Axel Torv i Helsingør er en stor åben plads, hvor Utzon-Franks kæmpeskulptur af Erik af Pommern synes næsten lille. I torvets udkant er der i sommermånederne hele vejen rundt en skov af parasoller med underliggende udendørsservering og ølsalighed.
Forleden stod der midt på torvet et lille sandwichskilt, som annoncerede forestillingen ’Spytspand og sorte huller’ med en pil, der pegede mod syd. Men så langt øjet rakte var der ikke andet end en bænk. Og en lille mand på cykel, der ledte efter pantflasker i en skraldespand. Er det vor tids spytspandsmand?
Jeg stod lidt og grundede over, om jeg havde taget fejl af tid og sted. Åbenbart så synligt forvirret, at en person fra den østlige udkant af torvet forsigtigt tililende spurgte, om jeg var på jagt efter spytspands-forestillingen. Hun bad mig følge med væk fra skiltet og udleverede mine hovedtelefoner. Alene denne udveksling af teknisk tilbehør gjorde, at flere historietrængende opdagede, at forestillingen nok startede her, selv om pilen inde på torvet angav en anden retning.
Efterhånden var vi 10-12 personer, med eller uden billetter, det kom sig ikke så nøje. Blandt andet fire seniorer, der nysgerrigt tog hovedtelefonerne på og også med en vis interesse fulgte den gyldne Darth Vader-skikkelse, da han endelig skred ned over torvet i et skrattende, ufokuseret lydbillede, som efterhånden samlede sig til et ”Kan I høre mig?”.
Jo. En stemme nærmede sig fra det ydre univers eller måske snarere fra en indre, fortrængt og formummet kulturhistorie og lod sig nu spule ud som en sekreternes ydmyge vandbærer midt i sollyset på torvet for at gå i dialog med væskerne i vores indre. Der blev også sagt noget om spyttets vibrationer og amplitudens højdepunkt, hvilket lød flot, men var uforståeligt, men fra performerens hjemmeside vidste jeg heldigvis på forhånd, at det ville handle om at få os til at ’reflektere over menneskets grundlæggende lyst til at fortælle historier og derved at stille tidens spørgsmål: Hvad er det for en verden, vi lever i? Hvilke andre verdener er mulige at forestille sig? Og hvad betyder det, hvilke historier vi fortæller om os selv om fortiden, nutiden og fremtiden?’
I princippet spændende og ret store spørgsmål. Faktisk værd at dykke ned og svømme rundt i sammen med Jonas Kjeldgaard Sørensen, der i ti år har skabt performances og i denne omgang allerede har undersøgt spytspandene i både Odense og Esbjerg.
Slimridder med ordguirlander
Allerede efter små hundrede meter og yderligere to tons sære, poetiske ordguirlander opgav seniorerne kampen og afleverede lettet hovedtelefonerne. Den tilbageblevne gruppe flød med den gyldne slimridder ned ad gader og stræder, ind i baggårde og ud igen, forbi indre munkehaver og spidsbuede bispegange – naturligvis med særlig reverens for de hellige kloakdæksler – og videre ud i byrummet blandt turisterne igen, efterhånden med større og større opmærksomhed ikke bare på den lille krystal-krukke med fortidens sekreter, den guldklædte skikkelse bar på ryggen, men på al den væske, der blev indtaget ved borde og på bænke allevegne og på den sved og urin, lymfe og sæd, bugspyt og mundspyt, der i det hele taget bliver produceret i det sære kredsløb, som udgør livet.
Som et vidtforgrenet delta af biologi og begær løb det hele sammen til det tidløse hav, vi tog opstilling ved på havnefronten. I andægtig tavshed iagttog vi, at ceremonimesteren og en af de udvalgte blandt publikum kastede hver sin lillebitte sten i havet. Måske sagde det plask uden for vores klaustrofobiske hovedtelefonverden. Det er ikke til at sige, ligesom det også forblev en gåde, hvad det var for en historie, de indgik i, og hvorfor den blev fortalt.
Selvbevidst langdigt
Ligesom stenene ikke skabte en eneste ring, der bredte sig i Helsingør Havn, gjorde forestillingen det heller ikke i mine indre væsker. Teksten ville måske egne sig som langdigt i en bog, man kunne nyde i ro og mag, for flot og selvbevidst var den med alle s-ordene og den aparte interesse for pestens smitteveje og spyttets kakofoni. Gerne også under læsningen med Frederik Heidemanns sfæriske kompositioner i ørerne.
Men som lydspor og tankemæssig guide til en tidskløvet vandring blandt nutid og fortid og med et umage kor bestående af de mange historier i byens rum, hørbare og tavse mellem hinanden, var den kontraproduktiv og lukkede sig om sig selv.
Ja, selv om man kiggede direkte ind i Jonas Kjeldgaard Sørensens sørgmodige blik dybt inde i den kombinerede dykkerklokke og Darth Vader-maske, opstod der ingen kontakt til de store spørgsmål om, hvad det er for en verden, vi lever i.
Og at det skulle være noget for børn, angiveligt fra 10 år, stiller jeg mig tvivlende over for. Hvad skulle et barn få ud af denne sært ciselerede historie ud over at nyde kostumet med de uhyggeligt opsvulmede silikonehænder? Det var præcis, hvad en glad lille dreng gjorde, da han opdagede Jonas Kjeldgaard Sørensen i bybilledet. Han ville give spyttets færgemand en high five, men da barnets logik ikke var velkommen i fortællingen, løb han betuttet tilbage til sin far.
