I Halfdans finurlige hokus pokus-univers på Det Kgl. Teater bydes man velkommen af to stykker løssluppen sukkerstads: Musiker Sune Skuldbøl Vraa Nielsen i ægte sukkerstangs-outfit, komplet med ildrødt hår, og Laus Høybye, maskeret til ugenkendelighed som en slikbutikkens lurendrejer – en rigtig sukkertop, der futter af sted hen over scenen i sin charmerende udfordring af et skulpturelt kostume.
De rimer og remser lidt prøvende og forsigtigt foran den gigantiske bolsjestribede væg af et scenetæppe. Smager nysgerrigt på ordene og lader langsomt smagen af de skøre sætninger brede sig. Uden at tabe publikums opmærksomhed.
Forventningen til, hvad der mon gemmer sig bagved tæppet vokser, ikke mindst når Tyggegummikongen Bobbel, i skikkelse af en godt maskeret Karen-Lise Mynster, som en anden Rockerkonge gør de to sukkersjovere selskab.
Sætningen 'Jeg har aldrig været bange for at bruge min fantasi' lyder fra scenen, så man fornemmer, hvad det er for en verden, man er inviteret ind i.
En visuel slikbutik
Da publikum endelig får lov til at se, hvad der gemmer sig bagved tæppet, er fascinationen stor – den fineste Babusjka-dukke, men mindst tre meter høj. Og – skal det vise sig – ikke fyldt af mindre 'børn', men derimod af mange andre slags mennesker; eks. en astronaut, en ridder og en ballerina, der 'kan lide at slå søm i store kasser'.
Man skal ikke skue dukken på mønstret.
Ordene i forestillingen stammer fra Halfdan Rasmussens righoldige univers af børnerim og remser. For den voksne del af publikum vækker dette tydeligvis genklang og fremkalder små og store fnis.
Helt afgørende for ordenes virkning på scenen er skuespillernes og musikerens evne til at give remserne krop og stemme, så sætningernes iboende musikalitet bliver til forestillingens gennemgående rytme.
Lysdesigner Clement Irbil har slået sig løs i farvepaletten, og bader scenen i mættet farvet lys, der næsten giver lyst til at række tungen ud, for at smage, om det er ligeså lækkert, som det ser ud. En visuel slikbutik i alverdens nuancer.
Som ord så verden
Fra mødet med Babusjkaen går det videre ind i det ordekvilibristiske univers. På foranledning af den skildvagt, der som en naturlig del af det sammensatte persongalleri også har meldt sin ankomst, sænkes et todimensionalt skilderhus nu ned fra loftet. Som passer på en prik om vagtens figur.
Snart har huset selskab af et omkransende gardin af alverdens ting og sager. Æggemadder, Clogs-sko, Sardiner i dåse og Lavalamper for bare at nævne noget. Øjnene kan dårligt se sig mætte, og det yngste publikum er tydeligvis sultne efter at se det hele, det voksne sikkert ligeså, men knap så højlydt.
Det er derfor velvalgt at lade gardinet hænger så længe, at der er god tid til at gå på opdagelse i det. Noget der også understøttes af en sekvens, hvor tingene skiftevis belyses, så blikket hjælpes på vej, uden at blive dikteret.
Grebet med det todimensionelle ting går også godt i spænd med måden forestillingen i sin essens viser, at verdener skabes og formes, og derfor også kan omskabes af ord. En pointe man altid kan tåle at få gentaget på nye måder.
Den store snegl og den lille havfrue
I tilgift til det voluminøse gardin åbner scenen sig endnu engang indad – som et tilsyneladende uendeligt mulighedsrum. Her har scenograf Julian Toldam Juhlin i hvert fald tydeligvis heller ikke været bange for at bruge sin fantasi.
Ej heller instruktør Anders Lundorph, der snart lader Merete Mærkedahl glide over scenen, som sneglen fra Vejle, der inden længe får selskab af en irgrøn Karen-Lise Mynster i skikkelse af Den Lille Havfrue. Komplet med hale og siddende på sin sten.
Herfra står det klart, at dette univers ikke er begrænset af andet end fantasiens rækkevidde. For også Den Lille Havfrue kan glide over scenen som en snegl, komplet med hale og sneglehus.
Tid til toast
Forestillingens opbygning understøtter rejsen ind i Halfdans univers, tydeligt illustreret gennem brugen af scenen og scenografien, der som fantasien kun bliver større og mere opfindsom af at blive brugt. Ikke mindst med Babusjkaen som indgangsvinkel til alle de muligheder og mulige kombinationer og verdener, der kan skabes med ord og fantasi.
Sidste del af forestillingen virker dog let forhastet og knap så sammenhængende, og med en slutning, der ikke helt får forløst alt det, der sættes i søen. Hvilket er en skam, da de tematikker, der lukkes op for mod slut på fin vis samler op på tankerne, der springer ud af al den forudgående fantasi-motion.
De er særdeles relevante og giver et finurligt poetisk twist af alt det sjove. Serveret på et gigantisk stykke toastbrød, der sænkes ned fra loftet, med solen, det gamle spejlæg, som sengetæppe, spørges der træt, eftertænksomt, og i en stædig kamp mod søvnen, der venter: 'Hvor er man henne, når man er borte'.
Et spørgsmål, der tangerer en mere skyggefuld side af fantasiens univers, og en vedkommende eksistentiel forundring i børnehøjde, som godt kunne have fået mere tid og opmærksomhed. For hvis der er en digter, hvis ord kan favne det uforståelige og lidt svære ved livets søvn, både den lille og den store, og formidle det til både store og små, så er Halfdan Rasmussen nok den digter.
Uanset er det et appetitvækkende overflødighedshorn af teatrets bedste elementer, der trækkes frem på Det Kongelige Teater. Og som en lille hilsen til Rasmussens velkendte A-B-C, er der i teatrets version helt fra titlen af, tydeligt lagt op til at gøre løjer med alt, der lugter af 'plejer'.
