Af: Kirsten Dahl

11. august 2021

Energistærkt beatbox- og streetdancebattleshow

Er 'Beatbox Sensation' show eller scenekunst? Mest det første. Der bliver i al fald kraftfyldt og kyndigt battlet mere end der bliver iscenesat og fortalt i scenekunstnerisk forstand.

Opvisning er der masser af i Freestyle Phanatix' 'Beatbox Sensation'. Historien er derimod næsten transparent, og dramaturgien tynd og lidet overbevisende. 

Måske er Freestyle Phanatix selv i tvivl. Kim Bøytler fortæller indledningsvis, at forestillingen er en, som ser tilbage og tager fat om budskabet i hiphop. 

Som næste trin bliver vi bedt om at huje, skrige og trampe i gulvet undervejs. Vi får at vide, at vores energi giver danserne og beatboxerne energi. De fyrer den af, og vores tilkendegivelser er brændstof til at øge deres energi. Til gensidig glæde. Helt rigtigt. Og hvem vil ikke gerne gå fløjtende fra en forestilling. 

Rap, street og beatbox 

Der er da også en nærmest strømførende energi i det, som dernæst går i gang – og som Freestyle Phanatix også selv kalder et show. 

Forestillingen markedsføres som værende ”en manifestation af, at det, at være dygtig til noget og kunne noget rigtig godt, er et bevis på, at du er "noget" eller "nogen", som er meget mere værd end de negative indtryk, som holder dig tilbage eller nede.” 

Så sandt. Det kan mærkes på energimanifestationen på det gymnastikgulv, som agerer gade – eller lad os med danseformens engelske sprogbrug bare sige – street. Og det hænger i luften, som en sitrende eksplosion af kulørte lysbølger og potent beatbox-rap, som sender danserne ud at battle på gulvet. 

Her mangler intet. Danserne snurrer og drejer rundt på arme og hoved. De streetdanser og bevæger sig ud i positioner og drej, så man imponeres over deres umådelige kunnen og smittes af deres ekspressive og glade energi. De giver hinanden energi med deres tilstedværelse. Emilio Guillermo Bravo Sanchez, Ferhat Düz, Arturo de Jesus Castillo Mollina og Fredmar Yurubi López Delgado kan deres hip hop til bravour, og de brillerer med hver deres kompetencer og særpræg. 

Som beatboxer er Maurizio Addone og Thor Mikkelsen også uforlignelige. Det er mageløst, hvor meget særpræget og varieret musik, de kan fremstille alene ved hjælp af deres stemmer. Addone er en eksplosion af rytmer. Mikkelsen fletter egne lydfrembringelser sammen med små stykker tekst. Med live-fremstillet beatbox, håndholdte mikrofoner og rytmisk råt gestikulerende arme inspirerer de danserne til streetdance, hiphop og break. 

Mere overskrifter end indhold

Det er umuligt ikke at blive revet med. Publikum gør helt impulsivt og uden tøven alt det, de indledningsvist bliver opfordret til. Danserne og beatboxernes energi, kropslige og verbale kunnen er skøn, og begejstring er en skøn følelse at mærke. Den går direkte og kropsligt ind i ens nervesystem. 

Problemet – nu vi taler om sceneoptræden – er bare, at man også helt uvægerligt – efter en optur med klap og stamp og hujen – kommer til at sidde og 'vente' på næste optur. Ens opmærksomhed er nok i nuet, men den fokuserer også fremad. Mod næste toppræstation. Det er m.a.o. ikke den påståede og lidet gennemtrængende fortælling om hiphoppen, som fylder. 

Nok er der overskrifter som fx ”Peace, Liberty, Love and having fun” og ”Unity” med store typer på videoerne på bagvæggen. Og nok bliver der beatboxet og danset til dem undervejs. Men disse udtryk fylder ikke i helheden og de glider ikke ind i et dramaturgisk set overbevisende forløb. 

”You don't need hate to be cool” lyder det et sted. Så afgjort nej. Spørgsmålet er om man behøver mere historiefortælling og en mere overbevisende kunstnerisk designet koreografi for at kunne kalde 'Beatbox Sensation' for en forestilling. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Når farfar skal bo i ens hjerte
Anemonen & Teater Lille Hest:
'Så blev farfar et spøgelse'
Med barnets nysgerrighed og erfaringens nænsomhed bevæger ’Så blev farfar et spøgelse’ sig gennem en poetisk erkendelsesproces, da Esbens farfar en dag er død. Forestillingen kredser om det gådefulde fravær af noget helt nært og besvarer barnets spørgsmål som lette kærtegn mod sensibel hud.
En livsbekræftende dans om døden
Danseteatret NordenFra:
'De døde lykkeligt til deres dages ende'
Med sprælsk humor, filosofiske funderinger og skøn musik fører Danseteatret NordenFra publikum rundt i mange spændende afkroge af udtryk om livets forgængelighed.
Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.
Livsteater med sjælden renhed
Teater Rum:
'Sangen om Oda og Anton'
’Sangen om Oda og Anton’ med Teater Rum har noget barnligt enfoldigt over sig, hvis ægthed ikke er til at stå for.
Når farfar skal bo i ens hjerte
Anemonen & Teater Lille Hest:
'Så blev farfar et spøgelse'
Med barnets nysgerrighed og erfaringens nænsomhed bevæger ’Så blev farfar et spøgelse’ sig gennem en poetisk erkendelsesproces, da Esbens farfar en dag er død. Forestillingen kredser om det gådefulde fravær af noget helt nært og besvarer barnets spørgsmål som lette kærtegn mod sensibel hud.
En livsbekræftende dans om døden
Danseteatret NordenFra:
'De døde lykkeligt til deres dages ende'
Med sprælsk humor, filosofiske funderinger og skøn musik fører Danseteatret NordenFra publikum rundt i mange spændende afkroge af udtryk om livets forgængelighed.
Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.
Livsteater med sjælden renhed
Teater Rum:
'Sangen om Oda og Anton'
’Sangen om Oda og Anton’ med Teater Rum har noget barnligt enfoldigt over sig, hvis ægthed ikke er til at stå for.