Torsdag offentliggjorde kulturminister Mette Bock (LA) regeringens længe ventede udspil omkring en ny struktur for scenekunstområdet:
'Nyt scenekunstudspil skal vende passiv kulturstøtte til aktive kulturinvesteringer', lød den lokkende overskrift på pressemeddelelsen om udspillet, der bl.a. er baseret på indhentede inputs fra kulturministerens dialog med teaterbranchen, herunder konferencen 'Stemmer for scenekunsten' i Odense i foråret 2018, og efterfølgende møder med aktører fra miljøet.
Men hvor forventningerne sine steder har været en gennemgribende reform, hvor støttestrukturer m.v. blev endevendt, er det altså endt med en række enkeltstående forslag af spredehagls-karakter.
'Jeg har sat stor pris på dialogen, jeg har haft med hele branchen, som har bidraget med nyttigt input. Nu skal vi i gang med de politiske drøftelser. Vi skal sikre, at alle landets borgere også i fremtiden vil kunne opleve scenekunst af højeste karat', lyder det dog mere optimistisk fra Mette Bock i den pressemeddelelse, der lancerer scenekunstudspillet.
Konkrete indsatser
Udspillet, der altså er et forhandlingsoplæg til kommende politiske drøftelser, indeholder følgende konkrete indsatser:
– En udviklingspulje på 33 mio. kr., der over fire år (2019-22) skal bruges til at give teatre 'bedre mulighed for at udvikling og nytænkning gennem samarbejde om bl.a. at lade forestillinger spille længere og nå længere ud i landet'.
Formentlig tænkes her især på at lade jyske forestillinger spille i hovedstaden og andre større byer. Puljen tænkes forvaltet af Statens Kunstfond, dvs. Projektstøtteudvalget for Scenekunst.
– Styrkelse af fire udvalgte teatre, heraf tre i Jylland: Fredericia Teater, Randers Egnsteater og Vendsyssel Teater, der har 'vist potentiale til at arbejde i større skala og med bredere målgrupper end det, der er logikken inden for de tilskudsordninger, de er omfattet af i dag'.
Det skal ske med tre mio. årligt til hver af de tre teatre. Samme ekstra støtte tiltænkes Aveny-T i København, der kaldes 'et af få teatre i Danmark, hvis forestillinger målrettes teenagere' – en formulering, som landets mange andre progressive ungdomsteatre med rette vil kunne undre sig over.
– Nedlæggelse af Det Københavnske Teatersamarbejde (KbhT), der p.t. bruger 4,6 mio. til at administrere fire store teatre i Hovedstadsområdet (Folketeatret, Betty Nansen Teatret, Nørrebro Teater og Østerbro Teater (Republique og Øster Gasværk), som i forvejen har hver sine egen administration.
Her skal de to mio. kr. føres tilbage til teatrene og resten bruges til andre formål. Og der kan næppe indvendes meget imod nedlæggelse af denne efter de flestes opfattelse ganske overflødige overadministration.
– Reduktion af Formidlingsordningen, hvor staten p.t. bruger ca. 75 mio. kr. årligt til billiggørelse af teaterbilletpriser. Forslaget er en reduktion på 9,6 mio. kr. årligt – hvor tilskud til teaterforeninger friholdes.
Forslaget angiver, at statens tilskud til billetter solgt med rabat til voksne gennemsnitlig vil falde fra 62 kr. til 51 kr., mens tilskud til billetter solgt med rabat til børn vil falde fra 80 kr. til 65 kr. Hvilket således kan forventes at føre til højere rabatbilletpriser.
– I samme boldgade foreslås det at forenkle støttestrukturen og fjerne risikoen for, at der ydes dobbelt statsstøtte til billetter solgt med rabat til kommuner, ved at det statslige tilskud til børnebilletter kun støttes under Formidlingsordningen.
– Børneteaterrefusionsudvalget forslås nedlagt, og opgaven med refusionsgodkendelse foreslås flyttet, så den foregår i regi af Statens Kunstfond. Herved opnås en forenkling i støttestrukturen for Refusionsordningen. Godkendelse sker herefter på grundlag af skriftlig ansøgning til Statens Kunstfond – som andre forestillinger.
