Mange taler om inklusion og publikumsudvikling i scenekunsten. Men hos Teater Graense-Loes går inklusionen begge veje: Forestillingen ’Jeg er Os Et Mensk’ gør det muligt for unge med social fobi og angst at opleve denne scenekunst – og samtidig giver forestillingen et bredere publikum af teenagere og voksne en mulighed for at komme med ind i angsten. Fordomsfrit, imponerende og generøst.
Teater Graense-Loes har skabt en følelsesverden af lydindtryk og flimrende projektioner af himmel og hav, så teaterrummet virker som en æstetisk helstøbt minimodel af verden. Som tilskuer føler man sig straks hjemme i rummet: tryg og nysgerrig. Inde på midten af gulvet står ni arkitektmodeller af højhuse, der er omtrent en meter høje. Der står numre på husene. Så man går bare hen til hus nr. 1, tager sine udleverede hørebøffer på, plugger ind i husmurens stik – og så styrer teaterfortællingen ellers derudaf.
Fuglefløjt i 3D
Lyden er optaget i 3D som binaural lyd. Den er så besnærende realistisk, at man nærmest tror, at der er fløjet en fugl ind i rummet, når lydsporet indledes med fuglefløjt. Eller at der står nogen ved siden af, når der lyder småsnakken i rummet. Forestillingen sker som en panoramisk svæven ude fra himlen over verdensrummet og ind mod en by og et hus – og et menneske.
’Forestil dig en by. En helt almindelig by,‘ siger stemmen i hørebøfferne. Så er rejsen begyndt. ’Du går ind i et værelse. Du er inde i dit eget rum. Du er inde i dig selv,’ siger stemmen. Og man mærker, hvordan vinden stryger ind ad vinduet som en omfavnelse, mens lyset omkring én flimrer og skaber rolige følelser af sommerværen og glæde.
Men herfra bliver forestillingen en rejse ind i tunge tanker og frygtsomme sanser hos unge med angst. Og forestillingen skaber en umiddelbar parallel mellem de unge, der ikke magter at forlade deres værelser på grund af angst, og så de unge, der det seneste år er blevet kommanderet ind på værelset til computeren og ensomheden på grund af coronaen.
’Du kan godt’
Forestillingen udspiller sig i høretelefonerne. Tanker siges højt af stemmer i husene, men samtidig er der lyde fra en verden uden for angstværelset. Lyde af mennesker, der pludrer ubekymret. Lyden af en dåsecola, der klikkes åben. Lyden af nøgler, der lægges på bordet. Lyden af en helikopter, af en cykel, af en bakkende lastbil… Lyde, der bliver fjerne ellers pludselig vildt høje og skræmmende. Lyden af angsten.
Stemmerne forvandler sig også til indre stemmer i samme person. Altså stemmer, der kæmper mod hinanden.
– ’Du kan godt’, siger stemmen i højre øre.
– ’Du kan ikke,’ siger stemmen i venstre øre.
– ’Du kan godt,’ siger stemmen i højre øre, men nu tvivlende.
– ’Det kan du da ikke,’ siger stemmen i venstre øre, nu med selvtilfreds vinderlyd.
De indre samtaler er ramt med uhyggelig, psykologisk præcision – som afspejlinger af alle de velmenende opmuntringer, som ikke-syge kan finde på at sige til syge. Uden at forstå, hvor hårdt det er at skulle kæmpe mod sig selv. Hver dag.
Lyde af vand
Det er også hverdagens lyde, der fylder i ’Jeg er Os Et Mensk’. Især lyde af vand. Dråber, der rammer overfladen. Vand, der strømmer vildt. Bobler, der pustes ud nede under vandet i et tilsyneladende fredsommeligt badekar. Vandlydene har en beroligende effekt, indtil de stiger i intensitet og bliver larmende voldsomme. Som en lammende tidevandsbølge af angst.
’Jeg imploderer og skyder mig væk fra overfladen. Ud i intetheden,’ lyder den bange stemme, der trækker vejret af alle kræfter, men som alligevel ikke kan få luft. Og som lytter får man sådan lyst til at omfavne og trøste den ulykkelige stemme. Fordi livet skal være muligt at leve og glædes over. Ikke mindst for teenagere, der først lige er begyndt at smage på at være voksne.
Teater hjem til dig
Det er et unikt lydunivers, som Kristian Hverring her har skabt. Og det er en overvældende kærlig forestilling, som Katrine Karlsen og Sissel Romme Christensen her rækker ud mod publikum. Faktisk har de også skabt en ’miniversion’ af forestillingen til hjemmebrug. Så hvis man døjer for meget med at komme ud i verden, så tilbyder Graense-Loes, at teatret kan komme hjem til en – i form af en kuffertversion af forestillingen med høretelefoner og ni små huse, der kan stilles op på et bord hjemme på værelset.
I vores tid kastes der rundt med psykiatriske diagnoser som aldrig før. Samtidig er det måske sværere end nogensinde at eksistere med angst og social fobi, fordi så meget lige nu handler om at iscenesætte sig selv på de sociale medier og i det hele taget om at performe i alle sammenhænge. Her rækker ’Jeg er Os Et Mensk’ hånden frem til tilskueren med et helt nyt teaterbud på, hvad det vil sige at reflektere over at være menneske.
Denne håndsrækning er blevet til tankevækkende og tårevækkende teater – i en dramatisk sanseinstallation af både underskøn og barsk virkelighed. Gudskelov også med en befriende og overraskende lyd af en latter. Fordi der netop altid er håb.
