Undervandsfartøjet Lusty Lemon pisker rundt på verdensoceanet med turbofart, og det har publikum ombord som besætningsmedlemmer sammen med fartøjets Kaptajn Han Hab, hans sikkerhedsvagt Rip Eye, en videnskabsofficer ved navn Spoon Jones og en maskinoperatør, som hedder Steven Llamaleven.
Lusty Lemon skal transportere en dynge skrald til en undersøisk affaldsstation, men støder undervejs på et farligt monster. Et monster som til sidtst bliver fanget, så verden og alle på Jorden bliver reddet.
Det er plottet i 'Monster …så gyser vi', som Filuren har lavet i samarbejdet med Under the Table, der er et teaterensemble fra New York.
At involvere publikum direkte i teaterforestillinger er nærmest en dille for tiden. Forestillinger, hvor vi som publikum placeres i samme rum som skuespillerne, og hvor vi integreres direkte og mest muligt i forestillingens handlingsforløb er 'in'.
Ideen kan være ganske udmærket, hvis publikum får plads og bliver taget alvorligt. Men manøvren viser sig også gang på gang vanskelig at få til at leve i praksis. 'Monster…så gyser vi' er et godt eksempel på, at der gøres meget fra forestillingens side for at inddrage publikum, samtidig med at stykket nærmes blæser publikum omkuld med en helhed, som nok er let at følge, men som også har detaljer som er vanskelige at opfange, og relationer som står og blafrer underligt uintegrerede og tomme i luften.
På snurrende stole
Udenfor spillerummet bliver vi alle udstyret med et 'crew member'-skilt, og vi lover Rib Eye, at vi vil give en hånd med i arbejdet om bord. Indenfor i det store fartøj, som omslutter os fuldstændigt, bliver vi guidet hen at sidde på stole som kan snurre 360 grader rundt, dvs. vi kan snildt følge med i den rejse, vi bliver sendt med ud på.
Vi har frit udsyn til alle de steder hvor spillet foregår – ofte samtidig. Vi kan følge de fire amerikanske dell'Arte-uddannede komikere, som pisker frem og tilbage på fartøjets gangbroer og langs dets sider.
På store videoskærme i fartøjets ender får vi et kik ud på det store dybe hav, hvor monsteret dukker op. Et monster, som med sin perlerække af skarpe tænder og sine lange sugekopper til arme ligner en mellemting mellem en haj og en blæksprutte. Med små håndholdte papirfigurer animerer spillerne også billeder af fx Lusty Lemon med en skraldespand på slæb og billeder af dem selv svømmende udenfor fartøjet.
Og med jævne mellemrum afspilles en film med et firepersoners råd. Rådets personager ligner to gamle hippier, en pagehårsfreak og en fyr med højt Rokoko-hår. Det kan være tænkt som en komisk ingrediens.
Samtidig er der fra tekstens side lagt et lag af barn-forældre relation ind her, i og med at rådet (hvor også Spoon Jones mor er repræsenteret) opfører sig som voksne, der formynderisk og magtgriske forsøger at styre slagets gang og tillige forsøger at tage æren for det, som lykkes.
Den forældrekritiske dimension bliver dog meget overfladisk behandlet, nærmest som en joke uden krummer.
Opstyltet sjov i en hul helhed
Man kan ikke beskylde stykket for ikke at have fremdrift og for ikke at fuldføre sin 'vi vil fange monstret'-mission.
De fire spillere er godt hjemme i det komiske figurarbejde og den udadvendt fysiske spillestil, som forestillingen er holdt i. Sarah Petersiel kan fx skabe opmærksomhed omkring Rib Eye, når hun forskrækket kryber ind i et skab. Josh Mattews Kaptajn Han Hab drøner hurtigt rundt på gangbroerne på sko med fastspændte hjul. Iført hjelm og ledninger står Matt Chapman med sine energisk løb på stedet og sine vakse hjernevindinger for at forsyne hele skibet med energi. Og Molly Armstrong gør med sammenknebne øjne og krum ryg en nørdagtigt figur ud af Spoon Jones.
Meget kan forstås ud fra kroppenes gestik. Men i det forjagede spiltempo vil jeg mene, at de yngste publikummer misser en del af det, spillerne som taler amerikansk, siger – også fordi de nærmest råber ordene ud.
Når så tillige det som udgør historien er så overfladisk og ubegrundet (et farligt monster skal selvfølgelig udryddes – men historien fremstår som en tom skal) er der gys og grin tilbage at forlade sig på. Men når humoren ikke rigtigt fænger, fordi den er så anstrengt og anmassende, og når det uhyggelige ikke for alvor er uhyggeligt, så lander forestillingen på at slynge sit publikum hid og did i en helhed, man ikke rigtigt kan mærke eller forstå, hvorfor man skal være en del af.
Det må ikke være en let opgave for en højtråbende og overgearet amerikansk teatertrup at spille børne- og ungdomsteater i Danmark, som er kendt verden over for høj kvalitet. Med danske Christina Reeder Ryborg Jørgensen som iscenesætter lykkes projektet i al fald ikke.
