Den første teaterkoncert for børn, forkynder Nørrebro Teater glædesstrålende. Hvilket næppe er sandt. Mon ikke masser af børneforestillinger gennem tiden har taget kendte og elskede børnesange og sat fabulerende billeder på dem. Jeg tror det. De har bare ikke kaldt det en teaterkoncert – og når man ser resultatet på Nørrebro Teater, forstår man måske godt hvorfor.
For ’Rosa i Rytmeskoven’ er en meget beskeden oplevelse, der mere minder om en mellemting mellem en musikalsk legestue og et show i et storcenter. Begge dele kan være udmærket, men nu er vi altså på et stort københavnsk teater, der præsenterer det som deres første forestilling i sæsonen. Ikke som en lille ekstra-oplevelse til skånsomme billetpriser, men som en fuldt færdig forestilling på linje med teatrets andre. Og den holder slet ikke.
Det vilde og spektakulære, der kunne berettige denne teaterkoncert for børn og deres krammedyr, mangler nemlig helt og aldeles. Lidt kolde computerbilleder på bagskærmen og lysende kjoler eller røde paraplyer i ophæng ned fra snoreloftet gør det altså ikke, men virker bare som nemme og temmelig forkølede bud på visualisering af diverse sange. Hvad enten de så handler om dejlige røde gummistøvler eller ’Mæh, siger det lille lam’.
En undulat-sang og en cowboy-sang får vi også, samt noget om glæden ved sove- og krammedyr. Udmærkede sange, der kunne være blevet nye og spændende, hvis nogle begavede teatermennesker havde fået fingre i dem og havde taget dem og det børnepublikum, der skal se på, alvorligt.
Dårlige replikker, gode sange
Bedre bliver det naturligvis ikke af, at de medvirkende spiller og lyder som de teater-amatører, de er. Rosa Gjerluff Nyholm – det er hende, der er Rosa fra Rouladegade i fjernsynet – virker sød og kær, men siger replikker som en brækket arm. Forståeligt nok, for ordene lyder som noget, der lige er flikket sammen i huj og hast som det klister, der kan binde den ene sang sammen med den næste.
Hendes kolleger er lige så beskedne i udtrykket. Spille musik kan de, men deres replikker, deres figurer og deres små danseoptrin er ikke meget værd.
Læne sig op af kostumernes pragt og glans kan de heller ikke, for de er også af den flove slags. Rosas kæledyr, en hund og en kat, ligner noget, der er købt færdigt i en legetøjsbutik for ikke så mange penge; nogle isbjørne er lidt heldigere, og af en elefant nøjes man med hoved og hale, mens resten bekvemt og uden nogen historiemæssig begrundelse er iført sort jakke og bukser. Så slap man da for at skulle lave den elefant-krop!
Sangene, hvad enten de er gamle – ’Se den lille kattekilling’ og ’Lille Peter Edderkop’ – eller nye, fungerer og lyder fint; men resten er godt nok en tynd omgang. Især på en stor scene, hvor man har alle resurser til at gøre det flot og godt, hvis man virkelig vil.
Senere samme eftermiddag gik jeg i Eventyrteatret i Glassalen i Tivoli. De ér amatører, men deres forestilling vidnede om langt større professionalisme, respekt og viden om det børnepublikum, de spiller for.
