Foran en bølget baggrundsvæg i vandrette gyldne og brune nuancer er der på gulvet placeret tre kæmpestore klodser. Klodserne ligger ligesom filtret ind i hinanden. Det er endnu ikke til at se, at de er formet som henholdsvis et O, et R og et D. Det fremgår først senere.
Først er to dansere på banen. Søren Linding Urup og Marlene Bonnesen danser med bløde bevægelser og skift i tempo og retning hen over gulvet. De begynder at løbe rundt om, op på og krydse hen over klodserne. For snart efter at forsvinde ned i det sammenfiltrede dyb. Lidt efter dukker de op igen. Sammen med nok en danser, Ella Östlund.
De tre dansere begynder at danse på og med bogstaverne. På hver deres versal, eller sammen på et enkelt. De ligger på ryggen på bogstaverne, gemmer sig i dem, flytter rundt med dem, triller med O’et eller trækker det fra midten kollektivt i hver sin retning. De roder med dem alle tre. De danser synkront væk fra dem. Og de former mærkelige figurer med dem.
Fysisk, nonverbal kontakt
Søren Linding Urup, Ella Östlund og Marlene Bonnesen er smidige og spændstige. Man får helt intuitivt lyst til at følge dem i deres bevægelser. Ordløst forholder de sig til bogstaverne. Med deres kroppe udtrykker de tiltrækning og frastødning. Tvivl, forundring, fremmedhed og fortrolighed. En slags frygt og en slags fortrolighed. De taler også fysisk med hinanden via den måde, hvorpå de nonverbalt er sammen.
Gazart har med den koreografi, som Tali Rázga i samarbejde med Fie Dam Mygind og danserne har skabt, fat i en meget interessant måde at gå til emnet ordblindhed. Og ved nærmere eftertanke er det egentligt en meget ”naturlig” eller åbenlys ”logisk” håndtering af emnet, al den tid ordblindhed er knyttet tæt sammen med fysik og følelser – tæt sammen med en anderledes fungerende hjerne og følelser af eksempelvis angst og eksklusion, qua vanskelighederne med bogstaver og ord.
Musik og lyde
Dansernes bevægelser bliver ledsaget af lyde og musik. Musikken stopper undervejs og giver plads til, at det nu udelukkende er dansernes åndedræt og deres skos lyde mod gulvet, som skaber forestillingens stemninger og musik. På et tidspunkt fyldes rummet også af en slags ordkakofoni: en stemme, der laver en slags bogstav-melodi ved på forskellig vis at kombinere bogstaverne O, R og D.
Som noget, man måske godt kan blive lidt overrasket over, bliver dansernes kropslige udtryk undervejs ledsaget af en voice. En indspillet stemme, som forklarer både lidt om forestillingen og sætter ord på forskellige aspekter ved ordblindhed. Fx replikker, som noteret fra min hukommelse, derfor måske ikke er helt ordrette: ”Danserne simulerer den oplevelse, ord kan have for ordblinde. En lille irritation. For andre kan det være meget hæmmende”, ”For ordblinde tager det lang tid at omsætte bogstaverne til ordlyd for at danne ord” og ”Det roder”.
Fra højttalerne lyder også ord, som fx ”Diktat”, ”Uro”, ”Omvej”, ”Nervøs”, ”Succes”, ”Strategi” og ”Repetition”. Enkeltordene bliver sagt lige efter at en typisk skole-ringklokke-lyd har runget. Og scenen, hvor de tre dansere danser med stor energi og intensitet, bliver rundet af med replikken ”Denne scene slutter med total udmattelse. For mange ordblinde kan det være lige så udmattende at læse og skrive”.
Hvor min første reaktion på en voice med forklaringstekst var lidt skeptisk, fandt jeg med tiden, at det var et udmærket supplement til dansens fysiske og sansekommunikerende udtryk. Og det støtter givetvis også nogle blandt børnepublikummet på 10+ i deres perception af forestillingen.
Syntetiske versaler og nylontøj
Søren Linding Urup, Ella Östlund og Marlene Bonnesen er alle klædt i noget meget nylonlignende tøj. Tøj, hvor der med ret stor sikkerhed står ”Keep away from fire” på vaskeanvisningen. De tre menneskestore bogstaver er tilsvarende fremstillet i 100 % syntetiske stoffer. Hvorfor mon så ubehagelige, ikke-åndbare materialer?
Måske er det en overfortolkning, men mine bedste bud er, at det er for at vise at ordblindhed kan afstedkomme en følelse af klaustrofobi – man kan føle sig lukket inde i et for lille rum i forhold til at kunne få luft til at håndtere ord og bogstaver. Et andet bud er, at kunststofferne kan udgøre en analogi til den syntetiske lyd, som er knyttet til de digitale lydværktøjer, ordblinde kan få hjælp af.
Skøn titel
Som et lille afsluttende kuriosum fortjener Gazart ros for titlen. Titlen skærper ens appetit på grund af den herlige ordleg, den rummer. Som ordblind kan det jo nemt være, at man bytter om på bogstaverne. Man læser noget andet end det, der står. Eller skriver noget andet, end det man i virkeligheden ønsker at skrive.
Som ordblind i mildere grad gik jeg til ’ORD ROD’ med stor interesse. For hvordan udtrykke dysleksi, i dagligdagstale ordblindhed, ordløst, når nu netop ordblindhed fx har at gøre med, at man har svært ved at lære bogstaverne og deres lyde, eller læser langsomt og ikke er god til at stave?
Hvordan håndtere emnet gennem dans og materialitet? Den opgave får Gazart løst rigtigt fint.
