Alt er skrællet af i André Andersens fortælling om ’Abehånden’. Der sidder en lyskontakt på en træplade, som nok i et klasselokale eller tilsvarende kunne erstattes med den egentlige kontakt til lyset i lokalet. Og der er et lærred som bagvæg, hvilket også sagtens kunne undværes.
Kostumet ligner André Andersens private tøj med en karakteristisk sixpence på toppen. Det er altså et konceptuelt valg, at denne forestilling skal bæres af André Andersens evner som storyteller – og intet andet.
Man kan gyse lidt ved tanken; det skal godt nok være ualmindeligt godt fortællearbejde, når man som skuespiller hverken har kostume, scenografi eller endsige en rolle at udtrykke sig igennem. Det hele står og falder på ordet og fortællerens evne til at fastholde lytteren.
Storytelling med bravur
Heldigvis skal vi ikke langt ind i ’Abehånden’ – måske blot et par minutter – før vi læner os tilbage i sædet og lader André Andersen styre showet. Den sjællandske frækhed og den stenstøttestærke selvsikkerhed, som han udtrykker på gulvet, gør os fuldstændigt trygge ved blot at lytte og opleve.
Eller måske er udtrykket ’at læne sig tilbage’ ikke det rette. For vi sidder næsten konstant igennem forestillingens 45 minutter på kanten af stolen af rædsel og spænding. Historien om abehånden, der uden krop og hjerne lever sit helt eget liv og møver sig ind hos vores hovedperson, er både skræmmende og opslugende.
Og lige dér, hvor det er allermest spændende – lige midt i en cliffhanger: ”Dinge-linge-linge-ling!” Det ringer ud til frikvarter, og vi må vente med at høre videre.
André Andersen har svøbt historien ind i en rammefortælling om dengang, han selv gik i skole og fik historien fortalt af sin lærer Mogens. Samtidigt giver det anledning til en række refleksioner om hans barndom, som modtager nostalgiske nik iblandt de voksne publikummer og en let forundring over ’i gamle dage’ hos børnene.
I de små frikvarterer i forestillingen får vi lov til at ryste uhyggen af os, grine lidt og gøre os mentalt klar til endnu en bid af ’Abehånden’. Og når vi er klar, bliver en publikummer sendt op til lyskontakten med ordene: ”Gider du ikke lige at slukke lyset, for det plejede Mogens altid at gøre?”
På den måde fortæller han ikke bare én, men to historier, og han gør det med overbevisning, humor og en gyseragtig spænding. Det er storytelling på et imponerende højt niveau.
Makabert gys for småfolk
Med André Andersens tekst og Martin Ammundsens stilsikre iscenesættelse bliver vi ofre for en uimodståelig trang til at høre historien til ende. Og når først slutningen er afsløret, giver den anledning til en masse snak de efterfølgende dage om en gyserhistorie fra det virkelige liv.
For det er, hvad ’Abehånden’ er – en opfindsom forhistorie til en historisk person, hvis rygte vi efterhånden ved en hel del om. Det bør ikke afsløres her, men hvis læseren allerede har gættet, hvilken person der er tale om, må man kunne forestille sig nogle af de makabre billeder, der uomtvisteligt må opstå igennem historien.
Og det gør de også. Men de bliver beskrevet så grufuldt og dog så smagfuldt, at de bliver mere ulækre end skræmmende. Derfor fungerer ’Abehånden’ som en gyser, der sagtens kan tåle et barns ører og livlige fantasi. Dog må det nok forventes, at sengelampen får lov at forblive tændt de efterfølgende par nætter.
