Af: Randi K. Pedersen

11. juli 2021

Sjov og livlig billedfortælling

Storslåede billeder og nuttede legedyr gør en fodboldspillende og skatende Pinocchio til en sommerglad teateroplevelse i Marionet Teatret

Munter musik byder velkommen til Marionet Teatrets 'Pinocchio. Musikken fortsætter som en fortællende ledsager hele vejen i en udgave af det klassiske italienske eventyr, der udelader meget. Bort set fra – selvfølgelig – hovedpersonerne: Dukkemageren Gepetto og trædukken Pinocchio, hvis næse vokser, når han lyver. 

Han kommer også stadig ud for en masse spændende oplevelser, men slipper for den afrettende opdragelse, der skal gøre ham til et rigtigt menneske.

Ole Håndsbæk Christensen er en skæg og hyggelig Gepetto, der indledningsvis sparker bold foran scenen iklædt fodboldtøj. Da han tilfældigt finder en træstub, udstyrer han den med en lille tynd næse og går i gang som fodboldtræner. 

I nutidens ånd indgår et digitalt fodboldspil i forestillingen, men Pinocchio kan slet ikke leve op til Gepettos forventninger om, at hans søn skal blive en succesrig fodboldspiller. 

Pinocchio vil meget hellere skate for fuld fart og så halsbrækkende, at Gepetto skrækslagen holder sig for øjnene. Da sønnen fortsætter videre ud i verden, halser Gepetto efter og prøver at følge med i, hvor han bliver af. 

Som det første opdager Pinocchio, at der findes mange andre store og små træstubbe-artsfæller, der ligner ham. Men de fleste af de væsener, som Pinocchio møder på sin vej, er nuttede oppustelige legetøjsdyr.

Erfarne dukkeførere

Alle dyrene er angiveligt inspireret af japansk tegnekunst og billedfortællinger. De fleste er søde, og en skøn hund bliver Pinocchio kramme-ven med. Mens en flok hvide hunde, der er mindre rare, heldigvis hurtigt forsvinder igen. 

På storskærmen glider storslåede farvestrålende billeder roligt forbi. Selv om de fleste ikke viser konkrete genkendelige landskaber, så fortæller farver og former og væsenernes adfærd om de skiftende omgivelser, som Pinocchio befinder sig i.    

Det er første gang, at Marionet Teatret har installeret en storskærm som baggrund på den lille dukketeaterscene, og det viser sig at være en fremragende ide. Nok især, fordi det er den hamrende gode scenograf Maja Ravn, der står bag perlerækken af visuelle oplevelser. 

Det gør forestillingen til en herlig livlig og ordløs billedbog i glade klare farver og enkle former. Maja Ravn  har samtidig debut som instruktør uden at gøre et større væsen af sig. 

Det skyldes først og fremmest et koncept, hvor den ene sjove, søde og velfungerende episode følger den anden til stor fornøjelse for små tilskuere. De savner næppe fraværet af en mere logisk sammenhæng i den ret løst sammenknyttede historie. Men det betyder, at forestillingen i høj grad lever i kraft af de erfarne dukkeføreres evne til at levendegøre dukkerne og gøre deres udfoldelser og indbyrdes forhold forståelige og underholdende.

Mod slutningen ligger Gepetto og skvulper rundt i det store hav med armene på en lillebitte tømmerflåde. Han prøver at hale Pinocchio i sikkerhed, men mister taget og ryger selv i vandet. Dybt ned i havet mellem alle fiskene finder de jublende hinanden igen og overlever. Mere kan man ikke forlange af en teaterforestilling fuld af sommerglæde.    

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Når farfar skal bo i ens hjerte
Anemonen & Teater Lille Hest:
'Så blev farfar et spøgelse'
Med barnets nysgerrighed og erfaringens nænsomhed bevæger ’Så blev farfar et spøgelse’ sig gennem en poetisk erkendelsesproces, da Esbens farfar en dag er død. Forestillingen kredser om det gådefulde fravær af noget helt nært og besvarer barnets spørgsmål som lette kærtegn mod sensibel hud.
En livsbekræftende dans om døden
Danseteatret NordenFra:
'De døde lykkeligt til deres dages ende'
Med sprælsk humor, filosofiske funderinger og skøn musik fører Danseteatret NordenFra publikum rundt i mange spændende afkroge af udtryk om livets forgængelighed.
Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.
Livsteater med sjælden renhed
Teater Rum:
'Sangen om Oda og Anton'
’Sangen om Oda og Anton’ med Teater Rum har noget barnligt enfoldigt over sig, hvis ægthed ikke er til at stå for.
Når farfar skal bo i ens hjerte
Anemonen & Teater Lille Hest:
'Så blev farfar et spøgelse'
Med barnets nysgerrighed og erfaringens nænsomhed bevæger ’Så blev farfar et spøgelse’ sig gennem en poetisk erkendelsesproces, da Esbens farfar en dag er død. Forestillingen kredser om det gådefulde fravær af noget helt nært og besvarer barnets spørgsmål som lette kærtegn mod sensibel hud.
En livsbekræftende dans om døden
Danseteatret NordenFra:
'De døde lykkeligt til deres dages ende'
Med sprælsk humor, filosofiske funderinger og skøn musik fører Danseteatret NordenFra publikum rundt i mange spændende afkroge af udtryk om livets forgængelighed.
Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.
Livsteater med sjælden renhed
Teater Rum:
'Sangen om Oda og Anton'
’Sangen om Oda og Anton’ med Teater Rum har noget barnligt enfoldigt over sig, hvis ægthed ikke er til at stå for.