‘HISTORIE’ står der på storskærmen i klasseværelset. Det er dagens første lektion og – skal det vise sig – også den bedste. Her er et klart budskab om, at faget historie er historien om magt, og magt er undertrykkelse. Som i Brechts lærestykker beskriver forestillingen målrettet fortidens overgreb på dem, de herskende gennem tiderne har opfattet som besværlige, uønskede og farlige.
Halvdelen af publikum er gennet på plads i rollen som elever. Med skjorterne knappet til kvælningspunktet underkaster de sig den timelange undervisning og følger uden protester lærerindens skiftende ordrer. Der bliver både tegnet, klippet, gjort gymnastik og hørt efter. Dér kan teatret åbenbart noget, som giver store problemer i det virkelige liv! Til gengæld er det lidt småt med det faglige indhold.
Mobbende rovdyr
Man skulle helst blive klogere af at få en lærestreg. Men trods masser af opfindsomhed og en virkningsfuld udnyttelse af smartboard, giver ”Læ-re-streg-er” ikke den store indsigt i magtens væsen og mekanismer. Vi får demonstreret, at nogen bliver undertrykt og holdt ude af det store fællesskab. Men hvorfor og med hvilke samfundsmæssige konsekvenser , bliver man ikke klogere på.
Sammenligningen mellem det, vi ser, og mobning i skolegården skræver også længere, end påstandene kan holde. Er det f. eks. mobning, når vilde rovdyr jager i flok for at fange et bytte? Eller er det løvers naturlige instinkter, der underlægges en meget fri fortolkning, så det kan bruges som illustrativt argument i ‘Læ-re-streg-er’? Selv uden stærke, nutidige mobbesituationer som modstykke virker det som et postulat.
Gentagelse med variationer
Katrine Karlsen er den i enhver henseende entusiastiske lærer. Med fast, men mild røst og voluminøs kropslig udfoldelse guider hun os gennem dagens mange fag. Fermt assisteret af Sissel Romme Christensen, der spiller med på sidelinjen, hvorfra hun leverer teknisk assistance til den livligt fortællende billedside, som lader magtens lov og orden trække blodige spor over skærmen.
Det knager fælt og skønt fra galgen på det gamle billede af manden, der hænger på fælleden. Der er også en skræmmende stemning af sensation og gys i fremstillingen af en offentlig henrettelse. I det hele taget er lydsporets sikre effekter sammen med billederne på skærmen forestillingens mest overbevisende element. Mens den sceniske fremstillings demonstrative stil mere opleves som et debatoplæg.
I begyndelsen er samspillet mellem skuespiller og skærm og den fysiske scenografi vældigt underholdende. Men i længden bliver det kedeligt at se det samme forløb gentaget lektion efter lektion blot med de variationer, de forskellige emner lægger op til. Spillet udvikler sig ikke, og publikums interaktivitet er også ret sparsom. Men det er sikkert med til at holde opmærksomheden fangen hos unge tilskuere, og slutningen er sød.