”Hende kender jeg. Det er Pigen”. Mette Rosleff kikker bagud på et billede af en pige i en lille ramme, som bliver ført frem mellem nogle af de træplanker, der danner bagvæg i forestillingen ’Vi skal gøre det igen’.
Publikum er allerede blevet varmet roligt, humoristisk og livsoptimistisk op til den fortælling, som de den næste gode halve times tid skal opleve. Et blåt bagtæppe bag de smukt brune lodretstillede træplanker skaber visuel ro, og som publikum føler man sig som en del af universet, fordi man sidder inde i et telt skabt i det samme blå materiale som bagvæggen.
Livsoptimismen kommer i stand, fordi Rosleff, der starter med at stå op, med indlysende selvfølgelighed siger: ”Hvis man ikke har noget at sidde på, kan man bare bygge det selv” – for derpå at flytte en af træplankerne ned på det lysegrønne scenegulv og begynde at bygge en bænk af det.
Humor bliver spædet til, når Rosleff, der ikke helt er lykkedes med sit sidde-projekt, tilføjer, at ”hvis man ikke sidder godt, bygger man bare videre”. Og trygheden etablerer Rosleff ved undervejs at skabe øjenkontakt til publikum.
Genkendelighed og forandring
Det 3- til 7-årige publikum bliver taget godt ved hånden i et forløb, der med gentagelser og detaljer er fuldstændigt genkendeligt for dem. Der er noget meget blødt, næsten meditativt, i teksten, som varsomt, skridt for skridt, kryber ind i aldersgruppens hverdagsliv. Til lyden af klavertriller zoomer Rosleff ind på Pigen, som nu er kommet frem bag billedet i form af en lille dukke med brunt hår, gul kjole, blå strømpebukser og røde gummistøvler: ”Pigen er lige vågnet og dagen er lige begyndt, og nu skal Pigen i gang med sin dag. Hun har røde gummistøvler på…”
Alting er meget konkret samtidig med, at det skildrer centrale mentale træk ved aldersgruppen. Fx det med, at børn på 5 år er sig meget bevidst om, om de er 5½ år, 5 2/3 år eller næsten 6 år. Pigen er akkurat der. Hun er nu en af de store i børnehaven. En pige, der engang ikke kunne cykle selv eller gynge uden at blive skubbet af en voksen. Alt det kan hun nu – nu, hvor hun snart skal starte i skole. Og hun kan vippe selv, når Einer – hendes allerbedste ven – sidder i den anden ende af vippen.
Ting at vokse sig større i
Hverdagsgenkendeligheden er en styrke i teksten. Særligt fordi den i Nina Kareis Livingstones rolige iscenesættelse og med Mette Rosleffs og Jakob Kirkegaards nærværende spil bliver serveret så oplevelsesdedikeret. Jordnært og samtidigt poetisk livsforløb-filosofisk, og med vigtigt placerede gentagelser.
Det flettes stille og med finurlig humor ind, at man som barn vokser i en verden, der også forandrer sig. Vi hører, at Pigens røde gummistøvler er lidt store, fordi de er til at vokse i. Siden – når hun skal starte i skole – passer de lige præcis. Akkurat som Pigens skoletaske. Den er også et nummer for stor i begyndelsen.
Vi følger Pigen i hendes liv i børnehaven, hvor hun hører til blandt de store børn. Dem, som skal være opmærksom på de mindre børn. Og vi oplever til slut, at hun, når hun starter i 0-klasse, er en pige, der pludselig er den lille i en flok, som forhåbentligt har lært at passe på de mindste. Og vi mærker, hvor rart hun føler, det er, at der i skolen også starter en, om hun kender, nemlig Einer.
Kastanje-dinosaurer og strikket kælkebakke
Der er også små godbidder undervejs. Som scenen, hvor Pigen ‘voksent’ og lunt gør os opmærksom på, at Einer og hende ikke skal lege med ild, men med tændstikker, når de laver kastanjedyr. Kastanjedyrs-scenen, der skiller sig ud ved – til lyden af Pete Livingstones engelske stemme og synet i baggrunden af en kavalkade af store kastanjedyr – at sluse Pigen ind i et fantasiunivers, hvor hun hylder dinosaurer af alle mulige slags. Snevejrsscenen, hvor de to 0-klasser, jeg så forestillingen sammen med, havde optur over de mange små snebolde, som føg gennem luften. Samt flere og nu tillige fantasikække optimistreplikker, så som den med, at ”mangler man en kælkebakke, kan man bare strikke en selv”.
Desværre er forestillingen også lidt for lang tid om at komme til skillelinjen mellem børnehavebarn og skolestartspige. Det bliver forstærket af det rolige trav med dvælen, som undervejs går lidt i tomgang – som i scenen, hvor pigen leger med kolossalt store efterårsblade.
’Skal vi gøre det igen’ bevæger sig fra efterår over vinter til forår og sommer. Og den opholder sig flere gange ved det, at tiden både kan flyve afsted og stå helt stille. Det giver på sin vis mening at fokusere på årstidernes skiften og på hvor forskelligt det føles, når tiden står stille versus, når den flyver afsted. Det er med til at skabe stemninger af omskiftelighed og (livs)forløb.
Samtidig virker vægtningen også lidt afsporende på den barndomsfokuserede overgangsfortælling, som synes at være intentionen. En overgangsfortælling om hvor meget gentagelser og det kendte betyder for en 6-årig, og hvor vanskeligt det kan være at give slip på det kendte for at begive sig ind i noget næsten fuldstændigt nyt.
Udtryksfulde dukker og stemningsunderstøttende kompositioner
Dukkerne, Pigen og Einer, er udtryksfuldt skabt af Sigurd Dissing. Pigen er den samme som indgår i forestillingen ’Om lidt er alting nu’ – et udmærket genbrug. De bliver præcist og roligt levendegjort af Mette Rosleff og Jakob Kirkegaard, som på skift fører dem og tillige sørger for at skabe stemning og liv med flagrende sommerfugle, altankasser med anemoner, kastanjedyr på bagvæggen, kælketure på plastikpose, fygende snebolde og værkstedsaktiviteter med hammer og søm i aktion.
Og som lydtæppe har Sophus Dræby i samarbejde med Pete Livingstone skabt musikalske kompositioner, der på mange instrumenter og med reallyde så som fuglekvidder, fint understøtter fortællingen.
