Man kan, hvad man vil. I hvert fald på teatret. Så når lille, slattenarmede Elin beslutter sig for at blive verdens stærkeste pige, lykkes det naturligvis. Og lige så selvfølgeligt er det – i hvert fald på teatret – at hun ikke nødvendigvis bliver lykkeligere af den præstation. Ene men stærk, lyder hendes optimistiske valgsprog i begyndelsen, da hun efter endt styrketræning rejser ud for at besejre verden. Men hun ender med at mene det modsatte, at det er fællesskabet, der gør stærk. Supermusklerne i denne dramatisering af Eva Lindström og Katarina Kuicks børnebog fører nemlig til ensomhed og venneløshed, og det skal man tydeligvis ikke stræbe efter. Så lille Elin vender næsen hjem igen til familien efter at have set verden. Stærkere, men også klogere.
Så langt er det tilsyneladende en køn og opbyggelig historie, om end den for mig at se lider af den inkonsekvens, at dels er lille Elin ensom, uanset om hun er svag eller stærk, dels bliver det aldrig rigtig klart, hvorfor hun forbliver ensom trods de mange muskler. Man kan spørge sig selv, hvorfor så have alt det mas med at blive så stærk? Det gør forestillingen nu ikke, hverken spørger eller svarer. Hvem der burde have klø, er vel i virkeligheden hendes brødre, der driller og håner hende. Men det får de altså ikke, trods massiv Elin-hån og grimme gloser som ‘Æv Bæv, tøsetøs og lille møgunge’.
Ud af skabet
Det er her, vi begynder hos Skægspire. Med lillebitte Elin i ly oven på det store klædeskab, der udgør kernen i scenografien. Bagved varsler udklædningslystne kjoler på rad, at der nok bliver en masse med skægge kostumeskift. Hvilket der nu ikke gør. Instruktøren Kamilla Bach-Mortensen har nemlig valgt – med mange skægge ord, der ligger godt i små undrende børnemunde – at fortælle og stilisere, snarere end at spille de enkelte scener.
I begyndelsen dukker Elins to brødre – foruden runde Ole Olsen er det unge guitarspillende Thomas Jensen – frem af skabet som store udgaver af et par dukker, Elin har tabt ned i en skuffe. Måske fordi hun faldt i søvn oven på skabet, så det hele bare er en drøm? Men hvornår vågner hun så op igen? Den fangede jeg altså ikke helt.
Lettere er det heldigvis at følge med i den videre historie. Om Elin, der har hemmelige drømme om at blive elefantpasser, og som derfor begynder at spise grød og dyrke styrketræning. Fortæller Elin og de to brødre ud til os. For vi ser det nemlig ikke. Her er hverken grød eller vægtstænger. Vi lader bare som om. Og da Elin rejser ud i verden for at begå sig som stærk kvinde, er det også kun via postkort til brødrene derhjemme, at vi erfarer, at hun blandt andet har genrejst det skæve tårn i Pisa og vundet en sumobryder-konkurrence.
Her havde det været skønt, om det dukke-element, der tidligere blev introduceret, havde manifesteret sig i skægge billedgørelser af Elins oplevelser i det fremmede. Sikke nogle sjove og eksotiske sekvenser, der kunne være dukket frem af skabet! Og det er ikke fordi dukketeater i øvrigt synes bandlyst i opsætningen. Senere ser vi nemlig i glimt en aldeles overflødig strømpedukke, sammen med et par sært løsrevne elefantskyggeteater-sekvenser, der heller ikke peger nogen steder hen.
Det samme gælder de lidt tilfældige optrin, hvor superstærke Elin hjælper folk. Det ene øjeblik er det blot en hjælpeløs hånd ud af skabet, det næste får vi Ole Olsen i kjole og stråhat! Snart synges der opera-parodisk, snart nynnes der indfølte danske sange; snart ligner det naturalisme, snart farcekomik.
Derfor bliver forestillingens bedste scene da også en-til-en-mødet mellem Elin og den ensomme ulv ude i skoven. Her fungerer historien og identifikationen perfekt mellem Christine Gaskis sødt Pippi Langstrømpe-energiske Elin i selvgjort Super Karla-kostume og Thomas Jensens kært-forknytte ulv.
Men bortset herfra synes det, som om der alt for mange gange er grebet ned i posen med løse indfald, uden at man på forhånd har gjort sig den overordnede spillestil og fortællestruktur helt klar.
