Tjek-tjek dobbelttjek, og så en gang til for en sikkerheds skyld.
Det er skægt, når unge Jens omhyggeligt lukker vinduet tæt til, trækker gardinerne for og sørger for, at at døren er forsvarligt låst. Men det bliver endnu sjovere, når han forklarer, at det er klogt og fornuftigt at spænde sig fast til stolen med en sikkerhedssele, når man sidder ved bordet. Man kan jo komme til at ryge ned særlig, hvis man som Jens sover på stolen, og bordkanten er skarp og farlig.
Det gælder egentlig hele livet set med Jens' øjne. Derfor er det med sikkerheden tydeligvis vigtigt for ham, og selv om det er morsomt, så er det også dybt alvorligt. Det er faktisk komme til at fylde så meget i hans tilværelse, at der ikke er plads til andet. Det ser hans afdøde forældre på med stigende bekymring fra deres plads i Himlen, og de beslutter at gribe ind. Det går ikke stille af. Men først skal de lige have Jens lokket ud af sit selvbestaltede fængsel og sendt til Himmels.
Det kræver list og en mere eller mindre død svale, hvis kvidren blot er en af de lækre lydkulisser, der er med til at give forestillingen liv og nærvær. Manøvren lykkes selvfølgelig, og Jens genser til sin store overraskelse og glæde sine forældre. Men forstår ham godt, for Anne Abbednæs og Folmer Gry Kristensen er et elskeligt komisk par, der møver rundt fulde af al den energi, der lader til helt at have forladt deres søn. Han er i mere end gode hænder hos Jeppe Ellegaard Marling.
Med sit levende blik holder han tæt kontakt med publikum og kommenterer uden ord sin fars og mors lettere aparte optræden. Han er ikke umiddelbart begejstret for deres ihærdige – om end lovligt sene – forsøg på, at få ham til at tro på sig selv og leve livet. De er sikre på, at legen er vejen, men det går noget trægt. Til gengæld er det herligt underholdende at overvære deres påfund og krumspring til lands og til vands med lynhurtige, lydløse sceneskift.
Missionen fuldført
Man får en klar fornemmelse af, at forældrene næppe har skejet lige så meget ud med skæg og ballade i levende live, som de gør nu. Måske er det lidt af forklaringen på sønnens overdrevent forsigtige adfærd. Nu nyder hans far og mor også selv helt åbenlyst at kaste sig ud i vilde lege og at lade fantasien råde. Samtidig slipper især hans mor ikke et sekund målet af syne. Det drejer sig om at få Jens tilbage på sporet og til igen at turde leve livet.
Men Jens er hårdnakket skeptisk og vil hellere rydde op end at lege. "Han er ikke med", råbehvisker moren til faren og hun foreslår, at Jens skal styre legen. Det virker. Pludselig tør han godt overskride sine grænser og kaste sig ud i halsbrækkende udfordringer som at køre for fulde gardiner rundt på scenen liggende på et bræt.
Skiftet fra indadvendt til dumdristig bliver troværdigt, fordi Jeppe Ellegaard Marlings vitale kropslige spil og nærværende mimik synligt udvikler sig i takt med sjælens frigørelse.
Missionen er fuldført, og forældrene drager igen tilbage, hvor de kom fra. Efter den svimlende himmelfart står Jens nu alene står tilbage. Men han er fuld af mod på livet og energi til at kontakte sin gamle ven og legekammerat Peter. Mens publikum har oplevet, hvordan ængstelse og modløshed måske godt kan overkommes.
Det er modigt af de tre teatre bag 'Himlen kalder Jorden' at tage to svære temaer som social forbi og det faktum, at vi skal miste vores forældre, op i en og samme forestilling. Men det sker med stor nænsomhed, kontant komik og tillid til, at børn kan magte mere, end voksne tit tror.
Ved premieren bekræftede tilskuerne i forestillingens aldersgruppe da også, at teatrene har set rigtigt.
