Danmarks Teaterforeninger (DT) fejrer 22. juni sit 50-års jubilæum som paraplyorganisation for de p.t. knap 70 lokale teaterforeninger, der holder til i alle hjørner af landet og sørger for en professionel formidling af turneteater.
Mange af dem barsler med deres egne jubilæumsskrifter, men DT præsenterer selv på dagen et jubilæumsskrift, skrevet af den tidligere mangeårige formand Jørgen Hvidtfelt, der tillige har været lokalformand for teaterforeningen i Næstved siden 1979 og følgelig selv har været med det meste af organisationens historie.
Mange teaterforeninger har arrangeret mange forestillinger for børn og unge og familier og således været en vigtig aftager af og samarbejdspartner for dansk børneteater i noget, der både budt på konstruktiv sameksistens og krigeriske meningsudvekslinger om hinandens arbejde og indsatser og repertoire m.v.
Fælles organisation
Det er en pudsig organisationshistorisk kendsgerning, at det i nogle år var samme person, der sad som forretningsfører/sekretariatsleder for Danmarks Teaterforeninger og Samarbejdsudvalget for turneteatervirksomhed, der senere (1977) blev til Teatercentrum (1983): Poul Holm Joensen (1974-77) og Jørgen Melskens (1977-79). Man har følgelig også delt lokaler og faciliteter gennem flere årtier, idet DT's sekretariat og Teatercentrums ditto havde bofællesskab i Frederiksborggade og siden på Suomisvej frem til 2005.
Det var Samarbejdsudvalget for Turneteatervirksomhed, der efter Skolescenens fald og fremkomsten af de små turnerende børneteatre af Kulturministeriet fik til opgave at varetage en række generelle formidlende opgaver, herunder at udsende en samlet oversigt over udbuddet af forestillinger (katalog fra sæson 71-72 med blå forside de først to år, siden Den Røde Brochure), ligesom man besluttede af afholde en årlig festival, hvor de turnerende børneteatre kunne præsentere deres forestillinger (1. gang november 1971 i Herning) – og startede udgivelsen af BørneTeaterAvisen (BTA), der udkom første gang i august 1972.
Der sad børneteaterfolk i styrelsen for Samarbejdsudvalget fra 1970, men fra omorganiseringen i 1977 blev det formaliseret, at styrelsen (UBOT – Udvalget for Børneteater og Opsøgende Teater) til SU/Teatercentrum skulle udgøres af udpegede repræsentanter fra henholdsvis BTS (BørneTeaterSammenslutningen, FAST (Foreningen Af Små Teatre) og DT, hvilket var konceptet frem til, at Teatercentrum i 2012 blev en selvejende institution med en bestyrelse på fem personer, hvor DT stadig udpeger en repræsentant.
En kritisk formand
Det organisatoriske samarbejde og bofællesskab har ikke hindret konfrontationer omkring repertoire, indhold og afvikling af børneteaterforestillinger.
DT's mangeårige formand, K.O. Jensen (1973-89), der også var formand for Herning Teater – som arrangerede rigtig meget børneteater, i sæson 71-72 blev der afviklet 201 forestillinger for børn og unge, primært udvalgt fra repertoirebrochuren –
var således ofte ærgerlig over den måde, som teatrene præsenterede deres forestillinger på i forestillingskataloget:
'Vi har haft det problem, at beskrivelsen af en forestillings indhold ikke svarede til det resultat, der blev spillet for eleverne. Det giver skuffelse og kan medføre, at skolen føler, at teatret – hvilket i denne forbindelse betyder både den lokale teaterorganisation og det producerende led – har svigtet', hed det således i BTA nr. 2, okt. 72.
K.O. Jensen var egentlig mere optaget af at organisere – han var også med til at etablere Danmarks første egnsteater, Team Teatret, i Herning – og i et interview (BTA 9, feb. 75) faldt en af de bemærkninger, som børneteatret hadede, nemlig at den opsøgende teatervirksomhed for de ældre klasser primært skulle ses som en 'tilvænning til det rigtige teater' – 'rigtigt teater'' var i hans øjne 'traditionelt teater' i en egentlig teaterbygning.
