Solskin hjælper på det meste. Solskin og frisk græs sammen med duften af fyrretræer og synet af edderkoppespind, der blinker mellem grenene.
Men jeg er sikker på, at ’Mosekonens Bryg’ også vil være fortryllende i regnvejr. For denne lille musikteaterforestilling for børnehaveungerne er både underfundig og troskyldig på sådan en måde, at man simpelthen bliver nødt til at følge efter de magiske kvinder, der fører an i den skattejagt, som forestillingen viser sig at være.
Det er nemlig en jagt på forsvundne lyde og melodistumper, der får børnene til at forlade den sikre græsplæne og følge efter den mærkelige mosekone. Først har hun godt nok sat sin mosekonebryg over – hældt lyden ud af en koklokke ned i en sort gryde og rørt den sammen sammen med et godt nys. ’Så skal det bare stå og simre,’ forklarer hun. Og straks spørger et barn troskyldigt: ’Hvad betyder simre?’ – og det er der svar på…
Tryllestriber
Men simre, det gør gryden, mens tilskuerne går på vandring. Feen dukker op i det skønneste, grønblå fekostume. Hun spiller på en lille metallofon – plong-plang. Men hov. Nogen har taget hendes yndlingstone, altså hendes ’bedste pling’.
Og så går den vilde jagt. Afsted efter den forsvundne lyd – på jagt ind i den magiske jungle eller i hvert fald i krattet bag skolens gymnastiksal.
Et krokodillehoved bugter sig hen over stien, så børnesandalerne må træde til siden. En levende due blander sig i musikken med sine kurrelyde. Kviste knækker, og børnehvisken akkompagnerer.
Det er tyst og trygt – og vildt spændende på samme tid. Ritsch. En jakke hænger fast i en busk. En klokkestang ringler, og en musikgartner har måske set noget! Schhh… Hør! Kom med denne vej! Og hurtigt tripper alle efter en grøn troldkvindekåbe med magiske tryllestriber.
Under stjernerne
Asterions Hus ynder at tage publikum med udenfor. Ved teatrets eget scenehus lige bag Lynetten på Refshaleøen har teatertruppen flere gange trukket forestillingen udenfor, ud på græsset og i ruinen og langs med krattet, hvor der er en formidabel udsigt over Københavns Havn. Sidste år var det ikke mindst voksenforestillingen 'Myten om Minotaurus', der forbandt performerne med stjernehimlen – og denne sommer har det været styrkekampen i teenageforestillingen 'Iliaden'.
Det er instruktøren Peter Kirk, der har en forkærlighed for denne særlige teaterform, hvis spænding hele tiden truer med at blive brudt af småsnakkende publikummer, klaskende regn og forbicyklende naboer.
Og det er Peter Kirk, der ikke mindst insisterer på performernes sans for timing i det udfordrende virkelighedsrum, hvor der hverken er lyssætning eller lydkulisse til at styre forestillingen. Her er kun performernes udstråling og nærvær.
Stænk af Bali
I 'Mosekonens Bryg' har Peter Kirk allieret sig med to dygtige musikerperformere, der både magter at bære en fortælling og spille dens musik – charmerende og stilfærdigt på en måde, så ungerne får lov til at blive nysgerrige på forestillingen i deres eget tempo.
Birgit Løkke er jazzpercusionist og har et herligt troldglimt i øjnene, både mildt og frækt, når hun lokker ungerne med på eventyr. Og Tineke Noordhoek er klassisk percussionist med en insisterende mystik i sine fortrolige bevægelser. Deres instrumenter har et gavmildt stænk af Bali – naturligt, som var instrumenternes kokosnøddeskaller netop denne morgen drattet ned fra træerne i Randers, hvor jeg så forestillingen…
Deres improvisationer er inciterende, og de blander rask væk deres egne fløjtelyde og klokker ind i fuglenes sang, så øret bliver forvirret – og så øjet får travlt. For var det nu bare duen igen, eller var det Mosekonen?
Lovende fusion
Med denne forestilling demonstrerer Asterions Hus sin evne til at opfinde nye teaterkoncepter, der både er finurlige og opfindsomme – og helt enkle. 'Mosekonens Bryg' er blevet noget så sjældent som en site specific-musikforestilling for børnehavebørn – legende og improviserende, men hele tiden båret af fortællingens grundlæggende fremdrift. Og dermed en lovende, ny fusion af skuespil og musik inden for børneteatret.
'Mosekonens Bryg' slutter med en rytmejam og en græsplæneløbeleg, der er aldeles fornøjelig, både for ungerne og deres voksne. Og harmonien indfinder sig naturligvis, så både den ene og den anden overnaturlige kvinde kan smile under sit heksehår. Hvordan det går med ’Feens bedste pling’? Jamen, det bliver mirakuløst fundet og sat på plads på klanginstrumentet. Lige midt i solen. Og så er alt plingeling.
