsomt) spiller på at han er overalt og kan skabe alt. Med små replikbrikker leger opsætningen skælmskt og lunt med al den almægtighed og alvidenhed vi tilskriver Vorherre, samtidig med at den planter Gud lige for øjnene af os som en legeglad, excentrisk blanding mellem et lille stædigt barn og en ‘oldgammel’ mand. »Tror du ikke jeg har øjne i nakken, eller hvad!« klager Gud, fra den skønne oppumpede sovestol under slumretæppet, hvor han, på trods af vanlig vuggevise fra Englen, ikke længere kan falde til ro, fordi denne hans tidligere så tro legekammerat nu vier al sin opmærksomhed til Den Blå Hest.

Anmeldelse fra BTA 145

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Gedebuk og højt humør
Tivoli Ballet Teater:
'Klods-Hans'
Koreografen Tobias Praetorius løfter fint arven fra Dinna Bjørn ved den nye eventyrballet over ’Klods-Hans’ på Pantomimeteatret, der er hjemsted for Tivoli Ballet Teater
Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
Gedebuk og højt humør
Tivoli Ballet Teater:
'Klods-Hans'
Koreografen Tobias Praetorius løfter fint arven fra Dinna Bjørn ved den nye eventyrballet over ’Klods-Hans’ på Pantomimeteatret, der er hjemsted for Tivoli Ballet Teater
Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang