Farver, former, tekstur, stoflighed, abstrakte bevægelser og mærkelige lyde. Der er en anderledeshed i det hele. I modtagelsen udenfor spillerummet. I den måde, hvorpå publikum er placeret indenfor i forhold til hinanden og i forhold til de to medvirkende dansere. I rummets stoflige og lydlige udformning. Og i det forløb, som de to medvirkende dansere Marlene Bonnesen og Anders Engebretsen skaber, og som det medinddragne publikum bliver en medudformende del af.
’Himstregimser og andre duppeditter’ signalerer i såvel titel som udformning og forløb, at noget usædvanligt er på spil. Forestillingen er dog ikke en epokegørende ny scenekunstnerisk udfoldelse. En række kompagnier har skabt lignende forestillinger, eller måske mere betegnende multisensoriske danse- og performanceinstallationer, hvor publikum undervejs og i al fald til slut bliver inviteret med ind i et abstrakt og ofte ikke-virkelighedslignende univers.
Et fantasi-univers, hvor det primært drejer sig om ”bare” at være og sanse. Hvor det ikke er forstanden, som bliver bragt på arbejde, men hvor det i stedet drejer sig om at forfølge det, man umiddelbart lyster, føler og finder på.
Velkomst og siddepuder
Danseren Marlene Bonnesen forbereder allerede udenfor spillerummet publikum på universet indenfor. Med en stor patchwork-fremstillet stof-kugle i forskellige lilla farver under armen, tynde orange snore overalt i håret og i ført en lilla heldragt med en lang stofslange snoet om livet, hilser Bonnesen publikum velkommen.
Så rækker hun to typer af sidde-puder i vejret. En ensfarvet lilla og en med frynser. Den første er den type, de voksne publikummer skal sætte sig på indenfor. Den anden slags er til børn. Bonnesen vikler den lange stofslange ud og gør tegn til, at børnene skal tage fat i den. Således på række med greb om ‘slangen’ bevæger Bonnesen og børnepublikummet sig indenfor, efterfulgt af de voksne.
Indenfor viser der sig at være et fantasifyldt rum gjort i primært lilla, orange og grønne nuancer.
Overalt i rummet er der noget på gulvet: En slags fodsporslignende lilla flader. De to typer af lilla måtter, som publikum skal sætte sig på, ligger spredt i rummet. I bunden af rummet står et par orange hule- eller teltlignende indretninger. Ned fra loftet hænger forskelligartede hatte i snore.
Det samme gør nogle lange guirlande-lignende bånd udstoppet med letvægts-bolde, samt nogle stykker stof i forskellige formationer og teksturer. Hver genstand ligner ikke noget, vi kender fra virkeligheden og sammen tager tingene sig ud som elementer i en slags fantasi-skov.
Formbare hylstre og frynser med liv
I denne ”skov” er også forestillingens anden danser, Anders Engebretsen. Også han har lilla heldragt på. Sammen med ham begynder Bonnesen at undersøge og indtage tingene i rummet. De finder huer og hylstre og andre stoflige fremstillinger frem og giver sig i kast med at undersøge, hvad de kan bruges til. De trækker store hatte helt ned over hovedet. Deres ansigter bliver helt væk. I stedet danser deres fingre frem. De prøver at trække stofhylstrene på som ærmer i en trøje. De triller dem til hinanden. De bruger andre kreationer som store skuldertasker. Hopper i dem. Eller får sjove væsner til at opstå, når de med deres hænders bevægelser får tingene til at se levende ud – med forskelligartet mimik.
Siden viser de os, at de har lange frynser mange steder. På deres tøj, på buksebenene fx. Og de tager parykker på med lange tunge, tynde frynser, der falder ned over ansigtet og gynger fra side til side. Dansernes gøremål og bevægelser bliver ledsaget at nogle lidt fremmedartede lyde. Lyde, som i begyndelsen virker både bløde, lidt tilbagetrukne og hemmelighedsfulde, og som med tiden ”klarer op” og bliver mere imødekommende og livlige – ja ligefrem muntre.
Kontakt og forbundethed
Lyduniverset er tydeligvis udformet i toner og forløb, som følger den udvikling, der er bygget ind i det, performerne foretager sig og den kontakt, de efterhånden begynder at tage til især børnepublikummet. De nærmer sig os publikum – som i øvrigt sidder spredt i rummet på hynderne, som vi helt uvægerligt drejer os rundt på i takt med, at danserne bevæger sig allevegne i rummet. Vi følger dem med øjnene og efterhånden inviterer de os også både med på at røre ved de forskellige materialer og selv tage dem i anvendelse.
Som en motiverende gestus for meddeltagelse bevæger danserne sig fx rundt i rummet forbundet til hinanden ved hjælp af lange stof-slanger og mammut-perlekæder. Perlekæde-spadsereture, som de inviterer børnene med på. De åbner også op ind til de orange huler og byder børnene indenfor. Efterhånden folder det landskab, der i forvejen er meget anderledes end udenfor spillerummet, endnu mere ud – i takt med at børn og ledsagende voksne fx tager de sjove ”hatte” på og trækker i de stoffer, som hænger ned fra loftet.
Der skal både iderigdom, dansekyndighed, musikalitet, koordinering og styring til at fastholde og engagere de 3-6-årige i et univers, de umiddelbart ikke kender. Det lykkes, både fordi det kunstneriske hold har de nævnte evner, og fordi forestillingen griber fat i noget, børn har iboende: nemlig lysten til at udforske og lege.
