Titlen skaber forventning om noget mystisk og poetisk. Men har man læst på lektien, så ved man, at 'Lyde i natten' er en udflugt med fuld musik til det muntre køkken, hvor tre bagere huserer. Det foregår i drømme, så lille Hans skal sove, og Far og Mor synger duet for at få ham til det. Alligevel kniber det gevaldigt, og det forstår man godt, for larm i natten er et mere dækkende udtryk for udfoldelserne i en historie om at bage.
Dukke Hans er nuttet og charmerende med sit sorte strithår, og godnatscenen giver forestillingen en rolig og kontaktskabende start. Som ramme om forestillingen er drømmehistorien derimod skuffende uoriginal. Måske stammer den fra bogen, som 'Lyde i natten' er inspireret af. Men dramaturgisk burde erfarne manuskriptforfattere kunne gøre det bedre for eksempel ved at gøre det klart, hvorfor drengen drømmer om bagere.-
Nu bliver Hans lynhurtigt kørt ud af historien og parkeret i kulissen i sin antikverede køkkenblå jernseng. Der bliver han, og vi hverken ser eller hører mere til drengen, før det bliver morgen. Så hentes han ind for at runde en forestilling af, der trods store mængder råvarer og spillernes hyper-energiske håndkantslag i bolledejen ikke rigtigt vil hæve, men er lovlig klæg i konsistensen.
Mens de fleste sover, er der andre, som arbejder til glæde for de sovende. Hvis ikke bagerne gad arbejde om natten, kunne vi sige farvel til det friske morgenbrød. Men det er ikke noget, der ofres opmærksomhed i den vel-timede tjubang-bage-farce med kontante klovnerier, indlagte tryllerier og melodier. Alt det, der udgør den egentlige forestilling i 'Lyde i natten'.
Konditorjakke og skåneærmer
Mel er altid godt, når der skal drilles og laves halløj, og det tages flittigt i brug i bagernes nat-køkken. Brødet bliver lavet 'fra bunden' som i enhver moderne småbørnsfamilie med respekt for sig selv og sin spelt. Alligevel giver forestillingen mest associationer til en bagemaskine. Med sådan en fætter høvler man nogle råvarer ned i et hul og får et firkantet hvedebrød ud i den anden ende – fejlfrit, men lidt fantasiløst.
'Forfraaaa' råber de tre brødbagere, når det for tredje gang går galt med afvejningen af melet, eller mængden af salt og vand er forkert. For slet ikke at nævne ægget, der kommer fra de tusind og elleve ægs ø. Det fortjener respekt og omhu i bage-processen, men den slags gør ikke indtryk på brødbagerne. De er – trods deres professionelle udstyr med konditorjakke og skåneærmer – nogle glade bage-amatører.
Til sidst lykkes det dog at få dejen til at flyde ud over alle bredder, men straks venter der en ny og værre udfordring. Bagerne skal gennem en nat-tunnel, og ingen af dem tør gå forrest. Men igennem kommer de, og hvad så? Spørger man sig selv – og forestillingen. For inden man når at blinke med øjnene, er bagerne tilbage i natkøkkenet, og lille Hans trilles ind.
Det er blevet morgen og tid til at smage på nybagt brød – også for publikum. Duften er ikke overvældende. Men der blev fyret tilstækkeligt op under komikken til at sikre underholdningen i forsøget på at slå et større brød op, end historien kan bære.
