Af: Kirsten Dahl

7. oktober 2021

Herligt taktilt teater

Luna Park Scenekunst har med 'laBYrint' begået en vigtig og velkomponeret teatervandringsforestilling, hvor ens berøringssans bliver fodret, og hvor altings orden på stimulerende vis bliver vendt på hovedet.

Så ru hænder min ledsager da har, og så høj han da føltes. Min hjerne gav mig – via de sanseoplevelser, som 'laBYrint' bragte mig ud i – nogle informationer, som udsprang af fysisk berøring. Og sanseoplevelserne blev helt sikkert større af, at synssansen var lukket ned, i og med at jeg i de øjeblikke, der var tale om, havde bind for øjnene. 

'laBYrint' er i den grad taktil. Forestillingen taler til og stimulerer ens berøringssans på en måde, som er sjælden i teaterverdenen – og måske også i underskud for mange i den ”virkelighedens” verden, som ligger udenfor fiktionen. 

Nu drejer 'laBYrint' sig ikke udelukkende om at sanse den ledsager, som man oplever forestillingen sammen med. Og det er kun i momenter, man har bind for øjnene. 

Forestillingen er – som titlen også indikerer – en byvandring af labyrintisk karakter. 

Man bliver fra forestillingens startpunkt sendt parvis ud i gadebilledet med et lille kort over de nærliggende gader. Og kunstnerisk leder for Luna Park Scenekunst. Betina Birkjær, som står ved et lille bord, sender os af sted med følgende vigtige afsæt for rejsen: ”Velkommen til det mobile kontor for lokale tidsforstyrrelser. Det tog noget tid før vi opdagede dem. Tidslommerne.

I starten var de skrøbelige som sæbebobler, men nu har de vokset sig så store og stærke, at der er flyttet gæster ind fra andre tider. Fra det som I populært kalder… fremtiden. Analyser har vist, at det er forskellige fremtider, der forstyrrer bybilledet. Nogle er ganske nære og andre fjerne. Området har vi navngivet laBYrint.”

Tidslommer

Allerede her mærker man, at noget af en anden verden er på spil. Eller skal vi med forestillingen sige ”noget af en anden tid”. Det er disse beboede tidslommer og disse forskellige fremtider, vi bliver sendt ud for at finde og ”smage på”. 

Som en tillægsinformation får vi også at vide, via en lille seddel vi skal læse, at det ikke er forudbestemt hvilken vej, vi skal gå. Det er op til os selv at beslutte. Vi kan også komme til tidslommer, som er optaget af andre besøgende, hvilket gør, at vi må vente eller søge videre. Vi må også gerne undervejs søge tilbage til udgangspunktet. Vi opfordres til at skærpe vores nysgerrighed. Og vi får at vide, at det er et grundvilkår for vores vandring, at vi ikke kan nå at få alt at se. På den måde rustet og guidet udvælger man i sin duo i hvilken retning, man vil gå ud fra det lille udleverede gadekort. 

Sansetryllerier

I sagens natur vil det være at snyde kommende 'laBYrint'-oplevere at konkretisere og udpensle hvilke begivenheder og tidslommebeboere, forestillingen består af. Derfor her blot nogle stikord på min erindringspalet: Synet og følelsen af korklignede bark. Betagelse af træers uendeligt lange levetid. Værdien af fest og fejringer. Det berusende i at få øje på og mærke de små øjeblikkes store værdi, og glæden ved at få lov til at ønske sig noget. 

Glæden ved helt konkret at opleve, at man kan opgøre tid og rum på nye og spændende måder – fx som personen vi møder, der opgør tid og rum i figurmeter. Og ah-ha oplevelsen ved at brede helt dagligdags detaljer ud til noget exceptionelt og smukt. 

Nysgerrighed, leg og intuition 

'laBYrint' byder også på ubeboede installationer og værker med masser at sanse og fundere over. De performere, jeg med min ledsager kom til, ledte os opmærksomt og kyndigt ind i deres tidslommer. 

Som samlende oplevelse lader forestillingen én mærke dimensionerne i og værdien af at gå intuitivt og legende til værks. Den eksponerer det forfriskende i at vende vanetænkning og fastgroede meninger om hvordan ting er og skal se ud på hovedet. Den lader én mærke, hvor forunderlig og forsømt den taktile sans er. 