En anden teaterforeningsformand (og en periode næstformand i DT), der ofte kørte meningsmæssigt parløb med K.O. Jensen, var Per Haugaard fra Skive og Omegns Teaterkreds, som bl.a. udbad sig en bedre adfærd blandt børneteatrene, der aflyste forestillinger på selve spilledagen, udskiftede kontraktforpligtende forestillinger, fordi de ikke var færdige osv. Men han frabad sig også 'politiske påvirkninger af børnene' i forestillingerne og kritiserede vedholdende Teaterrådets valg af støttede teatre.
Entreprenante Jeppesen
Så var børneteaterfolket mere tilfredse med Bent Jeppesen fra Helsingør Teater, som gennem et kvart århundrede var blandt landets største arrangører af børneteater. Jeppesen strakte sit entreprenante virke ind i flere nabokommuner – ligesom han i en årrække arrangerede fællestur til den store festival for teaterforeningsfolk og andre formidlere, komplet med transport, indkvartering og gallamiddag med underholdning.
Bent Jeppesen var også initiativtager til den første 'brugerkonference' i forbindelse med festivalen i Helsingør i april 1985 – der er fortsat som faglige seminarer ved festivalerne i mange forskellige udgaver siden da.
Jeppesen var nu heller ikke bleg for at kritisere børneteatrenes adfærd eller festivalernes mangel på service til formidlerne- ikke mindst det daværende billetudleveringsdiktatur, hvor man skulle stå i kø efter billetter til hver eneste forestilling på selve festivalen – eller nye monopoltilstande: Således advarede han i 1983 om, at gruppeteatrene var ved at overtage Skolescenens monopol – og at man skulle droppe købsrefusionen til børneteater (50/50) og i stedet bruge midlerne som et tilskud til teatrenes nedsættelse af salgsprisen: 'Så er der større chancer for, at børneteatret ikke bliver en politisk kastebold, der må leve på almisse af billige politiske argumenter' (BTA 40/41/okt. 83).
Evigt kæmpende Langhans
En elsket teaterforeningsmand i børneteaterkredse var afgjort Sven Langhans, medstifter af Odsherred Teaterforening og mangeårigt medlem af UBOT (1985-2001). Odsherred blev idelig fremhævet for, hvad en teaterforening kunne komme igennem med overfor hjemkommunen, så alle skolebørn fik to gratis teateroplevelser om året.
Hans konstante kritik i DT og andre sammenhænge af teaterforeningernes manglende indsats for børneteater virkede dog ikke altid befordrende for budskabet. Og der var trods alt mange steder, hvor børneteatrene tarv var lagt i bedste hænder hos skoler, biblioteker og kommuner m.v.
Langhans var også med i arbejdet med at etablere Odsherred Teatercenter i 1996 – der med både egnsteater og teaterskole blev et historisk vendepunkt i arbejdet for at uddanne og efteruddanne børneteaterfolk. Og han har da også fået opkaldt en teatersal på stedet efter sig…
Mange andre teaterforeningsfolk kunne fremhæves for deres indsats som formidlere og hårdtarbejdende ambassadører for børneteatrene gennem årtier – og de findes heldigvis også stadig i rigt mål i nutidens teaterforeningsregi.
Fast snak på seminarer
I alle årene har børneteaterfolk også været deltagere på DT's årlige seminarer, som tidligere var tematiske faglige konferencer, men hvor området og arbejdet sjældent havde stor prioritet, og da der så endelig blev lavet et helt seminar alene om børne- og ungdomsteatret (Esbjerg nov. 1989) med debat og forestillinger, kunne man notere, at et større segment af teaterforeningsfolk holdt sig væk.
Til gengæld blev det året, hvor Artibus fik en særpris i anledning af BTS' 20 års jubilæum og årets tema – en særlig børneteaterpris, der stadig uddeles på de årlige seminarer.
På DT-seminaret i Randers i 1994 med temaet 'Småt er godt – små teatre kan også lave stor kunst', var FAST-teatrene i fokus tillige med den faste modsætning: De små turneteatre mente ikke, at teaterforeningerne levede op til deres forpligtelse til også at vise 'smalle' forestillinger og alternativt teater, mens teaterforeningerne ikke kunne få teatrene til at forstå, at de kun overlevede med fulde huse – hvilket var lettere med kendte kunstnere og kendte skuespil…
Og så hørte det i øvrigt med, at man stort set aldrig oplevede, at teaterforeningernes bestyrelse blev væltet pga. deres repertoire-politik.
