Opvisning er der masser af i Freestyle Phanatix' 'Beatbox Sensation'. Historien er derimod næsten transparent, og dramaturgien tynd og lidet overbevisende.
Måske er Freestyle Phanatix selv i tvivl. Kim Bøytler fortæller indledningsvis, at forestillingen er en, som ser tilbage og tager fat om budskabet i hiphop.
Som næste trin bliver vi bedt om at huje, skrige og trampe i gulvet undervejs. Vi får at vide, at vores energi giver danserne og beatboxerne energi. De fyrer den af, og vores tilkendegivelser er brændstof til at øge deres energi. Til gensidig glæde. Helt rigtigt. Og hvem vil ikke gerne gå fløjtende fra en forestilling.
Rap, street og beatbox
Der er da også en nærmest strømførende energi i det, som dernæst går i gang – og som Freestyle Phanatix også selv kalder et show.
Forestillingen markedsføres som værende ”en manifestation af, at det, at være dygtig til noget og kunne noget rigtig godt, er et bevis på, at du er "noget" eller "nogen", som er meget mere værd end de negative indtryk, som holder dig tilbage eller nede.”
Så sandt. Det kan mærkes på energimanifestationen på det gymnastikgulv, som agerer gade – eller lad os med danseformens engelske sprogbrug bare sige – street. Og det hænger i luften, som en sitrende eksplosion af kulørte lysbølger og potent beatbox-rap, som sender danserne ud at battle på gulvet.
Her mangler intet. Danserne snurrer og drejer rundt på arme og hoved. De streetdanser og bevæger sig ud i positioner og drej, så man imponeres over deres umådelige kunnen og smittes af deres ekspressive og glade energi. De giver hinanden energi med deres tilstedværelse. Emilio Guillermo Bravo Sanchez, Ferhat Düz, Arturo de Jesus Castillo Mollina og Fredmar Yurubi López Delgado kan deres hip hop til bravour, og de brillerer med hver deres kompetencer og særpræg.
Som beatboxer er Maurizio Addone og Thor Mikkelsen også uforlignelige. Det er mageløst, hvor meget særpræget og varieret musik, de kan fremstille alene ved hjælp af deres stemmer. Addone er en eksplosion af rytmer. Mikkelsen fletter egne lydfrembringelser sammen med små stykker tekst. Med live-fremstillet beatbox, håndholdte mikrofoner og rytmisk råt gestikulerende arme inspirerer de danserne til streetdance, hiphop og break.
Mere overskrifter end indhold
Det er umuligt ikke at blive revet med. Publikum gør helt impulsivt og uden tøven alt det, de indledningsvist bliver opfordret til. Danserne og beatboxernes energi, kropslige og verbale kunnen er skøn, og begejstring er en skøn følelse at mærke. Den går direkte og kropsligt ind i ens nervesystem.
Problemet – nu vi taler om sceneoptræden – er bare, at man også helt uvægerligt – efter en optur med klap og stamp og hujen – kommer til at sidde og 'vente' på næste optur. Ens opmærksomhed er nok i nuet, men den fokuserer også fremad. Mod næste toppræstation. Det er m.a.o. ikke den påståede og lidet gennemtrængende fortælling om hiphoppen, som fylder.
Nok er der overskrifter som fx ”Peace, Liberty, Love and having fun” og ”Unity” med store typer på videoerne på bagvæggen. Og nok bliver der beatboxet og danset til dem undervejs. Men disse udtryk fylder ikke i helheden og de glider ikke ind i et dramaturgisk set overbevisende forløb.
”You don't need hate to be cool” lyder det et sted. Så afgjort nej. Spørgsmålet er om man behøver mere historiefortælling og en mere overbevisende kunstnerisk designet koreografi for at kunne kalde 'Beatbox Sensation' for en forestilling.
