Fabelmageren er en smuk titel. Og den fantasibelæssede papirklipskunstner og legebarnsdrømmende multitegner Shane Brox virker da også om nogen som en ’fabelmager’.
Men nej. Shanes første balletforestilling 'Fabelmageren' rummer ikke nogen fabel. Den har ikke nogen egentlig historie – ikke noget plot. Den har en masse flotte scener med skøn og skæg dans. Den har vilde kostumer og flyvende dekorationer til hundredtusindvis af kroner. Den har symbolske kostumer og sjove kostumer og uhyggelige kostumer. Den har endda en bombemaskine, der laver så stor en ildgnist, at tilskuernes øjne er blændede i flere minutter bagefter.
Men en sammenhængende historie, der kan binde løjerne sammen den times tid, som forestillingen varer – det har den ikke.
Eventyrkopi
Nuvel, forestillingen er en eventyrhistorie som alle andre. En Wannerbe-'Nøddeknække'r om et barn, der falder i søvn og drømmer – nu med en mini-Shane som drengehovedperson i stedet for 'Nøddeknækkeren's lille Clara. Shane er til stede overalt, nu bare under navnet Ferdinand Fabelmager. Drengen har sågar fået hans briller!
Shane Brox har haft Esther Lee Wilkinson som sin koreograf, og eftersom hun tidligere har imponeret med sin opfindsomme og morsomme moderne koreografi for både børn og voksne – ikke mindst i 'Det Forsømte Forår' – så lød denne kombination besnærende.
Men ak. Wilkinson har tilsyneladende underlagt sig Det Kongelige Teaters Balletskoles pensum. Hun har i hvert fald skabt klassiske trin, som man også ville kunne se til enhver ’Store Balletskoledag’ – med hvide sneboldebørn med strakte tæer på række og fra-himlen-nedfaldne riddere med pufærmer og ridderspring, alt sammen fuldstændig blottet for forbindelse til børns bevægelser i dag.
Hotdog med bestik
Værst er dog Shanes påfund med at lade de onde forære drengen en hotdog med en baby i. Jo, en livagtig babydukke, som drengen skal spise med kniv og gaffel. (Øh? Hvem spiser ellers hotdog med kniv og gaffel? Eller er det bare et påskud for at lade balletskolens to tyndeste teenagere blive klædt ud i sølvheldragter og spille bestik?). Sidenhen bliver drengen også selv til hotdogmad og lægges i en enorm pølsebrødsholder, nærmest som en grotesk variation af 'Hans og Grete'. Det er langt ude, og det er faktisk overhovedet ikke sjovt.
Med hele 13 forskellige musikværker på lydsiden, er det heller ikke, fordi forestillingen musikalsk virker helstøbt. Det er tværtimod meget mærkeligt, at en børneforestilling, der giver hovedpersonen stribet T-shirt på, vælger musik af Bach og Shostakovitch. Hvilket århundrede lever Det Kongelige Teater mon i?
Kødædende amatører
Så midt i disse ugers heftige debat om professionel scenekunst over for amatørers viser det sig at være ret underordnet, hvorvidt forestillingens medvirkende er voksne eller børn – og professionelle eller ej. For de professionelle, skabende og aldeles voksne kunstnere lykkes ikke med deres kunstneriske udtryk, og derfor ryger de ellers veldansende og hårdtknoklende eliteamatørbørn med i svinget, når de deltager som udøvende kunstnere.
Til trods for at deres professionelle voksne ellers har haft landets største scene og mest udsøgte sceneteknik til rådighed – fra diverse flyvemaskiner til et børneværelse, der sænkes blæret (og dyrt!) ned fra loftet.
Så det samme sørgelige faktum gælder både professionelle og amatører:
Det nytter altså ikke at være den mest veldansende kødædende plante eller mest velspillende spøgelsespølse på en teaterscene, hvis forestillingens handling er elendig. Desuden bliver en plotløs dramaturgi kedsommelig i længden, uanset hvor mange skrækelementer der hældes ind over scenen undervejs.
Så hvad kan man konstatere? At 'Fabelmageren' savner Shanes berømte limpistol.