Tilfældet Familieteatret
Til gengæld var mange teaterforeninger og også DT som organisation ofte uenige i de valg, som Teaterrådet stod for i sin støttepolitik. Historisk eksemplificeres med Susanne Theils Familieteater, der i årevis var teaterforeningernes absolutte favorit – det var det eneste teater, der kunne tilbyde 'rigtige' sceneforestillinger for rigtig mange børn i 'rigtige' teaterrum.
Og da Susanne Theills Familieteater i 1986 blev ud af de statslige støtteordninger og siden i 1997 i kløerne på det just oprettede Refusionsudvalg, brød helvede løs.
To teaterforeningsformænd (K.O. Jensen og Per Haugaard) lavede en rundskrivelse (dateret 22. marts 1998) til landets teaterforeninger og styrelsesmedlemmer i den amtslige turnestøtteordning RBOT, hvor man nok en gang går i brechen for Susanne Theils Familieteater, der faktisk var blevet refusionsgodkendt af Refusionsudvalget, men med en påtegning om, at 'en væsentlig kvalitetsforbedring' forudsættes.
Men den slags gør man ikke mod teaterforeningernes erklærede yndling (i sæson 96-97 var 'Karlsson på taget' en sællert med 36 forestillinger/16.000 tilskuere til teaterforeningerne.
Henvendelsen opfordrede til, at RBOT atter bevilgede et beløb til teatret og dermed fritog teatret for at skulle til showcase med sine forestillinger.
Det fik Jørn Fløcke, formand for Teaterforeningen Konkordia – der dog ikke var medlem af DT – til at opfordre til boykotte de teatre, som refusionsudvalgets medlemmer kom fra.
Og så måtte DT-formand Jørgen Hvidtfeldt gå ind i sagen og tage afstand fra truslerne, men også opfordre til den nemme løsning: Støtte til teaterforeningernes yndling.
Fortsat udfordring
Ganske som i andre formidlerkredse kunne man næppe unisont i teaterforeningerne blive enige om, hvad der var godt – og ligefrem vedkommende – børneteater. Men nok om, at det var vigtigt for børnene at se teater.
Og i øvrigt var det også godt for teaterforeningernes billetsalg, hvor forestillinger til børn og unge og familier har fyldt rigtig godt op i statistikkerne.
Teaterforeningernes medlemmer er en broget skare – og er gennem årene også blevet suppleret med aktive børneteaterfolk i bestyrelser og blandt medlemmerne, hvor de har brugt deres specifikke erfaringer i foreningsarbejdet.
Nogle er gået hele vejen og har selv etableret teaterforeninger. Det gælder Klaus Eggert med LaSK (Langelands Selvbestaltede Kulturforsyning) og Kate Bryrup med Halkær Teaterforening (som dog siden er lukket igen).
Det er en udvikling, der er fulgt i hælene på en voksende accept af hinandens arbejde og som fungerer fint i den nutid, som ovenstående historiske tilbageblik fører frem til, men som ikke skal behandles her.
Men samtidig med at landets børne- og ungdomsteatre passende kan sige tak for kampen og samarbejdet, vil et ønske til Danmarks Teaterforeninger i anledning af de 50 år er selvfølgelig være, at de fortsat vil påtage sig opgaven med formidling af børne- og ungdoms- og familieteater – ikke mindst i de kommuner og områder, hvor der er er behov for en aktiv indsats.
Og tillykke med de første 50 år i kulturformidlingens tjeneste!
***
Flere passager fra ovennævnte tekst indgår som citater i Jørgen Hvidtfelts jubilæumsbog, 'Teater til hele Danmark'', hvortil forfatteren havde bedt denne skribent samt Michael Ramløse bidrage med hver vores synspunkter til et særligt temaafsnit om Teater for børn og unge.
Jubilæumsbogen vil senere blive anmeldt her på portalen…
