Den rå og barske virkelighed: Hvis man forarges over ordvalg og grænseoverskridende handlinger på børneteater scenen, så gør ikke denne forestilling til første prioritet. Vil man derimod, sammen med det unge publikum, se de barske realiteter i øjnene og få en grov lige op i ansigtet-oplevelse, så er her forestillingen. Det er et råt tema, præsenteret nøgent og barskt uden pegefingermoral, bare hør min historie!
Og ovenstående gælder ikke kun indholdssiden: Vi er i et stort rum, her er koldt og grimt. De tre spillere står med ryggen til os, som klar til en kold henrettelse. De falder i et med bagvæggen i deres sorte cowboybukser og T-shirts. De lettere utydelige kroppe vækker det grumme kælderunivers og frem kommer de. Helt op til os. Værsgo til den virkelighed, vi ikke vil vide af, serveret uden nogen buffere imellem. Der eksisterer ingen lag mellem spiller og publikum.
Alle spiller mildt sagt røven ud af bukserne i et fysisk ekspressivt fortælleteater. Scenen misbruges groft på den fede måde. Den er fuldkommen tom, men fyldes af talt scenografi og især effektivt af spillernes vekslen mellem direkte tale til os og heftig indfight med de andre to. Det er modigt og vovet, det er groft og ærligt.
Forestillingen tager udgangspunkt i virkeligheden, og vi spørger os selv: Hvornår holder virkeligheden op? Hvornår er den en illusion? Hvor meget kan et menneske indtage af øl, hash, speed, coke, shots, heroin, ecstasy etc?
Modsat andre ungdomsforestillinger, hvor spillerne fortæller deres egen historie, er dette brandgodt teater. Mest af alt fordi vi befinder os i et krydsfelt mellem fiktion og virkelighed med teatrets mest banale virkemidler; de tre fanden i voldske og yderst veltrænede skuespillere, der når helt ind under huden.
Forestillingen er ikke kun oplagt som diskussions oplæg, men også en yderst seværdig oplevelse.
