Ideen er oplagt. At sætte tegneseriefiguren Rasmus Klump og hans kække venner på scenen. Kunsten er selvfølgelig at undgå at banalisere eller sentimentalisere historien. For Rasmus er alt andet end pattebarnsagtig. Han er en kæk lille bjørn, fuld af eventyrlyst og mod på opdagelsesrejser. Historien begynder med hans fødsel! Ja, det er en anelse overraskende, men egentlig også ganske sjovt. At se hans bamsemor tykmavet jumbe rundt, og at grine lidt af, at Rasmus, vel ankommet, er så stor, at han knap kan være i vuggen.
Det varer nu ikke længe, før han ligner den bjørn, vi kender. Og heldigvis har man valgt at vise ham i en tætsiddende bjørnedragt uden det store, klodsede hoved, man kender fra diverse storcenter- og forlystelseshave-versioner. Det andet ligner ganske vist bedre, men blokerer for enhver form for udtryk og energi i figuren.
Så Rasmus i Holbæk ligner ikke så meget – til gengæld er der fuld gang i både krop og ansigt. Knap er han født, før han sammen med vennerne Skæg, Pingo, Pelikanen og de andre får bygget det gode skib Mary og så af sted på eventyr til en lille ø, hvor blandt andet Løven og Dunkedyret holder til. At Rasmus’ venner også er med til hans fødsel og derfor må være en hel del ældre end ham, lader vi bare, som om vi har glemt.
På øen opstår en lille konflikt, fordi Dunkedyret ikke er rar ved de andre beboere, men uafladeligt dunker dem i hovedet. Det er her, Rasmus træder i karakter og får ham på bedre tanker, inden han og de andre kan vende hjem igen til mor og hendes pandekager. For selvfølgelig må en teaterforestilling om Rasmus Klump have noget med pandekager.
Frisk energi
Historien kunne som sagt let være blevet kvalm og tuttenuttet, men forestillingens to konstruktører, Kristoffer Møller Hansen og Brian Kristensen, undgår det elegant, både i manuskriptet og iscenesættelsen, og tilfører samtidig en håndfuld ørefaldende sange og to gode streetdansere i rollerne som Papegøjen og Skildpadden – to håndholdte dukker. Ja, det kan umiddelbart virke sært – en skildpadde, der sprinter rundt på scenen – men det generer sjovt nok ikke.
Måske fordi de to knægte tilfører en masse frisk energi til forestillingen, lige som Rasmus selv i Folmer Kristensens skikkelse er blevet en nuttet bjørn, der tumler skægt rundt i historien med en troskyldighed og barnlig entusiasme, der virker helt rigtig.
Samtidig lægger forestillingen ikke skjul på, at den kommer fra en tegneserie, så de skiftende kulisser består af nydeligt tegnede bagtæpper, foran hvilke det lille skib flot sejler rundt på drejescenen, mens lyseffekter sørger for en tur under vandet, hvor der både er flaskepost, en lokkende havfrue og ikke mindst en oppustelig hval, der ender med at svæve ud over vores hoveder på tilskuerpladserne.
Lidt af en teaterteknisk genistreg, Også kostumerne er gode, lige som historien hele tiden respekterer kaperingsevnen hos det unge publikum. Så selv om 75 minutter kan virke langt for de mindste, er der masser at opleve i en historie, der bliver hyggeligt fortalt.