Og den peger på vigtigheden af, at vi skærper vores nysgerrighed i forhold til verden – både den udenfor og indeni os selv. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Integrationsdebatåbner
C:ONTACT:
'Taskforce'
I 'Taskforce' spiller, synger og danser unge en integrationsdebat i gang. Styrken er at de medvirkendes personlige fortællinger er iscenesat, så Hyrlands rap, Øzcans kidnapningshistorie og Sjøstrøms racismefortælling ikke kun bliver deres anliggende, men også vores.
Krasbørstigt sejt show
BaggårdTeatret og Mungo Park:
'Opsang'
Syv snotdumme teenagere får så hatten passer, når BaggårdTeatret og Mungo Park løfter den moralske teaterstok og gennemgår de syv dødssynder. Og trioen Nils P. Munk, Rikke Bilde og Jonas Munck Hansen gør det til en sand fornøjelse at følge de unge til skafottet.
Virkeligheden overgår igen fantasien
Teater Rejseholdet:
'Børnene i kælderen'
Børnene i kælderen handler ikke om en østrigsk pensionist og hans utilgivelige handlinger. 'Børnene i Kælderen' er koncentratet af det afskum, vores samfund helst ser gemt væk i en mørk kælder. De, som går planken ud på den tynde is for at se, om den kan holde.
Ene men slap
Teatret Skægspire:
'Elin – den stærkeste i verden'
Der er lidt for mange løse indfald i Skægspires dramatisering af fortællingen om den slappe Elin, der blev verdens stærkeste pige - uden at blive lykkeligere af den grund.
Ingen ulykke er så stor, at du ikke kan be’ om hjælp!
Det Kgl. Teater:
'Mirakel'
Det Kongelige Teater viser festlige muskler i musical-udgave af Kim Fupz Aakesons 'Mirakel'.
‘OhHowNoisy’
Filuren/Under The Table:
'WowHowHuman'
En tydeligvis klar historie om menneskets svære vej til at opleve at venskab er bedre end fjendskab drukner i ordløs råben og boldspilsscener som enten kører i ring eller afsporer forestillingens budskab.
Integrationsdebatåbner
C:ONTACT:
'Taskforce'
I 'Taskforce' spiller, synger og danser unge en integrationsdebat i gang. Styrken er at de medvirkendes personlige fortællinger er iscenesat, så Hyrlands rap, Øzcans kidnapningshistorie og Sjøstrøms racismefortælling ikke kun bliver deres anliggende, men også vores.
Krasbørstigt sejt show
BaggårdTeatret og Mungo Park:
'Opsang'
Syv snotdumme teenagere får så hatten passer, når BaggårdTeatret og Mungo Park løfter den moralske teaterstok og gennemgår de syv dødssynder. Og trioen Nils P. Munk, Rikke Bilde og Jonas Munck Hansen gør det til en sand fornøjelse at følge de unge til skafottet.
Virkeligheden overgår igen fantasien
Teater Rejseholdet:
'Børnene i kælderen'
Børnene i kælderen handler ikke om en østrigsk pensionist og hans utilgivelige handlinger. 'Børnene i Kælderen' er koncentratet af det afskum, vores samfund helst ser gemt væk i en mørk kælder. De, som går planken ud på den tynde is for at se, om den kan holde.
Ene men slap
Teatret Skægspire:
'Elin – den stærkeste i verden'
Der er lidt for mange løse indfald i Skægspires dramatisering af fortællingen om den slappe Elin, der blev verdens stærkeste pige - uden at blive lykkeligere af den grund.
Ingen ulykke er så stor, at du ikke kan be’ om hjælp!
Det Kgl. Teater:
'Mirakel'
Det Kongelige Teater viser festlige muskler i musical-udgave af Kim Fupz Aakesons 'Mirakel'.
‘OhHowNoisy’
Filuren/Under The Table:
'WowHowHuman'
En tydeligvis klar historie om menneskets svære vej til at opleve at venskab er bedre end fjendskab drukner i ordløs råben og boldspilsscener som enten kører i ring eller afsporer forestillingens budskab.