Vi skal lade være med at rippe for meget op i det, men det ville være synd at sige, at Det Kongelige Teater har haft en heldig hånd med sine forestillinger for børn/unge de sidste fire-fem år. Desto glædeligere er det nu at kunne sige:: WOW! Nationalscenens helt specielle bud på ‘Mirakel’ er en stor fornøjelse.
En stor del af æren må Kasper Hoff – som vi også kender fra Turbinehallernes spændende ‘Turbotown’ – tage. Han har bearbejdet den oprindelige historie af Kim Fupz Aakeson om drengen, der bønhøres og får englelicens til at udføre mirakler. F.eks. at ændre på mor, på læreren, på kæresten, og først og fremmest: Skaffe den alt for længe ventede behåring rundt om sjoveren dernede. Og ære tilfalder også de øvrige sangtekstere og (ikke mindst) musikken under ledelse af Stig Christensen. Her er tryk og beat, så det batter! Men først og fremmest er det Det Kongeliges fortjeneste, at de har hyret en begavet instruktør (Frede Gulbrandsen) med sans for både rytme, bevægelse, klarhed og humor, samt en fantasifuld scenograf (Marie i Dali har lavet et udfordrende mix af skateboard-halfpipe og BMX-bane), samt et hold af koreografer og lyssættere og andre, som uanstrengt swinger med. Det giver en gennemarbejdet forestilling, som lyser af præcision og glæde. Og hårdt arbejde.
Velsignet præg af ensemble
Anders Juul er et fund som 12-årige Dennis P. Alt han savner af hår på den dumme, tager han med kropslig vitalitet, mundraphed og en forbløffende begejstring i det ene øjeblik og en lige så rørende hjælpeløshed i det næste. Lad så være, at han begynder at gentage sig selv mod slutningen, men det er alt i alt en imponerende indsats. Og sjovt! Og apropos sjovt: Pernille Højmark giver den hele armen som hysterisk pylre-mor – og derefter som (flot!) syngende mandesulten musical-vamp med sans for politimænd i tangatrusser. Asger Reher som lærer Sandstrøm går ondskabsfuldt og veloplagt i lektor Blommes fodspor og bidrager cha-cha-charmerende til forestillingens spillestil. En stil der er langt ude på overdrevet, men uden at havne i klichèerne. Disse tre er forestillingens omdrejningspunkter, men alle de andre er med på noderne, hvilket giver forestillingen et velsignet præg af ensemble, af vilje til at fortælle den samme historie, at arbejde samme sted hen. Hver især med sit talent og sin fantasi, men alle trækker i samme retning!
Forestillingen går glip af et par pointer undervejs. Jeg tænker f.eks. på kærestens forvandling. Den går direkte i erotomanien i stedet for en opbygning fra den første søde forelskelse frem til liderlig seksualitet. ‘De unge kristne’ bliver ikke sjove nok, simpelthen fordi de bare bliver fordomsfulde og lidt amatøragtige klichéer. Til gengæld vil jeg sige, at forestillingens åbning er forrygende: Introduktionen til forestillingens univers er ikke kun overraskende, den er intelligent og sjov.
Fra den vitale side
Det er en ubeskrivelig fryd, når de små børneteatre rundt om i Danmark lykkes med deres forestillinger – hvoraf mange i verdensklasse! Men det er også en stor glæde, når et stort teater med bunker af ressourcer og scenemuligheder og skuespillere sætter alle klude til og viser sig fra en anden og vital side. Selvfølgelig skal børn og unge også have mulighed for at opleve det ‘store teater’ i det store og fine hus. Men det kræver en satsning på kvalitet, som vi desværre ikke altid har set, og det kræver en bevidsthed om børns og unges univers, som går ud over det profitable og det, der giver bonus i publikumsstatistikken.
Nu er de der – de kongelige – i hvert fald for de unge, de 10-14-årige. Og måtte lykken og Thalia og ledelsen stå os bi, så vi kan se en fortsættelse! For de mindre børn – tja, der må jeg bekende, at jeg stadigvæk har større tro på Danmarks mange fremragende små børneteatre. Skønt – man har jo altid balletten!
