Sla-bam. En værtshusdør smækker i og ned rasler portalens pynt: en stjerne. Nuvel, man skal følge sin stjerne og først må man ønske. Det har den gamle sømand Svend, der lige har gjort kål på et par formiddagselefanter selv hørt, og nu han står med muligheden i hånden er han ikke et øjeblik i tvivl: en søn! det er da akkurat, det han ønsker sig. Og han får det. Endda en gæv en af slagsen, Freddy, – drengen, der før hans cirkus lukkede var cirkustjener, og som efter Svends død af et lystent og varmt hjerte viderefører Svends fortælling ud fra de vise ord om at ‘så længe der stadig er nogen, der fortæller ens historie, er man ikke helt væk’.
Få meter, lige foran børnene, som sidder med åbne polypper, er det nu Torkild Lindebjerg, som springer ind og ud af rollen som henholdsvis faren Svend, sønnen Freddy med flere.
Kulissen ligner en mellemting mellem et pulterkammer med gammelt gods og et lille hyggeligt afslapningshjørne for folk med hang til kurvemøbler og nips. Til venstre spejder en meterhøj sort porcelænsleopard. Til højre troner en kurvestol med frodig rund ryg. Og i midten står bordet med alt småtingsskramlet.
Med et gebis i et glas vand, et hus i et hus i et hus i et hus, lidt festfyrværkeri, og selvfølgelig stjernen (en lille slidt sortsværtet sag), suger Lindebjerg os ind i et eventyr om ensomhed, savn, søgen, og det at finde sammen efter nogle store strabadser. Om kærlighed, og om livets forgængelighed.
Mimisk perle
I sig selv er det en lille mimisk perle at opleve Lindebjergs kropsekvilibristiske kunnen. At se ham tonse rundt på et imaginært skibsdæk som altmuligmanden Svend, der samtidig
skal hejse sejl, spule dæk og servere kaffe for en ret så enevældig kaptajn. Sveden springer og kroppen sejler hid og did inden den pressede Svend må springe overbord nu han har valgt at følge sin stjerne. Er lysten stor nok kan alt la’ sig gi’ sig, er moralen. Og af sted går det. Langt væk fra land, ud på verdenshavene, ned på bunden til søstjerner og havfruer, op på tropeøer, og retur til Danmark på stjerner med festfyrværkeri som brændstof.
Det kunne jo være på det jævne interessant at høre om. Men fordi Lindebjerg med de små rekvisitter fra bordet gør hver en lille handling til et eventyr og en bedrift er vi fra start til slut med på den rejse som fører Svend og Freddy sammen.
Tekstlige krummelurer
Kvalitet får forestillingen også fordi Lindebjerg hele tiden illustrerer begivenhederne på så humoristisk vis. Svends gebis taler fx muntert med. Og på værtshuset er servitricen Ruth Lindebjerg forfra med forklæde på, og vender han ryggen til kommer Svend morsomt til syne med ’næse i nakken’.
Og det giver oplevelsen nok nogle dimensioner, at den lille fortælling tit tilføjes små underfundigt kommenterende ordkrummelurer. Som når Lindebjerg som Ruth pudser imaginære glas og kommenterer det med ordene: de skal pudses så fint blanke, at man slet ikke kan se dem – og det kan man da ikke nu! Om Svend siger: Han drak elefanter – det er nogle som kan flytte noget. Senere siger: Ved I hvad der var ombord? Der var en kasket og nedenunder den var der en levende kaptajn. Og at han, da havfruen vil giftes med Svend, siger: Han var ikke sikker på, om han kunne holde vejret så længe.
