En musical med 16 sange og ingen replikker. 16 sange, som ikke danner en sammenhængende fortløbende fortælling, men som alle handler om at være ung og identitetssøgende. 16 sange skrevet af to 19-årige universitetsstuderende fra University of Michigan. Hvor lander den lige?
Indrømmet: I starten var jeg skeptisk. Men det gik over. Den teknologisk moderne scenografi viser sig at være flot integreret, og den er en afgørende medspiller, der alligevel ikke tager fokus fra hverken teksternes indhold og form eller fra de optrædende på scenen. Live musikken svinger med med pop og rock af ørehængerkvalitet. Og frem for alt kaster de fire medvirkende sangteksterne, hvor banale de end er, ud over rampen, med flotte stemmer og smittende energi. ’Edges’ fjerner sig på den måde fra traditionel musical.
Wordfeud og kridtstreger
At det nok skulle blive teknologisk set moderne, var jeg ikke i tvivl om. Allerede inden forestillingen gik i gang, blev vi fra højttalere opfordret til ikke at slukke vores mobiltelefoner men i stedet gå på Facebook og skrive kommentarer og poste på de sider der tilhører stykkets karakterer – og Facebook var allerede smækket op på bagvægsskærmen, så vi interaktivt kunne følge med.
Brugen af moderne elektronisk grej fortsætter i stor stil i forestillingen. På bagvæggens storskærm skiftes den ene moderne stregtegning af ét rum ud med det næste. Enkelt, farverigt, effektfuldt og ret flot flytter vi os i et snuptag fra en ung hybel med sprossede ruder, flowerpot lampe og hængereol til bardisk, abstrakt udendørsareal, græsk øhav, kæmpestore kridtstregsbogstaver, og billeder af en iPhone som SMS'er eller spiller Wordfeud.
Jo, Fredericia Teater er med på beatet, hvad angår det visuelle. Interaktivt er det også. Musicalens fire medvirkende streamer trådløst closeup selvportrætter fra deres iPads op på storskærmen. Det er live. Det er interaktivt. Det er tempofyldt. Det fungerer fint. Og teknologien bag det hele hedder ifølge programmet: Cutting Edges.
Stærke sangstemmer
Moderne teknologi alene gør jo ingen sommer. Visualiteten er en afgørende ingrediens. Uden dens raffinementer vil musicalen være anderledes uinteressant og bleg. Men det er nu stemmekraften og spilgejsten hos de fire unge (som alle er uddannet på Det Danske Musicalakademi) som er hovedfokus.
Når der står BITCH!!! og DØ! med store hvide kridtstreger på skærmen understøtter det fint det fokus forestillingen formår at holde på sangen om at blive forladt og ønske eks-kæresten død, som Bjørg Gamst så udmærket synger.
Når ordene kys, kærlighed, forhold, tiltrækning, sindssyg og pis popper op på Wordfeud-pladen i baggrunden er det en fin kolorit til det flirtende spil som Bjørg Gamst og Lars Mølsted dygtigt synger frem i "Hmm-mmm" – et spil som både i melodi og fremførelse udmærker sig ved at være rytmisk sprødt.
Når der gradvist pixel for pixel toner et græsk landskab frem er det en fin visuel resonans til Thomas Jensens flot intonerede fremførelse af ’Et kunstværk’. Og når en stor vinduesramme danner indtryk af søvnløs nat, er det en udmærket rolig baggrund til den uro, Marie Skuladottir intenst synger frem i ’Du ligger så roligt der’.
Virkeligheden light
På tekstsiden er sangene i ’Edges’ en god blanding af banale selvfølgeligheder om det at være ung og i tvivl om sig selv og kærligheden og formuleringer der hæver sig over vante klicheer. Det banale bliver på den måde spiseligt og i stand til at gøre indtryk. Indholdsmæssigt giver sangene stemme til alt det enhver ung tumler med: Til det ikke at turde være den man er (’Den jeg ved jeg ku' bli'’). Det at ville ændre alt ved sig selv, for at få den andens kærlighed (’Perfekt’). Det at opleve ikke gengældte følelser og at forelskelsen er forsvundet (’Du ligger så roligt der’ og ’Undværlig’). Det at føle sig hævet over andre (’Bedre’). Og det at føle sig afmægtig og kun turde leve halvt (’Bange’).
Sproget er de unges. Undervejs slog det mig, at det er som om de to tekstforfattere ikke helt tør være så skånselsløst skarpe, så ubarmhjertigt stride, så kompromisløst kantede, så tyndslidt triste og så perfidt onde, som unge og vi alle derude i virkeligheden har været og er når identitetslokummet brænder. Det ville have rykket endnu mere hvis den farlighed var vovet.
’Edges’ sætter nye standarder for, hvad musical kan være. Samtidig pakker den virkelighedens strabadser lovligt pænt ind i et forløb, der klinger ud med, at de fire unge melder sig ’klar til kærlighed’ og synger en morale ud, som lyder sådan her: ’Du kæmper med dig selv, men hemmeligheden er at lade være og bare flyde med strømmen’.
