Sangeren Rasmus Lyberth er en eftertragtet mand, der med i flere børneteaterforestillinger, og det er ikke lige lykeligt. Men i den tragikomiske beretning om ‘Det Hungrende Bæst’ folder han sig ud med det, han er bedst til. At synge stort og klangskønt og dramatisk som en operasanger og spille guitar til den store guldmedalje. Det er ikke tilfældigt, for den lille, veldrejede performance handler om Grønlands tilblivelse og om den undergang, der i værste fald er på vej.
Teater2Tusind blander behændigt og med stor musikalitet poetiske, grønlandske myter med moderne klimaændringers benhårde fakta. Publikum ved måske godt i forvejen, at det er blevet svært for de hvide bjørne at oveleve. At deres iskolde paradis er under hastig forvandling til et grønt Grønland på grund af vores, de velståendes landes, egoistiske overforbrug og forurening. Men når Peter Seligman uden et ord trækker op i anorakken og peger på det store land, der pryder blusen inden under, får vi ikke kun voldsomme historier. Kendt viden får også andre dimensioner og nye perspektiver i de hurtigt skiftende, sjove eller dramatiske rollespil. En tværpind i munden på musikeren spiler kinderne ud, så man får ondt. Men det gør ham også så grønlandsk, at man helt overser det lyse strithår og brillerne.
Munter intensitet
Den slags betydningsbærende påfund giver i samspil med Lyberths sang og musik og Peter Seligmans underfundige fortæller forestillingen en munter intensitet. Suverænt bygger Seligman op til det store drama, for så i sidste sekund at afmontere det hele og give plads til eftertanke og medfølelse.
Klimaændringernes alvor præsenteres med alle mytens magiske kvaliteter i beretningen om en kvinde, der mistede sit barn. I stedet tager hun en isbjørneunge til sig og får den til at overleve. Mange år efter, da fangerne ikke kan finde føde i havet og hungeren truer, tager den unge isbjørn ud for at fange sæl. Den, der selv er blevet reddet, synes ikke, at bygdens mennesker skal sulte. Men der er ingen sæl. Den er forsvundet fra det alt for varme vand, der også får isen til at smelte. Den kan ikke mere bære isbjørnens store vægt, og bjørnen svømmer og svømmer og er tæt på at drukne. Det er lige før, det også trækker vand i tilskuernes øjne. Men den dramatiske historie ender lykkeligt og meget morsomt.
Den store, hvide bamse svømmer helt til Bengalen, hvor den forsvinder ind i urskoven i selskab med en tiger! En passende slutning på en tragikomisk historie om natur og kultur, der oven i købet er sand. Isbjørnene er allerede godt i gang med at ændre adfærd. Selvom de vist ikke tager helt til Bengalen – endnu!
Anmelldelse fra BTA 145
