Teater Spektaklos ‘Merlin’ er et dejligt pletskud af en forestilling. En lille livsbekræftende sag, hvor man i løbet af en times tid får en fin historie, en række fantasifuldt forløste scener, og to skuespillere som optræder med en skøn blanding af afslapningsgivende naturlighed og kæk musikalsk koreografisk styring.
Med gefühl og fingeren på pulsen rammer den unge dramatiker Lærke Sanderhoff (som er uddannet fra Dramatikeruddannelsen ved Aarhus Teater) lige ned i noget af det som er allersværest, når man er barn: At føle sig udenfor, forkert – ja ligefrem monsterdødsensfarlig for andre at omgås.
Drengen Merlin har det sådan, og han føler sig i den grad mærkelig – ja nærmest besat af kræfter, der får overnaturlige ting til at ske og får ham til at føle, at han ødelægger alting. Det gør ham til et oplagt offer for drillerier og udelukkelse fra kammeratskabskredsen.
Og livet bliver i sagens natur ikke en tøddel lettere for Merlin, når hans far er ‘forsvundet ud i den blå luft’, og hans mor er ‘sådan en’, som konstant kreerer store jumbostrikkede sweatere med skyformationer til Merlin og tillige – om end blidt – lukker af for de bekymringer, Merlin betror hende, mens hun knitrer løs med strikkepindene, som var de sabelsværd eller førende slagstænger i et metalorkester.
Hvad gør Merlin så, når han ikke kan finde ud af, hvem han er, og ikke kan forstå, hvor de svære ting, der sker for ham, kommer fra? Han begiver sig af sted mod verdens ende for at finde den forsvundne far, som jo må være skyld i hele uredeligheden. Han trasker derudad på kvadratiske fjed og udstyret med et mammutstort kort, foruden det altid fornødne grej: Rene underbukser, tændstikker, et stykke plaster og en dåse sardiner – ikke fordi han kan li’ sardiner, men fordi han så godt kan lide tanken om, at sardinerne ligger og sover side om side, og fordi han synes at dåsen er så flot.
Ørkenhede og lavineskred
Man aner med tydelighed, at det er Folmer Kristensen, der har svunget sin magiske instruktørstok over Sanderhoffs tekst og fået de to medvirkende, Jakob Kirkegaard og Anne Karina Nikolajsen, til at skabe et rum, som sprudler af det magiske som live-teater kan, når tilgangen er fantasifuld og legende.
Et scenisk fiktivt rum, som kommer børnepublikummet i møde med helt nære, genkendelige dagligdags ‘børnefølelser’ og sansekonkret filosofi omkring helt basale følelser som kærlighed og venskab, samtidig med at universet dirrer af en abstrakt håndtering af skuespillernes gestik og gebærden sig i rummet.
Forestillingen skal lige i gang, men lynsnart folder den sig op, så vi ud af ingenting glædeligt følger Merlin på hans identitetssøgningsfærd gennem mørke skove med snurrende æblegrene, tordenbrag, ørkenhede og lavineskred til ‘landet hvor han finder sig selv’ og får en vældig god ven i pigen Vivian.
‘Merlin’ er en psykologisk vitaminpille, som går rent ind hos aldersgruppen, fordi den på en fin måde tager fat om børns usikkerheder og lyster, og fordi den viser, at ting kan forandre sig og ikke altid hænger sådan sammen, som man tror. Forestillingen er et godt eksempel på værdien af en tekst med personlighed, som kan noget særligt og har en fint dramaturgisk forløb. Instruktionen er fabulerende, præcis og enkel.
Og de to medvirkende springer og smyger sig charmerende og fyrigt gennem scenerne, så man opmærksomt får lyst til at følge med.
