1,2,3,4,5,6,7,8. På en lige række sidder otte unge. De er tydeligvis ikke herfra. Ikke af 100% dansk oprindelse. De sidder som på en overforstillet publikumsstolerække 5-10 meter fra os og venter på at det tomme gulv mellem os og dem skal blive scene for det spil, vi venter på. Den fiktion, eller rettere sagt det iscenesatte
stykke virkelig
virkelighed, vi venter på. For det er dobbeltpointen og gevinsten ved ”Taskforce”.
Det er de unges egne fortællinger vi hører. Livshistorier som med fokus på integration sætter den selvfede, trygge danskers livsførelse i relief ved at fortælle om kidnapninger, generationssammenhold og konflikter, religionsforårsaget vold, dansk politiracisme m.m – jævnfør forestillingens titel, ”Taskforce”, som kan oversættes med kommandostyrke eller arbejdsgruppe med særlig opgave.
Gevinsten er at de personlige historier er iscenesat. At de er blevet moduleret både sprogligt og dramaturgisk spændingsmæssigt. Formet med sans for den virkning humor, satire og overraskelseselementer har. Det gør fx en afgørende forskel at Zerife Øzcan først til slut i sin tørklædehistorie afslører den sande og alvorlige årsag til at hun bærer tørklæde. Og Ronald Sjøstrøms fortælling om dengang han skulle skrive under på at han er racist blotlægger en paradoksal og pointefyldt historie om et dansk politi som bestemt ikke behandler deres næste som de selv gør retsligt krav på at blive behandlet.
Udtryksforskelle skaber resonans
Historiernes byggebrikker er afgørende for oplevelsen og for forestillingens udsagn. Det er de unges optrædemåde også. Den forestilling jeg så gav publikum ”hele pakken”, dvs. den bød på både rap, fortælling (monologer og dialoger) og hip hop/breakdance.
Man kan også nøjes med færre ingredienser, men i min optik giver det en afgørende god dynamik at der er en vekselvirkning mellem forskellige optrædeformer. Også fordi de medvirkende, som alle er mellem 15 og 25 år ikke er professionelle skuespillere, men unge som har deltaget i Players Project (et pilotprojekt der i 2004 involverede over 200 unge, fortrinsvis med anden etnisk baggrund end dansk) og de teaterproduktioner, som C:NTACT efterfølgende har lavet, og som alle har haft lyst til at arbejde videre med skuespil og sceneoptræden.
At Shelly Levy og Gabriela Olmedo som gazeller springer op og skaber musik med deres kroppe i rummet, tilfører den foregående fortælling resonans og giver os også et åndehul før de næste ord kommer på banen.
Joel Hyrlands udadvendte og ”vibrerende” rap komplementerer på fin vis det rolige tilstedevær hvormed Khadije Nasser helt tæt på publikum fortæller om dengang hendes far bortførte hende til Libanon. Og på samme vis udgør Youssef Hvidtfeldts humoristiske servering af det dobbeltheld han har ved som halv araber og halv dansker at få dobbeltportion gaver og fridage et fint supplement til Omar Kamaros historie om alt det vi danskere glemmer at forberede andre landes folk på i forhold til det Danmark, de pludselig havner i.
Almengyldig
Autenticitet er blevet et godt slidt plusord. Publikum kræver efterhånden på no time at få adgang til de sceneoptrædendes allermest personlige kamre og hemmeligheder. I ”Taskforce” er det otte unge som overbeviser os med deres personlig historier ved at præsentere dem for os, personligt og samtidig i en bearbejdet iscenesættelse. En altafgørende ting. For derved undgår forestillingen at falde i en privatsnagende, sensations- eller sentimentalitetsklistret grøft. Den kunstneriske formgivning trækker de personlige fortællinger over på et plan hvor de får almenmenneskelige dimensioner og relevans. Hvor de som debatteateroplæg gør indtryk og åbner op for en lystbetinget og respektfyldt dialog om integration.
