Det er skønt, når to performere er helt ligeværdige. Og det er endnu skønnere, når de både er helt jævnbyrdige – og vildt forskellige. Sådan to performere er Bodil Alling fra Gruppe 38 og Peter Seligmann fra Teater2Tusind.
Denne gang er de mødtes i en co-produktion om at fortolke familiens besværlige aftenritual: Ikke bare at lægge ungerne i seng, men også at få dem til at falde i søvn…
Resultatet er blevet den mest charmerende forestilling. ’Mørket ligger under sengen’ handler nemlig ikke om at være bange for mørket under sengen. Mere om al den fantasi, der pludselig dukker op, når nogen slukker lyset og siger godnat. Og om al den sprælske energi, som man pludselig får, når nogen siger til en, at man skal ligge stille.
Skønt pyntebær
I ’Mørket ligger under sengen’ er det dog ikke børnene, der ikke kan falde i søvn. Nej, det er forældrene! Det er også forældrene, der kommer trissende hjem i deres træsko og forstyrrer sønnen, så han ikke kan få ro til sit arbejde med at komponere musik.
Forældrene vil hellere snakke og hygge og kramme og spise kage, men det har sønnen ikke tid til. Så Søren Søndbergs sønnike sender myndigt Bodil Alling og Peter Seligmann ind i lodret køjeseng med drømmedyne, mens han selv spiller videre på sit herligt krympede klaver og skribler kloge tilføjelser på noderne.
Situationen er urkomisk. Børnene topmorer sig. Bodil Alling hvirvler rundt med sine præcise armbevægelser og rabler en masse af sig om, hvordan man bager den perfekte muffin med et pyntebær på toppen.
’Husk: Det er kun til pynt. Der er alligevel ikke nogen, der kan lide det,’ som hun siger om pyntebærret. Og som tilskuer får man straks den syrlige gummismag i munden – og må give hende ret.
Og Peter Seligmann remser op fra sin nørdede huskeliste om at samle en modelhelikopter helt korrekt med to-komponentlim.
Voksenspilopper
I det hele taget rammer Alling og Seligmann den skønneste parodi på børns optagethed af legediller, som de har svært ved at forklare til andre. For hvad går 'World of Warcraft' egentlig ud på? Eller 'Violettas Verden'? Måske handler legene først og fremmest om at måtte være fuldstændig opslugt af en helt anden verden.
Det er Catherine Poher, der har iscenesat forestillingen, og det er en nydelse at se, hvordan hun har styret Alling og Seligmanns indfald, så alt glimter af overskud. Bare sådan en detalje som, at hun får dem begge to til at råbe ind gennem sønnens imaginære brevsprække for at få ham til at åbne døren. For de råber naturligvis ikke bare sådan, som vi andre ville gøre det. Nej, de breder først læberne ud med fingrene, så munden kommer til at forme en aflang stribe, akkurat som en postkasse. Så bøjer de sig ned i postkassehøjde – og så råber de endelig.
Det er denne udsøgte sans for detaljen, der får denne forestilling til at stråle. Når sønnen utålmodigt siger: ’Så er det på hovedet i seng!’, så adlyder forældrene ikke uden videre. Nej, de skal selvfølgelig lige afprøve det med at være ’på hovedet’.
Og sådan fortsætter det. Med voksenspilopper i én uendelighed. Akkompagneret af melodier og rytmer, der sjovt pisker alle idéer op til jeg-kan-ikke-sove-hysteri.
Underdrivelsesmestre
Alling og Seligmann er begge underdrivere. De elsker at trække en pointe så langt ud som muligt. Men deres ansigter er stille. Deres kinder vibrerer ikke det mindste. Ikke førend folk griner. De er mini-mimikere, men de er samtidig maxiperformere, der ikke er til at slukke. Selv når de endelig er faldet i søvn på deres hovedpuder, har de en mystisk udstråling, så man bliver ved med at stirre på dem.
Samtidig er de ordfreaks. De kan ikke lade være med at rime og bytte bogstaver og dele ord op.
’Det er for mørkt,’ siger Seligmann.
’Det er for lyst,’ lyder det prompte fra Alling.
Og sådan fortsætter de, lystigt og anarkistisk. ’For skidt. For godt. For skægt. For snot’. Helt frem til ’for-skrækkeligt’ og ’for-glemmigej’. Det er bare forrygende!
Det er dog interessant, at netop Gruppe 38 og Teater2Tusind, der ellers altid insisterer på det analoge teater, her vælger at slutte af med en videooverraskelse. Elegant indpakket i guldramme på scenografiens effektfulde tapetvæg, men altså en digital hilsen som farvel. For videostumpen viser om muligt endnu tydeligere, hvor stærkt det er, når to så vilde performere kaster sig ud foran publikum. Vidunderligt ligeværdige – og live.
