Munter musik byder velkommen til Marionet Teatrets 'Pinocchio. Musikken fortsætter som en fortællende ledsager hele vejen i en udgave af det klassiske italienske eventyr, der udelader meget. Bort set fra – selvfølgelig – hovedpersonerne: Dukkemageren Gepetto og trædukken Pinocchio, hvis næse vokser, når han lyver.
Han kommer også stadig ud for en masse spændende oplevelser, men slipper for den afrettende opdragelse, der skal gøre ham til et rigtigt menneske.
Ole Håndsbæk Christensen er en skæg og hyggelig Gepetto, der indledningsvis sparker bold foran scenen iklædt fodboldtøj. Da han tilfældigt finder en træstub, udstyrer han den med en lille tynd næse og går i gang som fodboldtræner.
I nutidens ånd indgår et digitalt fodboldspil i forestillingen, men Pinocchio kan slet ikke leve op til Gepettos forventninger om, at hans søn skal blive en succesrig fodboldspiller.
Pinocchio vil meget hellere skate for fuld fart og så halsbrækkende, at Gepetto skrækslagen holder sig for øjnene. Da sønnen fortsætter videre ud i verden, halser Gepetto efter og prøver at følge med i, hvor han bliver af.
Som det første opdager Pinocchio, at der findes mange andre store og små træstubbe-artsfæller, der ligner ham. Men de fleste af de væsener, som Pinocchio møder på sin vej, er nuttede oppustelige legetøjsdyr.
Erfarne dukkeførere
Alle dyrene er angiveligt inspireret af japansk tegnekunst og billedfortællinger. De fleste er søde, og en skøn hund bliver Pinocchio kramme-ven med. Mens en flok hvide hunde, der er mindre rare, heldigvis hurtigt forsvinder igen.
På storskærmen glider storslåede farvestrålende billeder roligt forbi. Selv om de fleste ikke viser konkrete genkendelige landskaber, så fortæller farver og former og væsenernes adfærd om de skiftende omgivelser, som Pinocchio befinder sig i.
Det er første gang, at Marionet Teatret har installeret en storskærm som baggrund på den lille dukketeaterscene, og det viser sig at være en fremragende ide. Nok især, fordi det er den hamrende gode scenograf Maja Ravn, der står bag perlerækken af visuelle oplevelser.
Det gør forestillingen til en herlig livlig og ordløs billedbog i glade klare farver og enkle former. Maja Ravn har samtidig debut som instruktør uden at gøre et større væsen af sig.
Det skyldes først og fremmest et koncept, hvor den ene sjove, søde og velfungerende episode følger den anden til stor fornøjelse for små tilskuere. De savner næppe fraværet af en mere logisk sammenhæng i den ret løst sammenknyttede historie. Men det betyder, at forestillingen i høj grad lever i kraft af de erfarne dukkeføreres evne til at levendegøre dukkerne og gøre deres udfoldelser og indbyrdes forhold forståelige og underholdende.
Mod slutningen ligger Gepetto og skvulper rundt i det store hav med armene på en lillebitte tømmerflåde. Han prøver at hale Pinocchio i sikkerhed, men mister taget og ryger selv i vandet. Dybt ned i havet mellem alle fiskene finder de jublende hinanden igen og overlever. Mere kan man ikke forlange af en teaterforestilling fuld af sommerglæde.