– Egnsteatrene i Danmark skal kunne medregne bl.a. samproduktioner i det lovpligtige krav om to årlige egenproduktioner – herunder at forestillinger produceret af et mindre kompagni, som huses i egnsteatret over flere år tæller fremadrettet med som egenproduktioner.
Skyklappolitik
De tre sidstnævnte kaldes i øvrigt mindre forenklingstiltag, samlet i nummer fem af de seks konkrete indsatser.
Samlet udgør disse indsatser omprioriteringer på 12,7 mio. kr., når de er fuldt indfaset i 2023. Det skal ses i relation til, at den eksisterende statslige økonomiske ramme på finansloven til scenekunstområdet pt. udgør 1,2 mia. kr. Udspillet udgør altså en procent…
Der er gode og mindre gode ting i udspillet, men en total omkalfatring af en efterhånden noget dysfunktionel teaterlov er det jo ikke ligefrem.
Henrik Køhler, direktør på Teatercentrum, er heller ikke imponeret:
»Det er et skuffende udspil og uden en samlet linje. Det ligner mere en række forslag fra energiske lobbyister,« siger han og kalder den generelle kurs for skyklappolitik:
»Det forrige udspil fra kulturministeren handlede om at styrke de store teatre, landsdelsscenerne og Det Kgl. Teater. Denne gang har man så fået øje på nogle af de store teatre i mellemlaget og vil give dem øget støtte. Samlet gør det ikke meget for styrke det store teaterbillede, hvor små teatre, børneteatre, projektteatre m.fl. stadig udgør en underkendt gruppe.«
Kvalitativ outsourcing
Heller ikke den foreslåede nedlæggelse af Refusionsudvalget, der rent økonomisk hører til i frimærkekasseafdelingen, falder i god jord hos Teatercentrums direktør.
»Man sparer en halv million på at nedlægge udvalget og lægge refusionsgodkendelsen over til Projektstøtteudvalget for Scenekunst, som nok ikke får flere ressourcer til den opgave, og man må frygte, at beslutningen så reelt ligger hos embedsværket i Kulturstyrelsen som en ren administrativ funktion. Dermed fjerner man det eneste sted, hvor der sker en reel kvalitativ vurdering af vækstlagsteatrene,« siger Henrik Køhler, der ikke tror på, at det vil være til gavn for de små uformelt-strukturerede teatre.
»Man må formode, at der vil blive indført et sæt kriterier på det administrative niveau, og så kan vækstlagsteatrene få svært ved at leve op til formelle kriterier omkring fx. uddannelse, indtjening m.v.«
Lige nu synes stort set alle ansøgende forestillinger dog rent administrativt at blive godkendt til formidlingsordningen – også dem, der er blevet afvist af Refusionsudvalget – men med færre midler i formidlingspuljen må man formode, at der skal strammes op.
Et lille skridt i den rigtige retning…
Men ret forude venter altså det politiske slagsmål om regeringens scenekunstudspil, hvor teaterbranchens aktører højst kan få indirekte taletid.
Med udspillets konkrete støtte til tre jyske teatre og fastholdelse af formidlingsordningen for landets teaterforeninger – og vel også besparelsen på de københavnske teatres overadministration – kan man have en formodning om, at støttepartiet Dansk Folkeparti vil se med milde øjne på tingene og sikre en gelinde beslutningsproces.
Dansk Teater – der med 81 medlemmer er brancheorganisation og arbejdsgiverforening for en bred vifte af landets teatre – enmandsteatre, projektteatre, egnsteatre, små storbyteatre, landsdelsscenerne, teatrene i det Københavnske teatersamarbejde, Den Jyske Opera og Det Kongelige Teater – har i et større notat givet sit besyv med, hvor man understreger, at en scenekunstreform skal bygge på 'stabilitet, forenkling og dynamik'.
I notatet (se link i faktaboks) opremser man fordele og ulemper i det nuværende støttesystem og kommer med en række anbefalinger.
Men som det kan ses af det aktuelle udspil, er regering og kulturminister langt fra Dansk Teaters påpegning af bl.a. de usikre økonomiske rammer for projektteatrene; den skrantende grundbevilling til storbyteatrene; det reducerede rammeloft over den statslige støtte til egnsteatrene; de rigide krav i rammeaftalerne for institutionsteatrene m.v.
Så måske er kulturministerens aktuelle udspil mere energiske hop på stedet end et stort skridt fremad…