To af de dejligste dukkehuse i kæmpeformat pryder den lille Anemone-scene. Her bor Kokodyret (Albert Nielsen) og Pungmulen (Lisbet Lipschitz). Imellem dem ligger den grønneste græsplæne og i baggrunden en bro, så postbuddet (Asbjørn Agger) kan komme rundt i verden med breve.
Det der med brevene er aldrig rigtig gået op for Pungmulen og Kokodyret, men man bliver jo kun klogere ved at spørge, så det gør de. Og sådan opdager de brevskrivningens lyksaligheder. Frem og tilbage går det med små epistler – i den samme kuvert, for de har kun én!
Senere bliver de ambitiøse og sætter en postkasse op ved vejen. For måske er der brev fra Kina eller Congo – eller Lolland. Tydeligvis er heller ikke geografien de to lidt udefinerbare smådyrs allerstærkeste side.
Det rare postbud er nu ikke alt for optimistisk med hensyn til mulige postforsendelser, så han trøster dem med en reklame, hvor de minsandten på den vedlagte kupon vinder en lille luftballon. Senere får han en lille pige med en pindvarp som kæledyr til at skrive et brev til de to, og så kommer der for alvor gang, først i brevskrivningen og til sidst også i besøgene.
Roligt og hyggeligt
Sødt er det, om end den megen snak og de mange oplæsninger af breve godt kan virke en smule stillestående for de allermindste tilskuere. Til gengæld er forestillingens rolige tone og søde udstråling en varm og hyggelig oplevelse. Albert Nielsen er sød og gemytlig som det stornæsede, rundmavede Kokodyr, mens Lisbet Lipschitz er skæg som den spidsørede, lidt naive Pungmule.
Begge ejer de masser af den helt specielle logik, der er noget af det sjoveste ved mindre børn, begge er de lette at gøre kede af det og heldigvis endnu lettere at gøre glade igen. Hvilket netop gør dem og deres reaktionsmønstre til oplagte identifikationspunkter for det ganske unge publikum.
Når der ikke læses breve, tøffer de rundt i Niels Sechers nuttede kolonihavehus-dekoration, eller tager en tur i luftballonen. Som virkelig letter!
Ja, så bliver man glad for det stationære børneteater med snoreloft, hvor den slags kan lade sig gøre.
Dejligt er det også med levende musik. Anne Seier Hansens toner, spillet diskret i baggrunden med Asbjørn Agger på hyggeligt slagtøj, tilfører historien tiltrængt energi, så den ikke bliver alt for lavmælt.
