Børn kan godt lide det abstrakte. Det er bare ikke så tit, at de præsenteres for det ukonkrete eller det udefinerlige i teatret. Eller det ophøjede. Det tør TeaterTasken imidlertid godt, og i forestillingen Lille Blå & Lille Gul
er det farverne, der er på spil.. Men først og fremmest farvernes abstrakte natur. For selv om farverne er absolut lige gode og flotte og nødvendige, så er de også meget forskellige. Og hvordan er det lige at være mest vild med den ene farve, når man så møder den anden?
TeaterTasken har opbygget sæsonens mest malekåde scenografi i Lille Blå & Lille Gul
– en væg af papir, hvor der hurtigt kan skæres åbninger til gule gummihandsker og til gule citronskiver. Eller til blå skyer og blå søer.
Der sidder søde Gul så og føler sig lidt ensom og uforstået af sine forældre, der har alle mulige faste idéer om farver. Indtil altså at kække Blå springer forbi med dybe, japanske knæbøjninger. For han ser så intens ud i blikket, at Gul spontant synger: ’Hej Blå, jeg bliver lidt bange for dig…’
Slotte eller stjerner
Det gør de mindste af ungerne også, bliver betuttede altså, for der er kræfter i performeren Lasse Hoeg Laursen, når han først går ned i kampposition med stilleknogler og sigteskuldre som drengen Blå. Han har danserens fokus i sit blik og prøver ikke at spille skuespil. Han er bare til stede i sin krop – lige som farven blå bare findes. Og så sparker han ellers sine smidige benmuskler op til vandret, mens han jager sin malerpensel ned i den blå spand og tegner sære blå slotte og blå stjerner.
Karen Nielsens pige Gul har en tilsvarende power i sin stemme, da hun slår over i operabidder fra det internationale repertoire. Hvorfor det lige skal være opera, er dog ikke helt klart. For det bliver faktisk mere relevant, da hun tager børnesangstemmen på sig og kaster sig over ’Se min kjole. Den er gul som solen.’ Og det er den. En gul ballonkjole med gule gamacher nedenunder – og dermed et farveklart match til Blås kampbukser med lægsnørrer og slidsekjortel.
Tale eller male
Instruktøren Annette Havemann Linnet har gjort Lille Blå & Lille Gul
til en fin og formfuldendt forestilling. Også selv om balancen mellem sang og dans måske ikke er så overbevisende som balancen mellem blå og gul. »Kan du tale?« spørger den ene farve den anden. »Kan du male?« lyder svaret fiffigt. Ikke alle replikskifter er dog lige indlysende i deres rim, og forældrerollerne virker unødigt karikerede. Men den vigtigste pointe rammes fint og overraskende, nemlig budskabet om, at det allersjoveste faktisk er at blande farverne. Det er sådan en lettelse for øjnene, når Gul og Blå pludselig står med næsetipper, der er grønne…
TeaterTasken har idealerne og etikken i orden. Teaterleder Karen Nielsens repertoire byder også på Abrahams Døtre
, der er et fængende og komplekst møde mellem kristendom og islam for de større børn. Og så altså denne farveforestilling, der på samme måde prøver at sprede glæde over mangfoldigheden, sådan uden at forkynde. Børnehaveungerne jubler i hvert fald.
Visuelt og scenografisk er TeaterTasken med på en simple performing trend
, som nok ikke helt når op til forestillingernes øvrige ambitionsniveau. Men det kan handle om noget så konkret – eller abstrakt – som penge.
Men som det beroligende lyder i forestillingen: ’Lad regnbuen stå. Tag farverne på…’
